Sengecykling på intensiv afdeling fremmer rehabilitering

​

Indlæggelse på et sygehus, herunder også indlæggelse på et intensivafsnit, kan helbrede sygdomme og redde liv, men en indlæggelse kan pga. immobilisation få store konsekvenser i form af betydeligt tab af muskelmasse (op til 3 pct. pr. dag) (1), nedsat fysisk funktionsniveau – ofte i årevis – nedsat livskvalitet og øget behov for hjemmepleje (2,3,4).

Passiv mobilisering til stol vha. lift kan forbedre lunge- og hjertestatus og forebygge kontrakturer, men bidrager ikke nævneværdigt til at bevare muskelmasse og funktionsniveau; dette kræver aktiv mobilisering (5).

Ud over langtidseffekten kan aktiv mobilisering give patienten naturlig træthed, psykisk velvære efterfølgende og en følelse af selv at kunne arbejde med og derigennem tro på fremtiden (6).

En særlig sårbar gruppe er de kronisk dårlige patienter, som allerede inden deres indlæggelse har et meget lavt funktionsniveau, især de respiratorisk dårlige patienter som f.eks. patienter med KOL. I intensivt regi kan udtrapning af respirator for disse patienter være ganske besværligt og langsommeligt, og efter mange dage i en respirator er patienterne så medtagne, både motorisk og lungefunktionsmæssigt, at rehabilitering virker umulig. Alle dagene på intensiv afdeling kan derfor synes spildte for både patienten og samfundet.

På baggrund af frustrationer over disse forløb opstod min interesse for at se udfordringer frem for begrænsninger. I forbindelse med min opgave på specialuddannelsen for intensivsygeplejersker satte jeg fokus på aktiv mobilisering, specifikt vha. en sengecykel, og afdelingen indkøbte efterfølgende en sådan.

Der findes forskellige modeller af sengecykler. Vi har valgt en model, hvor fødder og ben hviler i skinner og fodstøtteskåle, og som kan anvendes til både aktive og passive øvelser. Hvis kræfterne slipper op, vil sengecyklen automatisk tage over.

Cyklen er blevet taget godt imod af personalet, og ved en række patientforløb har sengecyklen været en væsentlig del af en succesfuld rehabilitering. Her følger tre eksempler:

1. En 80-årig kvinde med KOL blev indlagt pga. respirationsstop. Under indlæggelsen blev hun opgivende, konfus og pillende. Trods umiddelbare protester blev hun sat til at cykle. Dette medførte en markant forbedring af a-punkturen, patienten faldt til ro og fik hostet sekret løs. Der blev cyklet hver dag, og patienten tilbagelagde 31 km under sit ophold. Hun var klar og orienteret ved udskrivelsen, ønskede at leve, kunne stå og gå på benene og havde igen det gode humør, som hendes familie kendte.
2. En midaldrende alkoholmisbruger, som den sidste tid havde drukket tæt, blev indlagt med sepsis. Patienten var opgivende og ønskede hverken at komme op at sidde eller at spise. Sengecyklen blev fundet frem, og patienten endte med aktivt at cykle fire kilometer allerede i første omgang. Bagefter var patienten rigtig stolt af sin egen præstation og efterfølgende som forandret.
3. En ældre mand, som klarer sig selv i eget hjem. Indlægges med forværring af KOL. Kommer i respirator og har et forløb på intensiv afdeling på to uger. Tidligt i forløbet startes med sengecykling, som blev fulgt op med daglig cykeltræning og til sidst også gangtræning. Det bevirkede, at den ældre mand ved udskrivelsen kunne gå 30 til 40 meter, og at han har bevaret gangfunktionen og mulighed for rehabilitering.

Vi har således haft mange positive oplevelser med sengecyklen. Vi har fået udarbejdet retningslinjer både for aktiv mobilisering generelt og specifikt i forhold til sengecyklen, og vi arbejder på et udviklingsprojekt om brug og effekt af sengecykling på intensiv afdeling.

Malene Burgsø Moutafi er sygeplejerske på intensiv afdeling på Vejle Sygehus.