Sygeplejersken
POR3T af sygeplejerskers otium
Det kan diskuteres, om sygeplejen er et decideret kald. Men at faget lever videre i mere eller mindre grad hos flertallet af landets knap 19.000 sygeplejersker, der er gået på efterløn eller pension, er der nok ingen tvivl om. På de næste sider fortæller tre pensionerede sygeplejersker om deres otium, hvor de finder tid til at anmelde bøger, læse Kierkegaard, svømme, våge hos de døende, være bisidder, gå til speedway og forske i familiens slægt.
Sygeplejersken 2012 nr. 12, s. 36-39
Af:
Christina Sommer, journalist
AKADEMIKER OG KULTURMAN
Efter et langt arbejdsliv som underviser, vejleder, pædagogisk koordinator og endelig uddannelsesleder på Sygeplejeskolen i Herlev gik Jens Bydam, 66, frivilligt på pension for seks år siden. Faglighed og kvalitet fyldte simpelthen for lidt i forhold til administration og kvantitet. Det faglige går dog igen i pensionistlivet.
Karrierens største udfordring?
”Min ansættelse på Sygeplejeskolen i Herlev var lidt tilfældig og noget af en udfordring – jeg havde aldrig troet, at jeg skulle undervise, da jeg er genert af natur. Men den allerstørste udfordring var, da jeg blev ansat som redaktør på bogen Kirurgisk Sygepleje. Bogen skulle skrives af en række kompetente kirurgiske sygeplejersker, men efter halvandet år måtte jeg sande, at de ikke kunne skrive. Og så måtte jeg læse faget op og skrive bogen selv.”
Og højdepunkt?
”Sideløbende med mit arbejde uddannede jeg mig til cand.phil. i pædagogik, og jeg blev den første sygeplejerske med kandidatgrad på skolen. Det absolutte højdepunkt var dog, da jeg var med til at opbygge sygeplejelærer- og sygeplejerskeuddannelserne i Litauen efter Murens Fald.”
Hvad bruger du tiden på nu?
”Jeg bruger mere tid på min labrador Sacco, på museer og i operaen. Jeg er også sparringspartner for en tidligere kollega, der er ved at tage en ph.d., og så er jeg en del af tidsskriftet Sygeplejerskens anmelderpanel. Jeg har desuden sat mig for at læse Søren Kirkegaard fra ende til anden. Jeg har set mange studerende citere ham, og ofte ikke helt korrekt, så nu vil jeg have helt styr på ham selv.”
Foto: Christoffer Regild
VÅGEKONE OG MOTIONIST
Efter mange år som hjemmesygeplejerske på Bornholm gik den nu 62-årige Alice Hansen på efterløn i 2010. Trods tre børn har arbejdet altid fyldt meget, og hun var bl.a. med til at starte døgnplejen op i Hasle Kommune i 1992. Som en af øens 22 frivillige vågekoner under Røde Kors kommer hun stadig rundt til mange af de ældre borgere.
Karrierens største udfordring?
”Som hjemmesygeplejerske skal man jo både være generalist og specialist, selv har jeg f.eks. altid interesseret mig meget for diabetes, sårpleje, palliativ pleje og smertelindring. Det kunne være svært at veksle mellem de to roller og hele tiden have for øje, hvor det var nødvendigt at sætte ind.”
Og højdepunkt?
”Det var, hver gang jeg virkelig kunne mærke, at jeg gjorde en forskel, og både borgeren og de pårørende var tilfredse. Jeg kunne jo ikke få tilstanden til at forsvinde, men jeg kunne gøre meget for at lindre den og yde den omsorg og kontinuitet, der skulle til, for at alle følte sig godt behandlet.”
Hvad bruger du tiden på nu?
”Jeg læser en del og løber, svømmer, går ture og til gymnastik. Mine børn og børnebørn bor på Sjælland og i Grønland, så jeg rejser også lidt. Og så er jeg vågekone hos døende både privat, på plejehjem, i ældreboliger og på hospitalet. Nogle gange møder jeg borgere, som jeg også passede som hjemmesygeplejerske. Det er dejligt at kunne gøre en forskel, når de pårørende f.eks. trænger til en pause, eller der måske slet ikke er nogen i den allersidste tid. Som vågekone er mine fornemmeste opgaver at skabe ro, tryghed og nærvær samt at lytte – både til den døende og eventuelle pårørende.”
Foto: Berit Hvassum
SLÆGTSFORSKER OG SPEEDWAYKIGGER
Allerede som 13-årig vidste den nu 78-årige Tove de Voss, at hun ville være sygeplejerske. Det var derfor med vemod, at hun for 16 år siden måtte forlade sit højtelskede job som hjemmesygeplejerske i Hillerød Kommune, da hendes mand blev syg. Hun gør dog stadig gavn bl.a. som frivillig bisidder.
Karrierens største udfordring?
"Jeg var tillidsmand i 16 år, og her var en af de største udfordringer at få Hillerøds daværende konservative borgmester overtalt til, at vi skulle have tjenestebiler. De første år måtte vi enten cykle eller tage vores egen bil. Det var en hård kamp, men det lykkedes, så vi over en årrække fik bevilliget i alt seks biler.”
Og højdepunkt?
"Der har været så mange, det var et dejligt job, og selvom dagligdagen bød på mange krav, havde vi et rigtig godt samarbejde kolleger og leder imellem. Jeg mødte mange forskellige mennesker hver dag, og jeg vil aldrig glemme den glæde, som borgere og pårørende mødte os med, når vi kom.
”Hvad bruger du tiden på nu?”
Jeg har netop været på et kursus i gotisk skrift, der er meget anvendeligt, når man som jeg forsker lidt i min families slægt. Det gør det lettere at tyde de gamle kirkebøger, og jeg har bl.a. ført mine forældres slægt tilbage til det 15. og 16. århundrede. Jeg følger mine tre aktive børnebørn, går til sang og er bl.a. også aktiv i Dansk Sygeplejeråds seniorsammenslutning. Jeg er også frivillig bisidder for borgere, som har brug for et par ekstra ører og øjne, når de f.eks. skal i banken, til læge eller andre vigtige møder. Og så synes jeg, at det er sjovt at gå til speedway – bare ikke når Nicki (Pedersen, red.) taber.”
Foto: Christoffer Regild