Studerende i praksis: Den første døde patient

Jeg sidder med min vejleder Anette og er ved at udskrive en af vores patienter, da kalderen bipper.

Jeg ved, at det er en terminal patient, vi skal ned til. Jeg har kort hilst på hende og hendes datter om morgenen, men ellers ikke set meget til dem, da jeg havde undervisning hele formiddagen.

Da vi træder ind på stuen, sidder datteren ved sengekanten og holder moderens hånd, mens hun græder. Anette kigger spørgende på hende, og hun nikker. Patienten ligger stadig, som hun gjorde om morgenen, men der er ingen rallen som tidligere. Hun ligner en, der sover, bortset fra at øjne og mund er åbne, og brystkassen er stille. Huden er bleg og helt voksagtig, hun ligner en dukke, og det er mærkeligt, for hun var jo et menneske for kort tid siden.

Jeg holder mig i baggrunden og er egentlig lidt i chok, for her står jeg og kigger på en død person. Det er en rigtig mærkelig følelse, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere. Jeg har altid forbundet døden med noget voldsomt, men det her er stille og roligt. Når nogen dør, så græder man jo, og jeg har lyst til at græde, men gråden kommer aldrig.

Datteren forlader stuen for at ringe til familien, imens åbner Anette vinduet, så sjælen kan flyve ud. Jeg synes, at det er en fantastisk smuk tanke, og slapper lidt mere af.

Imens finder vi en kasse, som er klargjort med alt, hvad man skal bruge. På stuen bliver kateter og nefrostomisonde fjernet, patienten bliver vasket og får sit eget tøj på. Vi lægger rent sengetøj på og rydder op på stuen, lægger dug på sengebordet og sætter lys på. De blomster, der stod på sengebordet, tager jeg og pakker stilken ind i stanniol, så de kan lægges på patientens bryst.

Den ellers kedelige hospitalsstue er blevet så smuk og yndig at se på, og det hele er så fredfyldt. Datteren kan nu komme ind og sige farvel. Da hun har taget afsked og fortæller, at der ikke kommer andre, trækker vi lagnet helt over den døde og fjerner lysene. Det er slet ikke så uhyggeligt at kigge på sengen med lagnet trukket over, som man ser det i film. Specielt fordi blomsterne stadig ligger der.

Nu har jeg set, at døden sagtens kan være rigtig smuk og fredfyldt.
 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.