Sygepleje bag tremmer

 Kragskovhede Statsfængsel har både en åben og en lukket afdeling. Alle indsatte har mulighed for at få en samtale med en sygeplejerske, når de ankommer til afsoning i fængslet. Foto: Lars Horn. 

En mand midt i tyverne kommer humpende ind på sygehusafdelingen i Kragskovhede Statsfængsels åbne afdeling.

”Av for helvede!” klager han, mens en ven får ham lempet ned på en stol. Fængselssygeplejerske Seia Østervang trykker lidt forsigtigt på hans venstre fod og spørger, om det gør ondt. Hun får et højt vræl og en forpint grimasse til svar. 

”Det var, da vi spillede fodbold,” siger han med lukkede øjne og en hånd på panden. Seia Østervang beslutter sig for, at han skal køres videre til røntgenfotografering på et hospital. Han bliver sendt ud ad døren med en sygemelding og et par krykker og sender et lettet og lidt forsagt ”Tusind tak skal du have” retur.

Seia Østervang og hendes sygeplejerskekolleger er det faste, daglige sundhedspersonale i Kragskovhede Statsfængsel. En gang om ugen kommer læge, psykiater og tandlæge, men i det daglige er det sygeplejerskerne, som har den sundhedsfaglige kontakt til fængslets ca. 210 indsatte.

”Vi laver mange forskellige ting. Meget er praksissygepleje, og vi skal vide meget om alt inden for somatikken. Men vi er også lægesekretærer efter behov og klinikassistenter for tandlægen, så vi kommer vidt omkring,” siger Seia Østervang, som denne formiddag har til opgave at udrede de indsatte. 

I fængslet får alle tilbud om en samtale med en af sygeplejerskerne, når de kommer ind til strafafsoning. Mange er misbrugere af alkohol eller narkotika, og de fleste har en dårlig sundhedstilstand. Stort set alle takker ja til samtalen.

Endnu en patient stikker hovedet ind til Seia Østervang. Han vil gerne have nogle halspastiller.  ”Dem må du altså købe hos købmanden,” siger hun.

Fyren træder lidt vande og fortæller om andre småskavanker. Generelt er han bare træt af at være i fængsel.
”Det er godt, du er det. Jeg håber, du bliver rigtig træt af det, så du ikke gider komme igen,” siger Seia Østervang bestemt til ham. 

Hun har selv skullet vænne sig til de mange lukkede og låste døre og en institution, der ofte ser system før individer.
”Det er mennesker på kanten af samfundet, og det er en udfordring at være sammen med folk, som er frihedsberøvede.

Derfor er en del af arbejdet også at være støttende og motiverende. Vi får ofte en tæt tilgang til dem, fordi de ved, vi er her for at hjælpe og ikke er en del af strafudmålingen,” siger hun.