Vi skal turde spørge til patientens ønske om at dø

Foto: iStock

”Kan du ikke finde den rigtige sprøjte frem?”

”Så giv mig da noget rottegift!”

”Skyd mig for panden for fanden!”

”Kan du ikke hjælpe mig herfra?”

 Spørgsmålene formuleres på mange måder, men de betyder alle det samme: Hjælp mig til at dø, for jeg kan ikke mere.

En nylig undersøgelse foretaget af Radio 24syv har vist, at 56 pct. af en gruppe kræftsygeplejersker (77 besvarelser) har oplevet at blive bedt om at give aktiv dødshjælp, så det er altså ikke sjældent, at sygeplejersker får spørgsmålet. Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, hvad man vil og kan svare, når man bliver spurgt.

Rita Nielsen er klinisk sygeplejespecialist, master i etik og religionsfilosofi og indtil for nylig medlem af Sygeplejeetisk Råd. Hun underviser i bl.a. åndelig omsorg og palliation og er forfatter til flere bøger, bl.a. om palliation.

Hun genkender billedet af, at mange sygeplejersker bliver bedt om at give aktiv dødshjælp, men hun tror ikke på, at patienterne reelt ønsker at få hjælp til at dø. Hun mener snarere, at der bag ønsket ligger en oplevelse af, at livet lige nu er for lidelsesfyldt til at holde ud. Hvis lidelsen kan lindres, ønsker de fleste at være i livet.

”Jeg havde engang en patient, der sagde: ”Skyd mig for panden for fanden!” Jeg sagde til ham, at det måtte jeg ikke, og det ville jeg ikke, men at jeg ville give ham min hånd. Da han efter nogen tid faldt lidt til ro igen, svarede han: ”Det var også det, jeg mente.”

For Rita Nielsen er netop denne dialog et eksempel på, at ønsket sjældent er at dø, men at få hjælp til at overkomme de lidelser, der er forbundet med den afsluttende fase af livstruende sygdom, som patienten står over for.

Hendes råd er at spørge ind til, hvad patienten mener. Spørg f.eks.: ”Når du siger, at du ikke har lyst til at leve mere, hvad mener du så med det?”

”Det er vigtigt at give fuld anerkendelse, at lade patienten fortælle om det helvede og de lidelser, han lever med. Når en patient føler sig set og hørt og får at vide, at jeg bliver hos ham, så sker der noget. Så forstår han og får tillid til, at vi kan hjælpe og lindre hans lidelser, og så ønsker han ikke længere, at jeg skal tage livet af ham,” forklarer Rita Nielsen.

Læg berøringsangsten til side

Hanne Nafei er afdelingssygeplejerske på onkologisk sengeafsnit på Sygehus Lillebælt og formand for Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker. Hun er enig i, at sundhedspersonale må lægge al berøringsangst til side og tage initiativ til den svære samtale, når en patient udtrykker ønske om at dø.

”Det kræver mod at gå ind på stuen og spørge ind til, hvad det er, patienten tænker på, når han taler om at ville dø. Det nytter ikke at slå det hen eller lade, som om man ikke har hørt det. Vi skal turde tage den samtale, og modet til den skal komme fra fællesskabet. Vi skal tale med vores kolleger om det; om hvad det gør ved os at se et menneske dø. Vi skal turde tale om, hvad vi frygter ved vores egen død, for det hjælper os til at forstå den frygt, som døende patienter kan have. Vi kan kun rumme andres død, hvis vi kan rumme vores egen,” mener Hanne Nafei.

Hendes kollega og næstformand i Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker, Ditte Naundrup Therkildsen, udviklingssygeplejerske på hæmatologisk afdeling, OUH, arbejder også med dødssyge mennesker. Hun peger også på, at den svære samtale om dét at skulle dø kan have endog meget stor betydning for patienten.

”Der sker noget, når man tør gå ind og tage den snak om, hvad det helt præcist er, der piner patienten. Handler det om fysiske smerter? Om angst? Er man bange for, om Gud har forladt en? Eller pines man af det faktum, at man skal have hjælp til alting? Der kan være mange forskellige smerter og lidelser, men patienten skal vide, at vi tværfagligt kan lindre i stort omfang. Det er vores ansvar at skabe et rum, hvor der er tid og kompetencer til at tage denne samtale.”

Du skal ikke stå alene

At lindre en døendes smerter handler ikke kun om fysiske smerter. Ifølge dansk lovgivning skal også de psykiske, sociale og åndelige lidelser lindres hos palliative patienter, og derfor skal den sygeplejerske, der i sit arbejde bliver bedt om hjælp til at dø, kunne trække på et tværfagligt team af præster, socialrådgivere, læger, fysioterapeuter og ergoterapeuter og diætister. Sygeplejersken kommer med andre ord aldrig til at stå alene, og det er ifølge Rita Nielsen vigtigt. Dels fordi der er behov for forskellige kompetencer, men også fordi – som Hanne Nafei også pointerer – det er ekstremt vigtigt at bruge sine kolleger, når man arbejder med døende mennesker.

”Vi snakker rigtig meget indbyrdes, og det vil jeg også anbefale andre at gøre. Vi har f.eks. arbejdet i nogle tværfaglige grupper, hvor vi har arbejdet med vores egen død og talt om, hvad vi selv ville gøre, hvis det var vores egen mor, der var døende. Vi talte også om, hvem vi er mest bange for at miste, og hvad vi tror, der sker efter døden.”

Redskaber som supervision og refleksionsgrupper er også gode værktøjer, mener Rita Nielsen.

Loven tillader lindring

En undersøgelse foretaget af Jyllands-Posten viste i sommer, at 70 pct. af danskerne går ind for aktiv dødshjælp. Og når man lægger det sammen med, at forholdsvis mange patienter beder om hjælp til at dø, når de får en livstruende sygdom, er det nærliggende at tro, at danskerne har en udbredt opfattelse af, at smerter og lidelser er uundgåelige, når man er døende, og at døende tvinges til at tilbringe måneder og år i lidelse og smerter.

Men både Rita Nielsen, Hanne Nafei og Ditte Naundrup Therkildsen mener, at de mange tilhængere af aktiv dødshjælp er udtryk for, at danskerne ikke ved, at vi allerede har en lovgivning, der tillader at lindre i det omfang, det er nødvendigt – også selvom det indebærer, at patienten holdes sederet, indtil døden indtræffer.

Ifølge loven må en døende person få så meget smertestillende og beroligende medicin, som det er nødvendigt for at give fred og tryghed – også selvom det skulle medføre døden. En patient og/eller de pårørende kan også vælge at sige nej til at fortsætte behandlingen.

Der er mulighed for at lindre et lidelsesfuldt forløb, hvis det er det, patienten og de pårørende ønsker. Men det er der ikke ret mange, der ved, og derfor ser vi disse massive tilkendegivelser for aktiv dødshjælp, når der bliver lavet undersøgelser, mener Rita Nielsen, Hanne Nafei og Ditte Naundrup Therkildsen.

De peger på, at der derfor ligger en vigtig opgave i at formidle de eksisterende muligheder for at indstille behandling og lindre den døendes fysiske, psykiske og åndelige smerter.