Dilemma: Patienten er træt, afkræftet og initiativløs

Hvad stiller man op, hvis patienten skal gøres klar til operation, men man er bekymret for, om patienten overhovedet kan klare efterforløbet?

SY-2012-08-11-1aa

Gurli er 70 år, hun har lungekræft og er meget træt. Hun kommer til lungekirurgisk afdeling siddende i en kørestol, fordi hun næsten ikke kan få vejret. Det er meningen, hun skal opereres den følgende dag, hvor hun skal have fjernet en del af den ene lunge.

Den faste aftenvagt, sygeplejersken Lisa, skal klare de sidste ting i forbindelse med operationen, men hun kan ikke formå Gurli til at komme ud af sengen. Patienten er initiativløs og afkræftet. Lisa overvejer:

Skal hun gøre patienten klar til operation trods sin bekymring for, om Gurli kan klare efterforløbet? Skal hun bede vagthavende læge om at vurdere Gurlis situation? Skal hun tale med patienten om de krav, der stilles til hende efter operationen?

Lisa vælger at tale med Gurli, som ikke mente at kunne honorere kravene til den postoperative periode. Lisa tilkalder herefter en læge, som taler med Gurli. Konklusionen bliver, at operationen aflyses.

Lisa tænker efterfølgende over, om hun har håndteret situationen rigtigt. Hvordan vil overlægen, der har vurderet, at patienten kan opereres, reagere? Hvordan vil kollegerne og Gurlis familie reagere?

Hvad tænker du om situationen? Hvordan ville du reagere?

Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1

Der stilles afslutningsvis mange spørgsmål, men der mangler et: ”Hvad mener patienten egentlig selv?” Den dårlige almene tilstand præsenteres som værende kommet gradvist. Det er således ikke noget nyt, at patienten er afkræftet, og tilstanden udelukker ikke en kompetent beslutning. Men det ser ikke ud til, at sygeplejersken kender til præmisserne for beslutningen, og hun vælger at tilkalde vagthavende læge. Dette i den bedste hensigt. Spørgsmålet er blot, om konsekvenserne af denne samtale er de bedste for patienten set i relation til dennes autonomi.

Hvad jeg ville gøre? spørges der om. Jeg ville anbefale patienten en samtale med den omtalte overlæge på et tidspunkt, hvor de pårørende samt den plejeansvarlige sygeplejerske kunne være til stede. Samtalen skal helst afholdes i rolige, neutrale omgivelser om dagen, så jeg kunne få et indblik i patientens holdning og generelle livsførelse, hvilket kunne danne baggrund for en beslutning, vi som klinikere ville vide var den rette for patienten.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Sygeplejersken Lisa hjælper Gurli – ikke blot med at gøre Gurli klar til operation. Lisa er den opmærksomme sygeplejerske, der i situationen bruger sit faglige skøn og med udgangspunkt i respekten for Gurli overvejer, om hun har fået den nødvendige information for at kunne træffe en kvalificeret beslutning om operation.

Lisa overvejer måske også den mulige lidelse, som Gurli skal igennem i forbindelse med det postoperative forløb, og udfører den eksemplariske sygepleje ved at tale med og måske spørge Gurli, hvad hun tænker om hele situationen. Gurli får herved muligheden for at overveje sine muligheder og drøfte dem med den læge, der er tilkaldt, og som eventuelt kan træffe en ny beslutning.

Efterfølgende får Lisa tanker om, hvad overlægen og familien måtte tænke om hendes handling i forhold til Gurli – refleksioner i forhold til sin sygepleje, omend tankerne nu er styret af en vis form for angst for, hvad andre vil tænke.

Ingen kan sige sig fri for tanker, når vi har truffet et valg, der får betydning for andre mennesker, men det fritager os ikke fra ansvaret for at handle, når vi finder det rigtigt. Den enkelte skal jo leve med det, hun gør, men også med det, hun ikke gør og burde have gjort.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh: jb@dsr.dk. Det må højst fylde 900 tegn. Husk

navn og medlemsnummer på din mail. 

Emneord: 
Etik
Dilemma
Kræft