Dilemma: Når ægtefællen er på døgnarbejde

​

Det tærer på kræfterne hos en ægtefælle at være omsorgsgiver døgnet rundt. Alternativet er, at den handicappede ægtemand skal på plejehjem, men det er en yderst vanskelig beslutning at tage.

Karen-Marie er voldsomt i tvivl, og hun spørger hjemmesygeplejersken om råd. Karen-Marie har passet ægtemanden Hans i hjemmet i fire år. Hans blev ramt af en stor hjerneblødning og kan ikke gå og stå, men bliver liftet og er kørestolsbruger, desuden er han kognitivt skadet.

Når ægteparret skal ud, foregår det i en bil med lift, som hustruen er chauffør i. Hustruen forestår en del af den personlige hygiejne, hun hjælper Hans med udskillelser og sørger for mad og drikke til ham. Om to måneder bliver Karen-Marie 72 år, og hun er aldeles udtrættet efter at have sørget for Hans 24 timer i døgnet i så forholdsvis mange år. Hendes store dilemma er, om hun kan give slip og lade Hans blive på det plejecenter, hvor han har været tre uger om året, mens Karen-Marie har holdt ferie.

Karen-Marie ved, at Hans tæller timer, til hun kommer og henter ham hjem efter ferien. På den anden side savner hun tid til sine børn, sine fem børnebørn og sine egne interesser, og fysisk kan hun mærke, at det tærer hårdt på kræfterne at være omsorgsgiver døgnet rundt.

 Hvad mener I, hjemmesygeplejersken skal sige til Karen?

Svar nr. 1

Udgangspunktet skal være, at emnet drøftes med Hans, så han får mulighed for at fortælle, hvad hans ønske er. Hans er kognitivt skadet, men på hvilken måde? Hvorledes kommer skaden til udtryk, og hvordan hjælper man ham bedst med at kommunikere?

Skulle der tages kontakt til en neuropsykolog med henblik på afdækning af kognitive deficit?

Det kunne være interessant at vide, hvorfor Hans ”tæller timer”, til han bliver hentet. Er der noget på plejecenteret, der generer ham, er der noget derhjemme, som han savner ud over Karen-Marie, og kunne dette savn afhjælpes delvist på plejecenteret? Kunne Karen-Marie aflastes med mere hjemmehjælp, eller var en løsning hyppige besøg på plejecenteret?

Dilemmaet fordrer lang tid til dialog med Hans, men der er også hensyn at tage til Karen-Marie. Udgangspunktet for en afgørelse af dilemmaet bør være, at Karen-Marie ikke bliver nedslidt hverken fysisk eller psykisk og bevarer en god livskvalitet med størst mulig hensyntagen til Hans.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar nr. 2

Hjemmesygeplejerskens opgave er at støtte både Hans og hustruen. I de nuværende Sygeplejeetiske retningslinjer står der: ”Sygeplejersken skal vise respekt og omsorg for pårørende. Hvis der opstår interessekonflikt mellem patient og pårørende, skal patientens tarv varetages.”

I dette tilfælde bør sygeplejersken overveje, hvordan Karen og Hans ved hjælp af dialog kommer frem til, hvad der vil være det bedste i situationen.

Der ligger en latent fare for, at Karen bliver syg af presset og overhovedet ikke magter opgaven længere. Så bliver det et enten eller. Måske kunne der være et både og, hvor Karen og Hans kan tænke mere nuanceret. Sygeplejersken kan via sin indsigt i de kommunale muligheder forelægge disse og give Karen og Hans tid og rum til overvejelse og måske inddrage eventuelle børn eller andre nærtstående i de videre overvejelser.

De eneste, der kan træffe den endelige beslutning, er Hans og Karen, og de skal begge leve med den. Sygeplejersken har en fordring i at oplyse og guide, men ikke i at synes.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Find ud af mere om ægtefællers situation som omsorgsgivere: Læs Videnskab & Sygepleje

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.