Dilemma: Sort skærm

I klinikken på et plejecenter, hvor jeg var som sygeplejestuderende, mødte jeg en meget høflig og veltalende mand med diagnosen demens forårsaget af alkoholmisbrug.

Manden var 67 år, skilt og fysisk velfungerende. Ofte sad han og stirrede ind i fjernsynets sorte skærm, eller han gik rundt i centeret hele dagen. Min oplevelse var, at personalet kun kontaktede ham til medicingivning og til måltiderne. Han spiste i egen stue. Han havde været ædru i de sidste to år.

Jeg oplevede borgeren som understimuleret og ensom med et muligt behov for en særlig indsats i forhold til resten af beboerne på centret. Mødet med manden satte mig i et etisk dilemma: Hvordan kan vi som sygeplejersker opdage og stimulere mandens interesser, når vi ikke er i kontakt med ham?

Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1

Umiddelbart fremtræder casen som en sygeplejefaglig problemstilling, der bør interveneres i forhold til. Den studerende kan tage vare på den svage, der i denne case er den demente beboer, ved at viderebringe sine observationer og overvejelser til den sygeplejefaglige leder.

Skal casen betragtes som et klinisk, etisk dilemma, er en oplagt vinkel at beskrive beboerens valg som ikke frie og ikke kompetente. Det vil sige, at rammerne for beboerens valg er for indskrænkede, og den demente beboer kan ikke overskue konsekvenserne. Beboeren har behov for rammer og omsorg, der sikrer optimal stimulering, tryghed og glæde.

En yderligere demensudredning samt en vurdering af kognitive deficit er nødvendig. Disse undersøgelser skal udføres af fagprofessionelle på området, hvorefter der kan udfærdiges en plejeplan med bl.a. en anbefalet døgnrytme og aktiviteter. Selv om beboeren er skilt, bør det undersøges, om der er familiemedlemmer eller venner, der kunne fortælle om beboerens tidligere livsstil, og hvad beboeren fandt glæde og tryghed ved.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Vi er ikke sikre på, at vi vil kalde denne situation et etisk dilemma. Den studerendes dilemma er, at han ser en person, som i hans optik virker ensom og understimuleret. Der er ingen oplysning i historien om, hvad den studerende evt. har foretaget sig for at finde ud af, om der virkelig er substans bag det, han oplever. Han oplyser, at det øvrige personale kun henvender sig til den demente herre, når der gives medicin. Hvad mon den studerende selv har gjort?

Man må formode, at et plejecenter, der modtager personer med demens, har en vision, mission og et værdisæt for god sygepleje til alle centrets beboere inklusive beboere med demens.

Der må ligeledes være mål for plejen, samtaler med patienten og eventuelle pårørende om de enkelte beboeres behov og ønsker. Vi forventer også, at der er tilbud om aktiviteter på plejecentret, så beboerne oplever muligheden for aktiviteter.

Så alt i alt er der måske ikke tale om et etisk dilemma, men nærmere om en sygepleje, der kunne være mere bevidst og af en højere faglig kvalitet?

Af Edel Kirketerp Nørskov, MEVO (Master i Etik og Værdier i Organisationer), oversygeplejerske, medlem af Sygeplejeetisk Råd, og Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk

Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.>