5 faglige minutter: Hul i halsen og hul i hovedet

Jeg var engang ansat på en afdeling, hvor mennesker blev berøvet struben pga. cancer. Operationen gjorde patienten stum, forsynede ham med et hul i halsen og medførte talrige reaktioner fra omgivelserne. Om dette skrev en strubeløs apoteker til mig i november sidste år. Han kan i dag tale ved hjælp af en særlig teknik, talen lyder lidt spøjs, men han kan efter taletræning og indsættelse af en håndfri kassette i hullet på halsen igen give udtryk for sine tanker, følelser og behov, selv om det kræver en indsats.

Men som forholdsvis nyopereret ville han gerne genoptage sin hang til tennisspil, og da tennisskoene var slidt ned, gik han hen i en sportsbutik for at få et par nye. Han var ledsaget af sin kone, som skulle føre ordet. Den unge ekspedient undgik at se på patienten, han så kun på konen, selv om patienten undervejs skrev ned, hvad han gerne ville have og dermed lagde op til kommunikation. Da patienten, efter at have fået sine sko, begyndte at se på tennissokker, udbrød ekspedienten spontant henvendt til konen: ”Skal han nu også have sokker?”

Det er vanskeligt at skille sig ud, berøringsangsten er stor, og har man hul i halsen, er ræsonnementet måske, at så har man også hul i hovedet.

Men det er altså kun talen, der forsvinder. Vejret bliver trukket gennem et hul i halsen. En kassette, en rund prop, filtrerer urenheder i indåndingsluften fra og fugter og luner luften, inden den når lungerne. En slags næseerstatning. Slim i luftvejene er almindeligt og pudses ud gennem hullet i halsen i stedet for gennem næsen.

Da jeg har arbejdet med patienter uden strube, forestiller jeg mig, at min tilgang til den sag er fordomsfri og ubesværet. Men jeg bliver klogere.

Jeg er til fødselsdagsfrokost hos en veninde, vi er vel en otte-ti kvinder, og jeg kommer til at sidde ved siden af en person med hul i halsen. Dyb indånding. Det er svært at indlede en samtale med hende, ikke fordi jeg tror, hun er retarderet eller noget i den stil, men fordi jeg synes, det er voldsomt at tale med et menneske, for hvem det at svare tydeligvis er en stor anstrengelse. Det betyder, at smalltalk er udelukket. Man kan ikke forvente, at et handicappet menneske skal bruge kræfter på ligegyldigheder. Det er bare sådan, at smalltalk ofte er indledning på noget andet og mere, når man først har sporet sig ind på hinanden.

Og så er der slimen. Et er at arbejde professionelt med den del af handicappet, noget andet er at spise frokost tæt på udskillelsen. Det kan være en overvindelse, men min borddame forlader diskret bordet, når hun skal hoste.

At være kronisk syg kræver kræfter, overblik og humor, som den syge ikke altid kan mobilisere, og når sygdommen medfører udskillelse af slim som hos den strubeløse, afføring som hos personen med kolostomi eller skæl i store mængder som hos mennesket med psoriasis, bliver livets linedans for alvor vanskelig. Og det er sundt at teste sin egen formåen udi forståelsens svære kunst, skal jeg hilse og sige.

De fleste vil formentlig mene, at de uden at rynke brynene eller i øvrigt ændre kropssprog kan møde mennesker med hul i halsen, en pose på maven eller mange skæl på tøjet og under stolen. Synlige såvel som usynlige handicap. Men det er sværere, end man tror, og kropssproget afslører de tanker, der krydser rundt i hovedet, og den ordløse stigmatisering, der kan blive slutproduktet.

Derfor er det godt at tænke et møde med et menneske med et handicap igennem, før mødet eventuelt bliver en realitet. Også for ekspedienter i sportsforretninger. Man kan så nemt falde igennem.