Dilemma: Den svære besked

Anders er rigtig vred. Han mødte op i ambulatoriet for at får svar på en biopsi taget fra strubehovedet, og før han overhovedet fik sat sig ned, sagde lægen: ”Hej, jeg hedder Jens Bang Pedersen, og du har jo kræft.”

Anders havde en kontaktsygeplejerske med, da beskeden faldt, og senere taler Anders med hende om den måde, den alvorlige besked blev givet på.

”Det er helt uantageligt, at kommunikere på den måde,” mener Anders. ”Det er noget svineri, og jeg fatter ikke, at de ikke lærer det.

Hvad bruger de alle deres kurser og al deres uddannelse til? Det er så uprofessionelt og med til at give sundhedssektoren et dårligt ry. Sådan en nar. Jeg banker ham.”

Kontaktsygeplejersken beroliger Anders og giver ham ret i, at det var et meget uheldigt forløb. Efter nogen tid spørger han: ”Hvad så, skal jeg have hovedet hugget af nu?”

Sygeplejersken fortæller om planen for de kommende uger, og Anders bliver roligere.

Men hvad skal kontaktsygeplejersken efterfølgende gøre?

Hun ved, hun burde tale med lægen, men han har ry for at være meget temperamentsfuld, skal hun i stedet gå til ledelsen, eller skal hun være tilfreds med, at hun fik Anders til at falde ned igen?

Hun har mest lyst til at glemme oplevelsen og bare komme videre, men ved godt, at det ikke er i orden.

Svar 1.
Hvis man tager de positive briller på, kan man sige, at patienten synes at have forstået informationen og har overskud til at blive vred og tale derom. Men så kan der heller ikke findes andet positivt. Svaret bliver givet uden empati og respekt for den person, som får besked om en særdeles alvorlig diagnose. Det er uetisk ifølge alle etiske definitioner og værdisæt. Der står i casen intet om, at lægen har undersøgt patientens livsstil og ved, at patienten foretrækker en meget slagfærdig tone.

Havde det været tilfældet, kunne beskeden måske forsvares, men selv i det lys, er håndteringen særdeles diskutabel.

Hvad sygeplejersken skal gøre? Da det er et ledelsesansvar at sikre, at der i en afdeling er de nødvendige ressourcer og kompetencer til stede, bør ledelsen underrettes om episoden. Eksemplet viser, at de kommunikative kompetencer er mangelfulde, hvilket der bør rettes op på. Samtidig har ledelsen ansvaret for, at sygeplejerskens arbejdsmiljø er trygt.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.
Vi er givetvis mange, som har stået i en parallel situation, hvor vi har været vidne til, at en kollega har udtalt sig på en mildest talt uhensigtsmæssig måde. Og eftertanken melder sig, hvad kunne jeg have gjort i situationen – og hvad bør jeg gøre efterfølgende?

Sygeplejersken er vidne til, at kommunikationen blev grænseoverskridende for patienten. Det er åbenlyst, at der ligger en fordring, som vedrører sygeplejerskens forpligtelse til at varetage patientens tarv – og dermed også fremtidige patienters tarv.

Sygeplejersken har et moralsk ansvar, som hun bør påtage sig, nemlig at tale med den pågældende læge om sin oplevelse af situationen. Ingen ønsker at udføre fagligt dårligt arbejde, givetvis heller ikke den pågældende læge, og derfor bør der være grundlag for en saglig drøftelse af situationen.

Sygeplejersken skal forberede sig godt og holde bolden på egen boldbane – altså give udtryk for sin oplevelse og lade lægen udtrykke sig på sin banehalvdel. Mange gode intentioner er blevet plumret til pga. gode råd, misforstået hjælpsomhed og angst for konflikt.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd.