Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Individet i centrum på Nørrebro

Et intensiveret samarbejde mellem Psykiatrisk Center København og socialpsykiatriske bosteder på Nørrebro har resulteret i færre hovsaudskrivninger fra psykiatrisk afdeling fredag eftermiddag.

Sygeplejersken 2012 nr. 14, s. 40-41

Af:

Annette Hagerup, journalist

SY-2012-14-41aFoto: iStock

I det idéelle patientforløb ved alle, hvem der gør hvad, både når en borger skal indlægges, og når en borger skal udskrives til sit hjem/bosted.

I den idéelle verden bliver borgeren ikke indlagt uden sine “fornødenheder” i form af cigaretter, læsestof mv. Og borgeren bliver heller ikke hovsaudskrevet fredag eftermiddag uden medicin.

Sådan har det ikke altid været, og det var baggrunden for etableringen af projekt “Den enkeltes bedste på Nørrebro”. Formålet har været at styrke kommunikationen mellem den behandlende psykiatri på Psykiatrisk Center København og de socialpsykiatriske bosteder under Center Nørrebro.

Centerchef på Center Nørrebro, Britta Gerd Hansen, fortæller, at det har været et fælles ønske at forbedre overgangen mellem de to sektorer, så beboeren oplever et ubesværet og sammenhængende forløb. Hver gang.

Temadag gav positivt afkast

Ét af midlerne har været afholdelsen af en temadag i foråret for borgere, personale og pårørende. Her blev man bl.a. via rollespil introduceret til hverdagens udfordringer i samarbejdet mellem behandlings- og socialpsykiatri. Samtidig blev der nedsat arbejdsgrupper, der skal komme med forslag til ændrede procedurer, når patienter bevæger sig mellem hospitalspsykiatrien og de kommunale tilbud og mellem tilbuddene i ambulatorier, sengeafsnit og distriktspsykiatri.

Det foreløbige resultat af det intensiverede samarbejde viser, at antallet af dårlige udskrivningsforløb er faldet.
“Hos os har vi nok haft for lidt viden om, hvordan de arbejder på en lukket afdeling. Hvem udskriver og hvornår? Vi er selvfølgelig altid parate til at tage imod beboerne, når de kommer ud fra hospitalet, og vi kan lette deres overgang fra én sektor til en anden, hvis vi er informeret i tide.

I dag oplever vi heldigvis, at færre beboere får en dårlig hjemkomst til deres bosted, fordi personalet ikke var varskoet om deres udskrivelse. Det er aldrig rart for en beboer at blive mødt med et:”Nå, er du allerede her? Vi troede først, du kom hjem i næste uge ...”,” fortæller centerchef Britta Gerd Hansen.

Ukendskab til arbejdsforhold

Hvis udskrivelsen skal blive en succes, er det nødvendigt, at medarbejderne i de forskellige sektorer kender hinandens arbejdsforhold. Temadagen afslørede, at dette langtfra altid er tilfældet.

Britta Gerd Hansen medgiver, at det i en heftig hverdag på den psykiatriske afdeling kan være svært at sætte sig ind i, hvordan hverdagen fungerer på det bosted, patienten kommer fra. F.eks. køber borgere på de psykiatriske bosteder selv deres medicin.

“Vi har ikke rådighed over en bred vifte af psykofarmaka. Vi har altså ikke mulighed for at supplere, hvis borgeren skal i gang med en helt ny type medicin og kommer tilbage fra sygehuset uden en recept,” fortæller hun og tilføjer, at det er en ledelsesmæssig opgave at skabe rammer, så medarbejderne får det kendskab.

“Behandlingspsykiatrien opererer under sundhedsloven, mens vi i det sociale system arbejder under serviceloven. Det er to meget forskellige verdener,” siger Britta Gerd Hansen.

“Der er store forskelle på, hvad vi må og kan på de to lovområder. F.eks. må vi ikke bruge nogen som helst tvang på et socialpsykiatrisk bosted. Vi kan heller ikke blande os i, hvad borgeren foretager sig i sin bolig, eller hindre ham eller hende i at gå ud. Hjemmet er borgerens eget og ukrænkeligt.”

Den intensiverede dialog, som forårets temadag affødte, har dog allerede betydet en tættere kontakt. F.eks. bliver repræsentanter for bostederne nu regelmæssigt inviteret med til udskrivningssamtalerne. I sidste ende skulle det forbedrende samarbejde gerne være med til at forebygge indlæggelser.

Netværkssamtale ved indlæggelse

Beboerne fra de socialpsykiatriske bosteder Thorupgården og Fogedgården udgør omkring 30-40 pct. af patienterne på det lukkede afsnit 52.3 på Psykiatrisk Center København.

Afdelingssygeplejerske på afsnit 52.3, Kamilla Kampmann, fortæller, at man som resultat af den fælles temadag har sat samarbejdet omkring den enkelte patient i system. Allerede ved indlæggelsen bliver patienter fra de to bosteder tilbudt en netværkssamtale, hvor både patienten selv, deres pårørende og repræsentanter fra distriktspsykiatrien og bostedet deltager.

“Samtalen tager meget gerne udgangspunkt i den forebyggelsesplan, som er udarbejdet i samarbejde med den enkelte beboer,” fortæller Kamilla Kampmann. Forebyggelsesplanen beskriver i detaljer, hvad patienterne har brug for, hvis de pludselig oplever forværring i deres tilstand.

“Det kan være helt hverdagsagtige ting som en tur ud i den friske luft eller at lytte til en bestemt slags musik. Mens andre foretrækker, at der med det samme bliver tilkaldt en læge. De kan typisk ikke huske det, hvis de bliver akut psykotiske, og så er det en vældig hjælp for os at have deres ønsker nedskrevet på papir.”

I forbindelse med udskrivelsen tilbydes endnu en netværkssamtale. Kamilla Kampmann fortæller, at udskrivelsen er nøje planlagt.

“Tidligere kunne vi godt finde på at udskrive patienter lidt hurtigt, hvis vi pludselig fik ekstra mange indlæggelser og var i pladsnød. I dag udskriver vi ikke længere med få timers varsel, men finder andre løsninger. Som f.eks. at flytte patienten midlertidigt til en åben afdeling, mens vi forbereder udskrivelsen i samarbejde med bostedet.”

Foreløbige resultater

Center Nørrebro, der omfatter en række psykiatriske bosteder, og behandlingspsykiatrien på Bispebjerg Hospital har haft succes med et tværfagligt samarbejde omkring den enkelte borger/patient. Hovedformålet er at forebygge indlæggelser. Projekt “Den enkeltes bedste på Nørrebro” har fået 100.000 kr. fra Psykiatri på Tværs.

Foreløbige resultater

  • Færre dårlige udskrivelser.
  • Aftale om fælles ledelsesmøde mellem Center Nørrebro, Thorupgården, og Psykiatrisk Center København, Bispebjerg, hvert halve år.