Derfor vil vi slå vores kære ihjel

Foto: iStock

Peter Sandøes far var relativt velfungerende, indtil han pludselig faldt om med en blodprop i hjernen. Derefter var den 86-årige mand reduceret til en hjælpeløs patient, der var lam i den ene side, ikke kunne tale og ikke kunne spise og drikke normalt.

Flere og flere komplikationer stødte til, og efter fire uger besluttede læger og pårørende, at faren ikke skulle genoplives, hvis han skulle få et hjertestop. Man begyndte også at tale om at standse behandlingen, vel vidende at det ville føre til døden.

”Umiddelbart derefter fjernede man sonden og væsketilførslen. Min far skulle i gang med at dø,” fortæller Peter Sandøe til Sygeplejersken.

Hans far døde efter seks dage, og det var efter Peter Sandøes mening en alt for langsom død.

”Lægerne besluttede reelt at hjælpe ham til at dø, da de tog næring og væske fra ham. Det vil jeg tillade mig at kalde dødshjælp, og det har jeg det fint med – men jeg har det ikke fint med, at man så ikke gjorde en ende på dødskampen relativt hurtigt i stedet for at lade den vare over seks dage.”

Peter Sandøes far var bevidstløs det meste af tiden i de godt seks dage, det tog ham at dø.

”Min største bekymring var ikke, om han havde smerter eller var utryg eller bange, for det tror jeg kun var tilfældet en enkelt gang i begyndelsen af forløbet, hvor plejepersonalet hurtigt satte ind med en smertestillende injektion. Men jeg var fortvivlet, fordi min far, som var et meget blufærdigt menneske, blev bragt i en uværdig situation. Det var uværdigt for ham at ligge der, totalt hjælpeløs og med en slange ud af kroppen, hvorfra der sivede en strøm af stadigt mere blodfyldt urin. Den afslutning ved jeg med sikkerhed, at han ville have frabedt sig, hvis han havde været ved bevidsthed. Og det var frygteligt ikke at kunne lade min far komme herfra på en måde, som var mere i overensstemmelse med, hvad han selv ville have ønsket.”

Peter Sandøe ville gerne have opfyldt farens ønske om en værdig død.

”Jeg overvejede flere gange en sen nattetime at lægge en pude over hans ansigt. Den væsentligste grund til, at jeg ikke gjorde det, var, at det er en strafbar handling, og jeg ville ikke udsætte mig selv og min familie for det strafferetlige efterspil.”

Tryglede om overdosis til sin mor

Også andre pårørende peger på den værdige død som noget helt centralt for døende mennesker. Da skuespiller Lise-Lotte Norups mor blev syg af kræft, tryglede hun ifølge Lise-Lotte Norups bog ”Himmelmor” lægerne om at få en overdosis smertestillende eller sovemedicin.

Svaret var nej, og det tog efterfølgende moderen tre uger at dø. Behandlingen blev indstillet, så moderen kun fik smertestillende og beroligende medicin. For Lise-Lotte Norup var det en unødvendigt langvarig og uværdig død. Den sidste dag begyndte moderens dødsrallen.

”Det kunne tage mange timer, fik jeg at vide. Jeg var chokeret. Skulle min mor ligge og ralle i så mange timer? Det er et ubarmhjertigt system, som tillader, at patienterne langsomt bliver kvalt. Det tog 10 timer, det var meningsløst,” udtalte Lise-Lotte Norup til distriktsavisen Det Grønne Område.

Fortryder ikke hjælp til selvmordsforsøg

Ved byretten i Odense blev den 50-årige Ole Duemose Andersen i sommeren 2012 idømt 60 dages betinget fængsel for at have hjulpet sin far med et selvmordsforsøg. Faderen havde været alvorligt syg i flere år, og da han bad sin søn om hjælp til at dø, tøvede Ole Duemose Andersen ikke.

Han blandede 94 morfinpiller op i yoghurt og gav sin far den. Men det assisterede selvmord blev afbrudt, da det sundhedspersonale, der passede faren i hjemmet, kom på besøg, og faderen blev bragt på sygehuset. Her døde han tre dage senere – lægerne kunne hverken be- eller afkræfte, om det skyldtes morfinpillerne.

”Jeg fortryder det ikke, og jeg har ikke noget imod at stå frem og sige det. Jeg er særligt glad for, at et blad som Sygeplejersken vil skrive om det her, for det er vigtigt at I ude på sygehusene ved, at det ikke kun handler om medicinsk behandling,” siger Ole Duemose Andersen.