5 faglige minutter: En dyr dame

Tre sygeplejersker i balletskørt skal danse sygeplejens kerneværdier. Overskriften på seancen er teambuilding med efterfølgende afgrænsning af behov for kompetenceudvikling.

Den første sygeplejerske danser en to minutter lang dans, hvor hun trykker sig selv i hånden og bukker og nejer for en imaginær person. Publikum fanger straks budskabet. Respektfuld. Den næste sygeplejerske danser, mens hun skuer ud i horisonten og holder en fantasikikkert for øjnene. Visionær, råber publikum.

Hun nikker. Den sidste sygeplejerske lægger en hånd på hjertet, bøjer hovedet og folder hænderne, mens hun lytter intensivt til en person overfor. Empatisk, siger en tilskuer tøvende.

Sygeplejersken nikker. Respektfuld, visionær og empatisk. Det er vigtige størrelser i sygeplejen, som patienter eller borgere helt sikkert bemærker, når de optræder. Da min ene søn netop har læst til eksamen, ved jeg, at man siger, at en tilfreds kunde i gennemsnit fortæller tre personer om et produkt, som han eller hun kan lide.

Derimod fortælles historier om dårlige kundeoplevelser typisk 11 gange. Viral marketing kaldes fænomenet, der beskriver og udnytter denne naturlige menneskelige adfærd.

Mon ikke den samme adfærd gør sig gældende for patienter og borgere? En dårlig oplevelse med sundhedsvæsenet bliver fortalt om og om igen, fordi den har bidt sig fast og ikke har tænkt sig at give slip igen. Jeg tænkte på det, da en tidligere patient gjorde mig opmærksom på, hvordan sygeplejersker kan få patienter til at hyle eller føle sig tynget af skyld over at modtage behandling og pleje.

Respektfuld, visionær og empatisk. Men virkeligheden har også en mere muggen side: Sygeplejersker, som siger deres mening om prioritering i sundhedsvæsenet – ikke dér, hvor meningen hører hjemme, men direkte til patienten.

Et par eksempler: Merete ligger i gynækologisk leje og kæmper på sjette år for at blive gravid med alt, hvad det indebærer af udtagning, opsætning og hormoner.

”Du er en dyr dame,” siger sygeplejersken til hende, mens hun ligger der og i forvejen ikke føler sig alt for godt tilpas. Merete går efterfølgende hjem og tuder, men aktiverer senere på dagen sin berettigede harme og skriver direkte til den ledende overlæge. En anden patient, Knud, har en langsomt fremadskridende leukæmi.

Han skal knoglemarvstransplanteres og får også en besked med hjem fra sygeplejersken. ”Du koster virkelig, virkelig mange penge, gør du.” Dejligt, at sygeplejersker tager stilling til prioritering i sundhedsvæsenet, men hvorfor skal det gå ud over patienten?

Han eller hun er den person, som mindst af alle har brug for en mening om, hvor dyr eller belastende vedkommende forekommer de ansatte i sundhedsvæsenet at være. Den positive virale marketing lader på den baggrund vente på sig.

Når nu sygeplejersker forsker i og undersøger patienternes håndtering af sygdom og lidelse i mange forskellige situationer, så er det vigtigt at bruge resultaterne i samspil med patienterne, så de kan fortælle mindst tre gode historier fra deres møde med sundhedsvæsenet. Det er ikke nok, at sygeplejersker kan danse en kerneværdi.

Den skal være mærkbar over for selv det mest sårbare offer på lejet. De tre sygeplejersker danser af. Læringsforløbet har givet anledning til en god diskussion om den respektfulde, visionære, empatiske sygepleje. Publikum klapper.