Projektsygeplejersker skal udvikle sygeplejen

I arbejdet som projektsygeplejerske inden for klinisk forskning kan man blive mødt med spørgsmål om, hvad stillingen egentlig indebærer. 

Fra et studie fra New Zealand ved vi, at sygeplejersker, der arbejdede inden for forskning, blev kritiseret af andre sygeplejekollegaer for at være lægens højre hånd. I den forståelse foregik arbejdet inden for en lægevidenskabelig verden, hvor sygeplejen ikke var tydelig (1).

Det samme studie beskrev, at sygeplejersker på sengeafdelinger af og til betragtede sygeplejekollegaer, der havde søgt væk fra den grundlæggende sygepleje, som værende mindre troværdige som kollegaer (1). På den baggrund fandt vi det væsentligt at belyse projektsygeplejerskers arbejdsopgaver på et dansk universitetshospital. Formålet med det aktuelle studie var at undersøge, hvilke funktionsområder projektsygeplejersker inden for klinisk forskning kan have, og diskutere, hvorvidt det er nødvendigt at være sygeplejerske for at varetage funktionen som projektsygeplejerske. 

Metode

Vi udsendte i efteråret 2011 spørgeskemaer til projektsygeplejersker ansat på Herlev Hospital pr. mail, se boks 1. Ved manglende respons på spørgsmålene blev der udsendt en påmindelse pr. mail. Spørgeskemaerne var udarbejdet i forfattergruppen ved brainstorm og efterfølgende ansigtsvalideret, hvilket vil sige, at op til flere udenforstående personer har vurderet spørgsmålene som forståelige (2).

Data fra spørgeskemaerne blev bearbejdet ud fra en kategorisering i forhold til sygeplejerskens funktionsområder: at udføre, lede, formidle og udvikle sygepleje (3).

Det har ikke været nødvendigt at søge om etiske tilladelser, idet undersøgelsen ikke kunne betragtes som biomedicinsk forskning. 

Resultater

Af de i alt 23 projektsygeplejersker ansat på Herlev Hospital svarede 17 (74 pct.) på spørgeskemaerne. Resultaterne ses i tabel 1. De primære funktioner var planlægning og implementering af kliniske forsøg samt undervisning/vejledning af patienter og pårørende. Projektsygeplejerskerne inkluderede desuden patienter til kliniske forsøg og indsamlede data, ligesom de var kontaktpersoner for deltagende patienter i projekterne. 

Kvalifikationer og specialetilknytning for projektsygeplejerskerne er opstillet i tabel 2. Projektsygeplejerskernes medianalder var 46 år (spændvidde 26-60). Alle respondenterne var kvinder. Deres typiske efteruddannelse var kursus i Good Clinical Practice (GCP), se boks 2. Onkologisk og hæmatologisk afdeling var de specialer med flest ansatte projektsygeplejersker.

Diskussion

Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen pegede på, at de adspurgte projektsygeplejersker havde sammenlignelige funktionsområder med projektsygeplejersker i f.eks. New Zealand, England og USA (1,4,5,6). Endvidere var det tydeligt, at arbejdsområderne var mangeartede.

Det ses ud fra tabel 1, at projektsygeplejerskerne primært arbejdede inden for funktionsområderne at udføre, formidle og lede sygepleje. En del af projektsygeplejerskerne havde desuden angivet, at de udviklede sygepleje. Desuden fordelte projektsygeplejerskerne sig uens over specialerne, hvor onkologi/hæmatologi var mest repræsenteret blandt respondenterne. 

 At udføre sygepleje

Projektsygeplejerskerne udførte funktionerne inklusion af patienter og indsamling af data, som bl.a. indebar direkte kontakt med både patienter og pårørende. Dette forudsætter i praksis evnen til at etablere korttidskontakter, hvor patienten hurtigt fatter tillid til projektsygeplejersken.

For at fastholde kontakten informerer projektsygeplejersken om det pågældende projekt, hvilket kræver et højt niveau af viden og erfaring om relationsdannelse, kommunikationsteori, kriseteori, sygdomslære, inddragelse af patient og pårørende, mestring, komplians og kendskab til bivirkninger af medicin (7). 

En stor del af sygeplejen fandtes desuden under funktionen kontaktperson, hvor projektsygeplejersken var den centrale kontakt for de deltagende patienter.

Ofte viser det sig, at projektsygeplejerskerne ikke kun varetog rådgivende og støttende funktioner i forhold til det konkrete forskningsprojekt, men ofte bliver brugt af patienterne til rådgivning inden for hele patientforløbet.

Dette kan hænge sammen med resultater fra et engelsk studie, som fandt, at projektsygeplejersker tilsyneladende havde bedre tid end plejepersonalet i kontakten med patienten, hvorved patienterne oplevede en øget støtte f.eks. i forhold til spørgsmål om udskrivelse og tiden derefter (8).

Kun få sygeplejersker angav medicinadministration og blodprøvetagning som funktionsområder, på trods af at det er to sygeplejefaglige kompetencer, som generelt anses for sygeplejefaglige kerneområder, hvilket også genfindes i bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen (7).

En stor andel af den kliniske forskning er traditionelt lægemiddelforsøg. Derfor var det bemærkelsesværdigt, at kun en lille andel af projektsygeplejerskerne var involveret i medicinadministration, eftersom også flere engelske studier har peget på vigtigheden af, at projektsygeplejersker er uddannet til at kunne handle, rådgive og vejlede inden for lægemiddelforsøg (4,9). Desuden havde størstedelen af projektsygeplejerskerne angivet, at de havde videreuddannelse inden for GCP, hvilket formelt kvalificerede dem til at deltage i lægemiddelforsøg. 

At lede sygepleje

Projektsygeplejerskerne havde mange funktioner inden for ledelse af sygepleje, idet de var ansvarlige for planlægning og implementering af kliniske forsøg. Det drejede sig primært om, at projektsygeplejersken var ansvarlig for, at forsøgsdeltageren gennemførte planlagte undersøgelser, og at der var vedvarende kontakt med denne for at sikre, at data blev indsamlet.

Desuden handlede ledelsen af sygepleje om at skabe kontakter til de rette samarbejdspartnere i forhold til afvikling af forsøgets protokol. I New Zealand og USA havde projektsygeplejersker tilsvarende opgaver i forhold til forberedelse og afvikling af et klinisk forsøg (1,5).

Derudover var de med til at udvikle forsøgsprotokollen og forskellige forsøgsdokumenter (1,5), forberede et budget for forsøget og ansøge om fondsmidler. De søgte tillige om etiske tilladelser til gennemførelse af forsøget (1). Det ser således ud til, at projektsygeplejersker nogle steder i udlandet havde udvidet funktionsområdet i forhold til resultaterne af vores undersøgelse.

Det skal dog bemærkes, at et udvidet funktionsområde i udlandet muligvis kan hænge sammen med, at sygeplejerskerne ofte har en anden uddannelsesbaggrund. F.eks. har amerikanske, engelske og australske sygeplejersker ofte en universitær grunduddannelse, ligesom det er mere udbredt at tage videreuddannelser samtidig med fastholdelse af en klinisk tilknytning (10).

Projektsygeplejerskerne oplyste, at de indgik i et tværfagligt samarbejde. Ifølge bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje er tværfagligt arbejde en kompetence, som medvirker til at sikre kontinuitet i pleje- og behandlingsforløbet, idet man gennem uddannelsen opnår erfaring i at samarbejde med andre faggrupper og på tværs af sektorer og institutioner (7).

I forhold til at arbejde tværfagligt har et studie fra New Zealand beskrevet, at projektsygeplejersker ofte følte sig isoleret i deres arbejde (1). Et andet studie fra samme land har samtidig beskrevet, at en faggruppe automatisk vil stå stærkere, når kollegaer med samme uddannelse er i teamet og kan sparre fagligt (1,9).

Vores resultater viste, at enkelte specialer havde organiseret projektsygeplejerskerne i større grupper af henholdsvis fire og syv projektsygeplejersker. Det kunne bl.a. hænge sammen med, at nogle kliniske specialer har en længere tradition for forskning og derfor ofte har opbygget større enheder. Generelt anvender det onkologiske speciale f.eks. i mange af behandlingerne forsøgslægemidler, og til inklusion, koordinering og monitorering kræves der dermed veluddannede sundhedsprofessionelle, hvilket ofte er projektsygeplejersker.

At formidle sygepleje

I tabel 1 ses, at projektsygeplejerskerne angav, at de underviser patienter og personale. Denne funktion hører til under virksomhedsområdet at formidle sygepleje, da en central funktion er at sikre det informerede samtykke, så patienter kan træffe egne beslutninger på baggrund af et højt informationsniveau (3).

Det kræver stor viden om formidling, kommunikationsteori, psykologi og et nært kendskab til forsøgets baggrund, formål og udførelse. Et studie fra New Zealand understregede, at projektsygeplejersker havde en nøglerolle i forhold til patient- og personaleuddannelse samt undervisning igennem de kliniske forsøg (1).

Et engelsk studie beskrev ligeledes, hvordan projektsygeplejerskerne ofte var til stede i de kliniske sengeafdelinger, hvor projektet blev gennemført. Dermed kunne de støtte og motivere plejepersonalet i at udfylde dokumentation tilknyttet projektet (6). Desuden viste en undersøgelse, at patienter og deres pårørende ofte gjorde brug af projektsygeplejersken som en ressource til at give uddybende forklaringer på patientens sygdom, behandling og hospitalsophold (1).

Størstedelen af projektsygeplejerskerne i den aktuelle undersøgelse angav, at de udarbejder informationsmateriale til patienter, der indgår i forsøgene, og til de medvirkende afdelinger. I New Zealand udarbejdede projektsygeplejersker ligeledes skriftligt informationsmateriale som en del af projektforberedelsen (1). Projektsygeplejerskerne i vores studie arbejdede dermed inden for formidling, idet de udarbejdede skriftligt materiale til patienterne. De anvendte således den færdighed, som består i at søge, sortere og vurdere viden i forhold til at udarbejde et skriftligt materiale (7).

Før forsøgsdeltagere kan deltage i forskningsprojekter, skal de have udleveret et skriftligt informationsmateriale som led i et endeligt samtykke. Af juridiske og etiske årsager er det vigtigt, at projektsygeplejersken sikrer, at forsøgsdeltageren er fuldt orienteret om baggrund, formål og forløb af et studie (4).

Det er muligt, at projektsygeplejersken kan have en vigtig funktion inden for formidling. Således understregede et studie fra England, at det var fordelagtigt, at alle involverede i studiet, heriblandt projektsygeplejerskerne, havde del i udarbejdelse af informationsmateriale. Studiet viste, at det ligeledes var fornuftigt med en forbindelse mellem den akademiske og kliniske verden i udarbejdelse af forsøgsprotokollen, hvori projektsygeplejersken kunne bidrage i forhold til det praktiske (4). 

Det er interessant at diskutere, hvorvidt det er nødvendigt for projektsygeplejersker at have specialeerfaring, da arbejdet som projektsygeplejerske indebærer at rådgive og informere patienter i forhold til sygdomsforløb og behandlingsplan. Studier fra udlandet har beskrevet, hvordan projektsygeplejerskerne spillede en stor rolle i patientforløbet (1,4,8). Det er derfor en fordel at have kendskab til det speciale, man skal formidle, for at kunne give den optimale rådgivning. 

At udvikle sygepleje

En stor del af projektsygeplejerskerne i vores undersøgelse var med til at kvalitetssikre og udvikle sygeplejen. Det vil sige, at projektsygeplejerskerne var medansvarlige for kvalitetssikring, dokumentation og udvikling i relation til den kliniske forskning i afdelingen. Dog ses der ikke den samme synliggørelse af udvikling af sygepleje i den udenlandske litteratur.

Det er muligt, at der eksisterer forskellige kulturelt betingede opfattelser af, hvornår funktioner kan karakteriseres som værende udviklende for sygeplejen.

Projektsygeplejersker har en mulighed for at udøve individualiseret information på højt niveau (3). I arbejdet med at udvikle sygepleje er information til patienter og personale en vigtig del af funktionen som projektsygeplejerske.

Når der samarbejdes tværfagligt omkring et forskningsprojekt på f.eks. afdelingen, vil sygeplejen også blive udviklet, da det sygeplejefaglige perspektiv vil være en del af projektet. Det sygeplejeudviklende i forskningsprojekter er at sikre sig, at den nye, dokumenterede viden bliver implementeret i den pågældende praksis.

Det vil sige, at resultater fra et forskningsprojekt kan medføre en række kliniske ændringer i forhold til behandlingsproceduren på en afdeling, hvilket vil påvirke sygeplejen til disse patienter.

Et studie fra New Zealand beskrev, at stillingen som projektsygeplejerske er udefineret og under udvikling (4). Således er der grobund for, at projektsygeplejerskerne selv kan være medvirkende til at definere og udvikle denne gren af sygeplejen. Man kan forestille sig, at projektsygeplejersken med fordel kunne tage del i at udvikle sygeplejen til patientgruppen, bl.a. i forhold til udvikling af den dokumentation, der vil være knyttet til den ændrede behandling, og undervise personalet i nye retningslinjer.

Fremover kunne det være interessant, om projektsygeplejersker i højere grad kunne lægge vægt på den udviklende sygepleje. F.eks. kunne sygeplejestuderende på modul 11 og 12 få et indblik i forskerverdenen ved at blive involveret i et mindre praktikophold afholdt af projektsygeplejersker. Et andet udviklingsperspektiv kunne være, at projektsygeplejersker inddrages i opstartsfasen af et klinisk forsøg ved at udarbejde ansøgninger til fonde og etiske tilladelser. 

Konklusion

Formålet med studiet var at undersøge, hvilke funktionsområder projektsygeplejersker inden for klinisk forskning havde, og derved at diskutere, hvorvidt det er nødvendigt at være sygeplejerske for at varetage funktionen som projektsygeplejerske. I indledningen blev det nævnt, at mange ikke ved, hvordan en projektsygeplejerske kan sættes i relation til virksomhedsområdet for sygeplejersker. Det har dog vist sig, at projektsygeplejerskerne på Herlev Hospital har funktionsområder, som kan placeres under virksomhedsområdet.  

Rikke Søby Andersen og Katja Halladin Rauh er projektsygeplejersker på gastroenheden på Herlev Hospital, Anne Kjærgaard Danielsen er ph.d.-studerende, tilknyttet gastroenheden, og Jacob Rosenberg er professor og ledende overlæge samme sted; Rikke.Soeby.Andersen@regionh.dk 

Litteratur

1. Bell J. Towards clarification of the role of research nurses in New Zealand: a literature review. Nurs Prax N Z 2009;25:4-16.
2. Polit DF, Beck CH. Essentials of nursing research, methods, appraisal, and utilization. 6th edition. Philadelphia: Lippincott Williams & Wilkins; 2006. 500 p. 
3. Dansk Sygeplejeråd. Hvilke funktioner skal sygeplejerskerne i kommunerne have i fremtiden? – En guide til at udarbejde sygeplejerskeprofiler. København: Dansk Sygeplejeråd; 2006.
4. Stephens-Lloyd A. The extended role of the clinical research nurse: Building an evidence base for practice. Nursing Times Research 2004;9:18-27.
5. Castro K, Bevans M, Miller-Davis C et al. Validating the Clinical Research Nursing Domain of Practice. Onco Nurs Forum 2011;38:72-80.
6. Spilsbury K, Petherick E, Cullum N et al. The role and potential contribution of clinical research nurses to clinical trials. J Clin Nursing 2007;17:549-57.
7. Undervisningsministeriet. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. BEK nr. 29 af 24/1 2008. Tilgængelig fra:
8. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=114493&exp=1 ​
9. Johnson S, Stevenson K. Nursing research or research nursing? Two separate terms, two separate careers. Nurse Researcher 2010;17:32-40.
10. Ledger T, Pulfrey A, Luke J et al. Developing clinical research nurses. Nursing Management 2008;15:28-33.
11. All nursing schools. Your Guide to Nursing Education and Careers. Nursing Degrees. Tilgængelig fra: http://www.allnursingschools.com/nursing-careers/entry-to-nursing/nursin...