5 faglige minutter: Få den gode historie ud at gå

Mange ønskede at møde stjernen backstage, og i pausen fungerede sygeplejersken som en magnet på de deltagende patienter, der lige havde et spørgsmål eller en tanke, de gerne ville dele med hende.

Jeg har lige været med til at arrangere to temadage på den lokale iværksætterfabrik. Jeg var drevet af et ønske om at give en flok studerende fra modul 2 mulighed for at prøve kræfter med brugerdrevet innovation samt naturligvis et ønske om at medvirke til at skabe nye, innovative løsninger for de mange tusinde mennesker, som hver dag skal leve med Parkinsons sygdom. En unik mulighed for, at medlemmer fra den lokale Parkinsonforening, kliniske samarbejdspartnere, lokale iværksættere og studerende fra sygeplejerskeuddannelsen mødes i et samarbejde, der kan give direkte gevinst for samtlige aktører.

Som repræsentant for en videregående uddannelse, der udover at bedrive god uddannelse desuden hele tiden skal sikre, at uddannelsespladserne bliver fyldt op, var min agenda naturligvis også at få dette fantastiske ”brugere-møder-uddannelsessystemet-møder-det-private-erhvervsliv-projekt” til at generere positiv medieomtale, at få den gode historie frem. Min rolle som initiativtager til disse temadage var således betinget af et stærkt ønske om at få medierne på banen. De sygeplejestuderende, som deltog i temadagene, skulle gerne gå ud i verden med en oplevelse af, at det er lærerigt, spændende og innovativt at være sygeplejestuderende. Jeg havde derfor forsøgt at mønstre den lokale presse til at møde op og give deltagerne taletid og mulighed for at markedsføre uddannelsen.

En af deltagerne på temadagene var en sygeplejerske fra det lokale neurologiske ambulatorium. En vaskeægte ildsjæl, som mødte frem som oplægsholder. Og det var netop, da denne sygeplejerske indtog rummet, jeg virkelig savnede ikke mindre end landsdækkende tv. At møde en fagperson, der i så udpræget grad brænder for det, hun gør, er uvurderlig markedsføring. Uden tekniske hjælpemidler formåede denne sygeplejerske på en meget jordnær måde at fange tilhørernes opmærksomhed. Hendes faglighed, menneskelige varme og enorme engagement var så slående, at det smittede og tryllebandt alle tilhørere.

Flere gange slog hun over i sønderjyske vendinger og undskyldte sig med, at dialekten ofte kom i brug, når hun lod sig rive med og fortabte sig i nuet. Og det var det, denne kollega kunne. Fortabe sig, lade sig rive med og fordybe sig i patienternes sygdom og ikke mindst i det liv, som nu engang var blevet deres.

Flere gange under sit oplæg lagde hun ubevidst sin ene hånd på brystet og lod således ingen være i tvivl om, at netop patienterne med Parkinson og deres pårørende stod hendes faglige og personlige hjerte nær. Mange ønskede at møde stjernen backstage, og i pausen fungerede sygeplejersken som en magnet på de deltagende patienter, der lige havde et spørgsmål eller en tanke, de gerne ville dele med hende. Ingen kunne være i tvivl om, at her var en fagperson med erfaringer og viden, der var i høj kurs hos dem, der kendte hende.

Og det var her i mødet med en vaskeægte rollemodel, at jeg godt kunne have tænkt mig, at jeg i det fjerne havde hørt TV2 News’ helikopter, som live på landsdækkende tv, i den bedste sendetid, kunne have givet ”en helt almindelig sygeplejerske fra Sønderborg” ubegrænset taletid. Tænk, om et kamera og en mikrofon kunne have fanget de glødende øjne, den entusiastiske tale og den helt uvurderlige glæde ved sygeplejefaget. Tænk, hvis alt dette kunne være blevet transmitteret til alle dem, som måske lige nu går og overvejer en fremtid som sygeplejerske.

Sygeplejersken gav ikke oplæg på baggrund af et nyt forskningsprojekt, en ph.d.-afhandling eller sin nyeste bog, men tog udgangspunkt i sin hverdag ude hos patienterne. En hverdag, som det er så utrolig vigtigt at fortælle omverdenen om.

Blå bog

Eva Hoffmann er 40 år og har været ansat på UC Syddanmark siden 2001 og blev lektor i 2008. Eva Hoffmann blev sygeplejerske i 1996 og arbejdede herefter i fem år på kirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus. Hun har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008.

Emneord: 
Uddannelse