Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Liv og glade dage i Ungecafé Nexus på Århus Universitetshospital

Café Nexus er for unge patienter på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Her mødes unge patienter, hygger sig og glemmer for en tid deres sygdom. Caféen drives i et samarbejde mellem børneafdeling og frivillige fra Ungdommens Røde Kors.

Sygeplejersken 2012 nr. 14, s. 64

Af:

Vibeke Bregnballe, sygeplejerske, MHH, ph.d.

På børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital i Skejby har der siden april 2012 været en café for unge patienter mellem 12 og 22 år tilknyttet Børneafdelingen. I oktober 2012 åbnede Café Nexus dørene for unge patienter tilknyttet hele Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Café Nexus er et sted, hvor unge patienter kan hygge sig sammen med andre unge. Mange unge patienter føler sig ensomme og isolerede, når de er indlagt på hospital, da de må undvære det sociale netværk, som er så vigtigt netop i ungdomsårene. Under indlæggelsen er de unge spredt på mange forskellige afdelinger, som enten er børneafdelingen, hvor de fleste medpatienter er mindre børn, eller på voksenafdelinger, hvor medpatienterne oftest er på alder med deres forældre eller bedsteforældre. I caféen kommer hverken forældre, læger eller sygeplejersker, for i caféen handler det om ungdom og ikke om sygdom.

Børneafdelingen har indgået et samarbejde med Ungdommens Røde Kors, så det er ca. 25 unge frivillige mellem 23 og 35 år fra Ungdommens Røde Kors, der står for aktiviteterne i Café Nexus. Der er tre frivillige i caféen ad gangen, og de har alle gennemgået et uddannelsesforløb, hvor de bl.a. har lært om syge unges særlige problemer og behov.

Der afholdes personalemøder for de frivillige, hvor de bl.a. får faglig sparring med henblik på at sikre, at de kan klare de udfordringer, som de kan møde i caféen. Tre unge, frivillige projektledere fra Ungdommens Røde Kors har været med til at etablere caféen, og de står for den daglige drift samt hvervning og uddannelse af nye frivillige i samarbejde med børneafdelingen.

I dagtimerne fungerer Café Nexus som dagligstue i et dagambulatorium. To frivillige arkitekter har indrettet Café Nexus, så den er en hyggelig café for unge om aftenen og en dagligstue for ambulante børn, unge og deres forældre om dagen. Ved hjælp af fonde og donationer har det været muligt at købe moderne møbler og inventar samt et stort TV, soundbar og diverse spillekonsoller.

Nexus betyder sammenhold

I Café Nexus foregår de aktiviteter, som unge sætter pris på. Der er de nyeste spil, der er iPads, så de unge kan komme på Facebook, og der er masser af god musik. Der er bordfodbold, brætspil, smykkeværksted og meget mere. Der bliver bagt kager, lavet smoothies, spillet, grinet og pjattet, men de frivillige er også parate til mere alvorlige samtaler, hvis de unge patienter har brug for det.

Café Nexus er åben mandag til torsdag fra kl. 18.30 til 21.00. Der vil blive afholdt forskellige events som f.eks. filmaftener og bordfodboldturneringer, og forskellige kunstnere som f.eks. standupkomikere vil blive inviteret til at underholde. De unges venner og pårørende mellem 12 og 22 år er også velkomne i caféen. Café Nexus kan desuden lånes til specielle arrangementer for særlige grupper af unge syge, f.eks. et specielt arrangement for unge med gigt, og her stiller de frivillige sig også til rådighed.

Café Nexus har fået sit navn ved en navnekonkurrence blandt patienter, søskende, forældre og personale på Børneafdelingen. En 16-årig ung patient foreslog navnet Café Nexus og vandt en iPod Nano. Ordet Nexus stammer fra latin og betyder forbindelsesled og sammenhold, men er også en fiktiv ædelsten fra computerspillet World of Warcraft, der kan trylle genstande i spillet bedre. Det er alle begreber, som passer godt med caféens formål.

Idéen til caféen er kommet efter inspiration fra Ungdomsmedicinsk Videnscenter på Rigshospitalet, som etablerede caféen Hr. Berg for nogle år siden og har stillet deres erfaringer til rådighed.

Café Nexus er en del af en større indsats indenfor ungdomsmedicin på Børneafdelingen, Aarhus Universitetshospital.

Vibeke Bregnballe er forskningssygeplejerske og leder af Ungdomsmedicinsk Gruppe på  Børneafdelingen, Aarhus Universitetshospital.