5 faglige minutter: Alle har ret til dygtig sygepleje

Jeg tror ikke, nogen kan være uenig i overskriften på denne klumme. Men hvordan er man en dygtig sygeplejerske, og hvordan bliver man ved med at være det? Spørgsmålene opstod, efter at jeg talte med to sygeplejersker, som begge administrerede et uddannelsesbudget og havde fælles erfaringer med sygeplejerskers ønsker om at blive klogere. Den ene er oversygeplejerske på en stor afdeling i provinsen, den anden arbejder i hovedstadsområdet.

Begge ønskede de af hjertet at sende sygeplejersker af sted på diplomuddannelser, når de havde en ormstukken grunduddannelse, som var mere end 10 år gammel. Pengene var der, men viljen hos de berørte sygeplejersker var der til gengæld ikke altid. Nogle sagde slet og ret nej tak, andre startede halvhjertet og sprang fra igen.

Nu ved jeg udmærket, at der måske er tale om en særegen promille, for jeg taler hver dag med ambitiøse, engagerede og kloge sygeplejersker, som gnasker lystigt af kundskabens træ, men hånden på hjertet: Der er altså også nogle, som ikke vedligeholder deres CV. Kan man forestille sig en sygeplejerske, som vil søge nyt job og sender følgende CV sammen med ansøgningen?

• 2013 Femårs bryllupsdag
• 2012 Ester bliver født
• 2011 Køber en campingvogn
• 2010 Elise bliver født
• 2009 Flytter fra København
• 2008 Gift med Svend
• 2007 Møder Svend på Ibiza.

Nej, det kan man ikke. I hvert fald giver det ikke noget særligt udfordrende arbejde. Men hvordan motiverer man de få umotiverede til at stille op på temadage, til kursusforløb, diplomuddannelse og masteruddannelse, hvis de slet ikke synes, det trækker? Det har jeg ikke noget enkelt svar på, men moderne patienter vil gerne have sikre professionelle, der ved, hvad de taler om, så det nytter ikke at komme til kort.

Så hellere ærligt og redeligt sige: Det ved jeg ikke, men jeg vil gerne undersøge det, når patienten spørger om noget, man ikke har forstand på. Men det kan man ikke sige hver gang. Nogle forsøger at ekstemporere, men medmindre de sørger for, at ingen lytter med, så går det galt. Og det er måske en del af problemet: At man faktisk godt kan være en udygtig sygeplejerske, uden at det får følger, fordi man kan praktisere med sin ikke ajourførte viden i al hemmelighed.

For at bryde den tendens må motivationsstyrkerne sættes ind. Det er en naturlig ledelsesopgave at lægge uddannelsesfælder ud og samarbejde med den umotiverede om, hvad der skal ligge i fælden. Et projekt, en ny funktion, en anden rolle? Når der nu er afsat midler til efter- og videreuddannelse, skal de bruges, alt andet ville da være tåbeligt.
Vi kan vælge at tage klap for det ene øje og mene, at umotiverede, det er der ikke nogen sygeplejersker, der er, men det kommer der ikke positive forandringer ud af.

Det er bedre at vende hovedet mod musikken og handle, så overskriften bliver en selvopfyldende profeti. Naturligvis har alle ret til dygtig sygepleje, og den er der. Rigtig mange steder. Men alle sygeplejersker på en arbejdsplads skal løftes. Ellers sker der en polarisering, hvor en lille gruppe sygeplejersker sidder på bænken og end ikke når til opvarmningen, mens den store gruppe boltrer sig på den faglige grønsvær.

Når der derimod er frisk viden, undren og nypudsede briller i bagagen, bliver det til gengæld langt mere interessant at gå på arbejde, fordi rutiner kan brydes af fantasifulde ændringer, som gavner målgruppen: Patienter og borgere. Det vidner de talrige faglige artikler i Sygeplejersken da også om.  

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.