Sådan oplever pårørende overflytning fra intensiv afdeling

Mennesker, der overlever et hjertestop, overflyttes fra intensiv til kardiologisk afdeling, når den intensive behandling afsluttes. I den forbindelse ophører den tætte observation som et udtryk for, at patienten er i bedring.

Studier viser, at der er en sammenhæng mellem pårørendes mestringsevne, og hvorledes det går patienten (1,2). Det ser ud til, at de pårørendes støtte optimerer effekten af den omsorg og genoptræning, patienten modtager.

Der er fra samfundsmæssig side stillet krav om, at pårørende medinddrages, men patient og de pårørende har også en forventning om det. Pårørende fortæller i fem kvalitative interview om deres oplevelser og tanker i forbindelse med overflytning af patienten. Disse oplevelser inddeles i tre temaer: ”Rod i hovedet” beskriver den tilstand, som pårørende befinder sig i.

F.eks. fortæller en pårørende: ”Jeg har ikke fundet en plads til det her oppe i mit hoved endnu, jeg kan ikke håndtere det, så det suser rundt.”

Pårørende oplever et kaos og er forvirrede pga. mangel på sammenhæng og kontrol. Deres kaos er ikke altid tydelig for omgivelserne, da de holder følelser tilbage. Pårørende ønsker ikke fokus flyttet fra patienten.

”Sikker, mere sikker og mest sikker” beskriver den erkendelsesproces, de pårørende gennemgår. Sikkerhed knyttes i begyndelsen til teknologi og senere i forløbet til information og omsorg.

”Jo mere man er koblet til, jo mere sikker er man,” og ”at høre en besked gør jo i og for sig, at man bliver lidt roligere i det øjeblik.” Følelse af sikkerhed udvikles gennem indlæggelsesforløbet, når sygepleje og behandling bliver formuleret. ”At spille sammen” definerer samspillet mellem pårørende og sygeplejersken.

Der er identificeret tre måder at interagere på:

1. At være dynamisk samvirkende betyder, at begge parters bidrag respekteres.
2. At indordne sig betyder, at sygeplejersken definerer den pårørendes rolle i samspillet.
3. Det splittede samspil betyder, at der ikke er et frugtbart samspil, fordi der mangler et fælles grundlag og mål.

Det kan være forskelligt, hvilket samspil pårørende ønsker. De pårørende kan skifte mellem de tre samspilsformer, hvor det til tider synes fordelagtigt at være i det første og til tider det andet. Det splittede samspil er ikke ønskværdigt.

Åbenhed om, i hvilken grad pårørende ønsker at blive medinddraget, er vigtigt, da pårørende ellers i visse situationer kan føle sig sat ud på sidelinjen. Andre ønsker selv denne distancering. Fundene i undersøgelsen angiver, at sygeplejersker må rette større opmærksomhed mod de pårørende.

Denne opmærksomhed skal naturligvis ikke tage fokus fra patienten, men føre til, at man i højere grad medtænker pårørende som en ressource, der kan give oplysninger om patientens levede liv.

Sygeplejersken må have fokus rettet mod dialogens betydning for at følge med i de pårørendes tanker og bekymringer.

Sygeplejersken må lytte til det usagte og være i stand til at gennemskue dels sin egen adfærd, dels høre pårørendes appel om medinddragelse, hvis målet er at anerkende pårørende som et væsentligt bidrag til helbredelse af patienten.

Alle forfattere er ansat på Kardiologisk Afdeling, Hoved-, Orto- og Hjertecentret, Aalborg Sygehus, Aarhus Universitetshospital.

Litteratur

1. Moser DK, Dracup K. Role of spousal anxiety and depression in patients’ psychosocial recovery after a cardiac event. Psychosomatic Medicine. 2004;66(4)527-32.
2. Zachariae B. Fællesskab og sundhed: Sociale relationers betydning for helbredet. I: Myszah A, Nørby S, (red.). Positiv Psykologi – en introduktion til videnskaben om velvære og optimale processer. København: Hans Reitzels Forlag 2008.