Patienterne er gode undervisere

Når en smertepatient melder sig til kurset ”Lær at tackle kroniske smerter”, skal hun ikke regne med at blive undervist i pilledosering, tolkning af scanningsbilleder eller nye behandlingsteknikker.

I stedet vil hun møde en underviser, der selv har kæmpet med kroniske smerter og ved, hvordan det er at sidde på en stol og glo på den støvsuger, man havde tænkt sig at svinge rundt i stuen, men som altså må blive stående, fordi man har smerter. Som fra sin egen krop ved, at træning og motion – til trods for at være tidens mest hypede universalmedicin mod alle dårligdomme – nogle gange kan gøre det hele værre. Som selv har prøvet ikke at kunne sidde ned til en vigtig familiemiddag og derfor kan foreslå en medkursist at samle kastanjer i et pudebetræk og sætte sig på dem under middagen for at opnå lindring og dermed kunne gennemføre familiearrangementet.

”Hvem ellers skulle kunne komme med et så praktisk og enkelt løsningsforslag? Det kan man kun, hvis man selv har været i samme situation,” siger Lea Dunkerley, som er projektkoordinator i Komitéen for Sundhedsoplysning, der står bag kurset

”Lær at tackle kroniske smerter” og andre lignende kurser, der inddrager patienter som undervisere.
Konceptet hedder patientuddannelse og stammer oprindeligt fra USA, hvor det blev udviklet på Stanford Patient Education Research Centre på Stanford University under navnet The Chronic Pain Self-Management Program.

Kurset løber over seks uger, én gang om ugen i 2 ½ time, og der er altid to undervisere på. Patientundervisernes rolle er at fungere som en model, der kan fortælle, hvordan han/hun selv har tacklet sine smerter. Patientunderviseren har f.eks. sine egne erfaringer med om, hvordan man forklarer sine pårørende, at man ikke orker noget, og at man nu igen må melde afbud til en middag.

Må ikke udtale sig sundhedsfagligt

Man kan selvfølgelig ikke bare lige lade en patient overtage underviserrollen, og forud ligger da også et stort forarbejde for at klæde patienten på til opgaven, forklarer Lea Dunkerley:

”Alle patientundervisere gennemgår et firedages instruktørkursus i at undervise. De lærer bl.a., at de ikke må udtale sig om sundhedsfaglige emner, og at de skal foreslå kursisterne at tale med deres behandler, når sundhedsfaglige spørgsmål melder sig.”

Instruktørkurset ledes af to instruktører, der er certificerede af Komitéen for Sundhedsoplysning, og kurset går specifikt ud på at lære at undervise ud fra den manual, der skal undervises efter i hele landet. Patientunderviserne forpligter sig til at følge manualen, som er udarbejdet af Stanford-forskerne og bearbejdet til danske forhold af eksperter fra bl.a. Sundhedsstyrelsen og Aarhus Universitetshospital.

”Vi har oplevet at måtte stoppe kursister på instruktørkurset. Bl.a. fordi de ikke ville undervise efter manualen, eller fordi vi kunne se, at de ikke havde det kognitive overskud til opgaven. Men de fleste bliver certificerede undervisere,” siger Lea Dunkerley.

Når de nyuddannede patientundervisere begynder at arbejde ude i kommunerne, slipper Komitéen for Sundhedsoplysning ansvaret for dem, og kontrollen med dem overgår til kommunerne.

”Der er selvfølgelig altid risiko for, at en underviser fraviger manualen, forfølger sin egen agenda eller mister grebet, f.eks. fordi han eller hun får en forværring i sin sygdom. Derfor har den enkelte kommune en opgave i at følge dem løbende og fritage dem, hvis de ikke magter opgaven længere,” forklarer Lea Dunkerley.

Pga. den grundige uddannelse og den løbende kvalitetssikring af patientunderviserne er hun ikke nervøs for, at smertepatienter generelt oplever dårlig kursuskvalitet på de enkelte kurser i kommunerne. Evalueringer viser da også, at 88 pct. af deltagerne er tilfredse med kurset.

Også Gitte Handberg, der er overlæge på Smertecenter Syd ved Odense Universitetshospital, har tillid til idéen med patientundervisere. Derfor har hun og centret sagt ja til at udvikle lignende kurser sammen med et netværk af frivillige i Odense. Det bliver smertecentrets opgave at forsyne patientunderviserne med baggrundsviden og give dem supervisere, når arbejdet går i gang.