Vi skal sige: Du bliver aldrig smertefri

Arkivfoto: iStock

”Vi får ikke en eneste patient smertefri her – og det er heller ikke meningen.” Sygeplejerske Regitze Vrads og overlæge Gitte Handberg er klare i spyttet, når de fortæller om deres arbejde på Smertecenter Syd ved Odense Universitetshospital (OUH).

Centret tager imod mennesker, der er plaget af kroniske smerter, som ikke lader sig behandle eller lindre. Patienterne har ofte brugt år af deres liv på at kæmpe sig til nye undersøgelser, der kan afsløre, hvad der er galt. De har tilbragt lange timer med at overbevise deres læge om, at det vitterligt gør ondt, selvom lægen ikke kan få øje på nogen logisk årsag. Og de er ofte nået til et punkt, hvor de vil gøre hvad som helst for at blive smertefri. De er nedtrykte, desillusionerede og ofte vrede på det system, som har svigtet dem. ”Og så fortæller vi dem, at vi ikke kan fjerne deres smerter.”

Her burde der være lagt op til den helt store konfrontation mellem den frustrerede patient og behandlerne på smertecentret, men det er faktisk aldrig sket. I stedet sker der noget helt andet på centret. Noget, der handler om at nå til en erkendelse af, at smerterne ikke kan fjernes. At acceptere smerterne. Og måske ligefrem at slutte fred med dem.

Ifølge Gitte Handberg og Regitze Vrads er smertecentrets måde at møde patienterne på et udtryk for et paradigmeskift af de helt store i vestlig medicin og sygepleje. At flere og flere behandlere nu erkender, at man ikke kan behandle alle lidelser, og at kroniske smerter er en lidelse, som man bliver nødt til at lære at leve med.

”Der er altid en fysisk årsag til de kroniske smerter. Det kan være en piskesmældsulykke, en skade eller lignende, men der er ikke nødvendigvis en forklaring på, hvorfor nogle mennesker får kroniske smerter i stedet for at komme sig efter skaden eller ulykken. Gennem de seneste 30 år er vi begyndt at forstå, at kroniske smerter skal behandles som en selvstændig lidelse, der ikke kan helbredes. Vi ved også fra evidensbaseret forskning, at kroniske smerter IKKE skyldes, at man er et særligt sårbart menneske. Kroniske smerter kan ramme alle, også stærke og ellers robuste mennesker”, forklarer Gitte Handberg.

Regitze Vrads supplerer: "Desværre kommer her ofte patienter, som er blevet misforstået, ja ligefrem trynet, af deres behandlere. Behandlerne har mere eller mindre direkte givet udtryk for, at der ”nok er noget psykisk galt”, når de foreslåede behandlinger med f.eks. medicin eller træning ikke virker.”

Vi lytter og siger ikke imod

Noget af det første, Regitze Vrads og hendes kolleger gør, når de møder en ny patient på smertecentret, er derfor at lytte. Lytte til patientens frustrationer over at føle sig misforstået og stigmatiseret af sine omgivelser.

”Vi starter altid med at spørge patienterne, hvad de forventer af os. Hvad vil de gerne opnå hos os? Det signalerer, at vi er åbne og lytter til, hvad patienten har brug for. Vi siger dem ikke imod, og de opdager, at de ikke behøver bruge energi på at overbevise os, om at de har ondt og at lægens behandlinger ikke virker. Det får skuldrene ned”.

Efter den første samtale er det sygeplejerskernes opgave at være fast kontaktperson, og når det tværfaglige behandlerteam har lagt en plan, er det også sygeplejerskernes opgave at ringe til patienten ca. hver 14. dag og følge op på bl.a. medicinplanen, så patienten ikke behøver komme ind til centret.

To gange om dagen er der tværfaglige konferencer, så der hele tiden kan finjusteres på de enkelte patientplaner. Måske har lægen konstateret, at en patient kæmper med en ubearbejdet sorg og foreslår et psykologmøde. Måske har psykologen konstateret, at en patient er meget bekymret for sin økonomiske situation og foreslår et socialrådgivermøde.

 
Fokus på oplevelse af smerter

Netop det nære, lyttende og ufordømmende møde med patienten er alfa og omega, mener også Lisbeth Hede Jørgensen, der er uddannet sygeplejerske og cand. pæd. psych. Hun arbejder som psykolog på onkologisk afdeling på Aalborg Sygehus og har skrevet om det gode patientmøde i bogen ”Skjulte lidelser” fra Dansk psykologisk Forlag, 2009. Lisbeth Hede Jørgensen peger på det vigtige i, at patient og behandler kan mødes i en oplevelse.

Normalt mødes patient og behandler over en diagnose, som begge parter er klar over og kan forholde sig til. Men når man lider af kroniske smerter, er der ingen konkret diagnose at tale ud fra, og derfor må man tale ud fra patientens oplevelse, mener hun.

Det betyder, at man ikke skal have fokus på at finde årsagen til smerterne, men slet og ret at man skal være opmærksom på de oplevelser, patienten har med sine smerter.

”Når man har opmærksomhed på oplevelsen, undgås den legitimeringskonflikt, der stresser de smerteramte yderligere,” skriver hun i bogen.

For at kunne tage del i patientens smerteoplevelse, skal man som behandler være i stand til at tænke sig ind i vedkommendes situation, bruge sine egne erfaringer og sin forestillingsevne. Man skal kunne forestille sig, hvor ondt det gør at sidde til bords ved en konfirmation i alt for mange timer og til sidst ikke have tanker for andet end at komme hjem og ligge ned. Man skal anerkende og tage patientens oplevelser alvorligt.

Ellers ender mødet i en ufrugtbar jagt på årsager og meningsløse diskussioner om, hvor ondt det gør, og hvor mange timer man skal kunne tåle at sidde ned til en konfirmation.  Netop for at kunne møde patienten i oplevelsen snarere end diagnosen, er sygeplejerskerne og de øvrige fagpersoner på Smertecenter Syd videreuddannet i kognitiv terapi og mindfulness.

Kroniske smerter er som et løg

Når Smertecenter Syds patienter får at vide, at sygeplejerske Regitze Vrads og hendes kolleger ikke kan fjerne deres smerter, begynder det fælles arbejde med at få et bedre liv på trods af smerterne.

”At acceptere kroniske smerter er ikke det samme som at give op. Der kan og skal stadig kæmpes for at få et godt liv, og det kan vi hjælpe med,” forklarer Gitte Handberg.

Hun beskriver det som centrets opgave at føre patienterne gennem det ingenmandsland, de befinder sig i. Det er ingenmandslandet mellem et tidligere aktivt liv uden smerter og et fremtidigt måske mindre aktivt, men ikke ganske uaktivt, liv med smerter. Det gælder om at blive afklaret med sine smerter, at lindre og afhjælpe alle de ekstra problemer, der følger med de kroniske smerter.

Langvarige kroniske smerter får ofte følgeskab af ekstra overbelastningssmerter, sociale problemer i form af f.eks. mistet arbejde og andre problemer som nedsat koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse, depression, angst, bekymring, manglende overskud og forkert medicinindtag.

”Kroniske smerter er som et løg: der er en kerne af smerter, vi ikke kan gøre noget ved, men vi kan hjælpe med at pille alle de yderste lag af, så der kun er kernen tilbage,” forklarer Gitte Handberg.

Hun nævner som eksempel, at 2/3 af smertecentrets patienter er i morfinbehandling, når de kommer, og at halvdelen af dem går derfra uden medicin. Stadig med smerter, ja, men uden nytteløs medicin og med mere mod på at tackle en hverdag med smerter.

 
Terapi hjælper mere end medicin

At tanker og terapi kan hjælpe bedre end medicin viser også en undersøgelse af et kursus, som mange kommuner tilbyder patienter med kroniske smerter.

Kurset ”Lær at tackle kroniske smerter” har fokus på, hvad man selv kan gøre for at få et lettere liv med smerter, og da der i efteråret 2010 blev lavet en undersøgelse af kursisternes tilfredshed, var resultatet overordnet positivt.

Kursisterne meldte dog tilbage, at de havde ligeså mange smerter efter kurset som før. De havde heller ikke større tro på, at de kunne håndtere smerten, de følte sig lige stigmatiserede og socialt begrænsede, og de havde ligeså mange angstsymptomer. Den overordnede livstilfredshed var også den samme.

Men de meldte også tilbage, at de var mindre begrænsede i deres funktioner pga. smerter; de havde færre katastrofetanker om smerterne; de kunne i højere grad finde nogle positive aspekter ved den påvirkning, som smerterne havde på deres liv; de var mindre bekymrede for deres helbred, og de oplevede også færre somatiske og depressive symptomer.