Mellem håb og håbløshed

Som sygeplejerske på et hospice er der især to vigtige egenskaber, man skal besidde. Man skal kunne rumme det daglige møde med sorg og lidelse, og man skal være professionel og kunne lægge det bag sig, når man tager hjem. Ellers bliver det ubærligt, fortæller sygeplejerske Lena Nærland, der i år stoppede på Arresødal Hospice i Nordsjælland efter syv års ansættelse.

”Det er følelsesmæssigt meget svært at håndtere, og det skal man være bevidst om. Arbejdet kræver et meget stort nærvær og opmærksomhed, og det er nogle bedre til at lægge fra sig end andre. Men der er også meget glæde på et hospice. Vi støttede hinanden, havde supervision og talte om vores oplevelser, når de kom tæt på,” fortæller hun.

På hospicet fyldte det teoretiske grundlag for sorgstøtten ikke meget, i den forstand at det var defineret, hvilken teori der var bærende for forståelsen af og mødet med de sørgende. Udgangspunktet var et menneskesyn, der tager hensyn til, at de sørgende er forskellige og har et vidt forskelligt reaktionsmønster i sorgen. 

”Nogen reagerer f.eks. med vrede, mens andre bliver indadvendte. Det var vigtigt for os, at den ene reaktion ikke var mere rigtig end den anden. I praksis mindede det nok om tankerne i tosporsmodellen på den måde, at de sørgende pendulerer mellem håb og håbløshed, og vi skal kunne møde dem og rumme dem i begge tilstande.”
 

Svært at slippe fortrolighed

Flere faktorer har betydning for, hvor tæt en relation hun som kontaktsygeplejerske fik til patienter og pårørende og siden efterladte. Nogle havde en kort indlæggelse og døde efter et døgn eller to. Andre havde længere ophold, hvor der opstod nære relationer til patient og pårørende. 

”Også de pårørende var meget forskellige. Nogle fyldte meget og krævede meget. Andre var meget beskedne og forsigtige. De er autoritetstro og vil helst ikke være til besvær. Det var vigtigt at være ekstra opmærksomme på de stille typer, som ellers kan risikere at blive overset.”

Fra opgivelse til nyt håb

Det var fast praksis, at kontaktsygeplejersken havde en opfølgende samtale med den eller de efterladte. I enkelte tilfælde kom de forbi flere gange i en længere periode i det omfang, der var ressourcer til det. De ville vise billeder, fortælle om begravelsen og om det nye liv. De kunne have svært ved at slippe den fortrolighed, der var opstået mellem dem og sygeplejersken, fortæller Lena Nærland.

Selvom hun mødte mange sørgende, der efterlod et dybt indtryk, er der især et par, der stadig fylder i hendes tanker. Et ældre ægtepar i slutningen af 70’erne havde forsøgt at begå selvmord i fællesskab med morfin og piller. Forbipasserende fandt dem i deres bil i skoven og fik slået alarm. Kvinden, der havde en cancerdiagnose, kom på hospicet, og i de tre uger, der gik, før hun døde naturligt, genfandt manden modet til at leve videre.