Nemmere at begrave et menneske end en helgen

Hjemmesygeplejerske Birgit Bech oplever, at mennesker, der har mistet, ofte erindrer fortiden i et rosenrødt skær.

At møde mennesker i dyb sorg må aldrig blive rutine. Selv om man som hjemmesygeplejerske har nogle forventninger til samtalens indhold, når man ringer på dørklokken, er det afgørende, at mødet foregår med åbent og lyttende sind og på borgerens præmisser, pointerer sygeplejerske Birgit Bech, som har arbejdet i hjemmeplejen i Hørsholm i mere end 20 år.

”En dag skulle jeg besøge en kvinde, hvis mand var meget syg. Hun ville gerne have en snak, og jeg havde forberedt mig på, at det skulle dreje sig om manden. Jeg lod hende føre ordet, og det viste sig, at det, der pressede sig på, var bekymringer om fremtiden for hendes søn, der havde fået en alvorlig hjerneskade efter et trafikuheld flere år tidligere,” fortæller hun.

For Birgit Bech og hendes kolleger er det vigtigt med faglig dygtiggørelse via foredrag, kurser og seminarer. På den måde er hun ajour med de forskellige teorier om sorg og sorgstøtte. Teorierne er vigtige at kende til, men de kan aldrig levere løsninger, siger hun.

Mildnes med årene

Hun betegner selv tosporsmodellen som en model, der på en god måde beskriver det, hun selv oplever, nemlig at mennesker i sorg reagerer meget forskelligt, og at sorgen ikke overstås, men vedbliver at være nærværende i varierende grad.

”De fortæller os, at de stadig savner deres afdøde ægtefælle, og de mærker stadig sorgen, men det mildnes med tiden, og de kan igen tillade sig selv at mærke glæde over ting i tilværelsen. Mange kommer dog til at erindre samlivet meget rosenrødt. Jeg forsøger så at åbne deres øjne for, at der var mange farver i eksempelvis ægteskabet. De skal mindes virkeligheden, som den var. Det handler om, at det er nemmere at begrave et menneske end en helgen,” siger hun.

Noget af det sværeste for de ældre enlige, hun besøger, er ofte en smertende snert af dårlig samvittighed. Man dissekerer hændelser og samtaler fra den sidste tid med den afdøde og sidder magtesløs tilbage med tårne af fortrydelse.

”De plager sig selv, og det er meget trist. Deres ægtefælle har i et sent stadie af sygdom måske ændret karakter, og det har været så svært, at de har vrisset af ham eller hende. Jeg snakker meget med dem om og husker dem på, at de jo handlede efter bedste evne og i kærlighed, også i de situationer.”

Kend din begrænsning

Uden ægte interesse for emnet, personlig rummelighed og overskud kan det være vanskeligt at møde mennesker, der har mistet. Besidder man det, kan man gøre en stor forskel for mennesker i sorg, men man skal kende sin begrænsning, understreger hun.

”Vi er ikke psykologer og skal ikke være det. Hvis borgeren viser tegn på kompliceret sorg, skal vi trække os og være behjælpelige med at lade andre fagfolk komme til. Jeg er kommet hos en kvinde, hvis søn begik selvmord efter at have været udsendt af forsvaret. Kvinden udviklede tegn på kompliceret sorg, og jeg hjalp hende med at komme i kontakt med en psykolog, som valgte, at jeg skulle tage mig af det mere generelle, der sker, når man mister en nær pårørende, mens psykologen tog sig af det helt specielle, der er ved at miste en nær pårørende under de omstændigheder. Det endte med, at kvinden kunne komme videre i livet.”

Birgit Bech oplever, at for nogle borgere er det nemmere at snakke med hjemmesygeplejersken end familien, fordi der ikke er følelser involveret. Erfaringen er, at nogle borgere er nervøse for at forstyrre, så de undlader at kontakte hende, selv om de har det skidt. Ved at besøge dem hjemme får hun et bedre billede af, hvordan det står til. Hun kan komme med råd, men det er et ufravigeligt princip, at den enkelte borger bestemmer.

”Hvis de siger nej til at tale om noget bestemt, skal vi respektere det. Måske ændrer det sig, og i mellemtiden må vi prøve at holde lidt liv i kontakten til borgeren.”
 

Emneord: 
Død
Sorg
Palliation
Teori
Ældre