Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Modet til bare at være der

På køresedlen står der ”psykisk støtte”, og den studerende føler sig usikker på, hvad det kræver. Men ved at besøge borgeren med nyopdaget cancer finder hun balancen mellem at handle og bare være. Det faglige skøn får kød og blod.

Sygeplejersken 2013 nr. 1, s. 8

Af:

Vinca Bast, sygeplejestuderende på modul 14, VIA UC, Silkeborg sygeplejeskole

SY-2013-01-08Hvad kan jeg gøre? Jeg er ikke færdiguddannet, jeg er jo kun på modul 6. Risikerer jeg at gøre situationen meget værre? På køresedlen står der ”psykisk støtte”.

Tankerne var mange og pulsen høj, da jeg i min praktik i hjemmeplejen skulle ud til en borger, der lige havde fået konstateret fremskreden levercancer. En enlig herre i 60’erne uden familie eller omgangskreds.

Sygeplejersken forsikrer mig om, at jeg ikke kan gøre noget galt, og samtidig bliver jeg forberedt på, at han måske vil bede mig om at gå igen. Usikkerheden og mine mange spørgsmål får en af sygeplejerskerne til at sige de for mig magiske ord: ”Du skal bare være der og forsikre ham om, at vi er her.”

Han sidder rank i sin lænestol og kigger væk. Jeg præsenterer mig og spørger, om jeg må sætte mig lidt. Han nikker, og jeg sætter mig på skamlen foran ham.

Vi snakker lidt generelt, og så trækker jeg vejret dybt og bringer hans sygdom på bane. Spørger til, om der er noget, han vil spørge om eller har brug for, vi snakker om? Han kigger ned i skødet og ryster på hovedet. Jeg ved ikke, hvad jeg frygter mest! Ikke at slå til eller gøre ondt værre? Jeg føler en voldsom trang til at gøre noget, noget praktisk, lindre, hjælpe. Denne sygeplejehandling synes jeg ikke, jeg har læst om i bøgerne.

Pludselig som vi sidder der, opdager jeg, at han græder. Jeg tager hans hånd, mens tankerne kører med 100 km i timen. Føler mig så uendelig fattig på ord og kompetence.

Sådan sidder vi i lang tid, stilheden er larmende for mig. Jeg rejser mig og giver ham et kort klem, hvorefter jeg sætter mig på hug foran ham, mens jeg stadig holder hans hånd.

Men hvor er grænsen? Hvor er balancen mellem nærhed og afstand? Hører et klem til i sygeplejeprofessionen

Efterfølgende får vi snakket lidt praktisk i forhold til nogle spørgsmål, han har, og vi ender endda med at grine lidt. Da jeg forlader hjemmet, har jeg en følelse af, at det, der i min verden bare var at turde være der for ham, i denne situation betød hele verden.

Sygeplejersken og borgeren gjorde det faglige skøn klart for mig i praksis. Der er situationer i sygeplejen, hvor vi gør mest ved at turde gøre mindst. Bare være til stede og følge vores intuition.