Savner professionel sparring i sorgstøtte

Få steder er mødet med mennesker i dyb sorg mere krævende og konstant end på det afsnit på Neurologisk Afdeling på Glostrup Sygehus, hvor Dorthe Mosegaard er afdelingssygeplejerske.

Sygeplejerskerne her varetager patienter med primær hjernecancer og patienter med degenerativ muskelsygdom, alle patienter med alvorlig dødelig sygdom, som er i et palliativt og terminalt forløb.
At ruste sygeplejerskerne til at tage den opgave på sig og forhindre, at de brænder ud undervejs, er en af Dorthe Mosegaards primære udfordringer.  

”Vi har at gøre med patienter i alle aldersgrupper. De har en uhelbredelig sygdom, og nogle gange kan pårørende reagere meget kraftigt, så jeg skal være opmærksom på, om der er brug for vejledning og ekstra støtte til kontaktsygeplejersken. Både vores patienter og deres pårørende og senere efterladte kan befinde sig i en tilstand af kaos, angst og afmagt. Og følelsen af meningsløshed hos patienter og pårørende forstærkes, jo yngre patienten er,” siger hun.
 

Supervision giver indsigt

Indtil for to år siden havde sygeplejerskerne på afsnittet systematisk sparring i lukkede grupper med en ekstern supervisor, men det har der ikke været afsat midler til siden.

”Det fungerede rigtig godt, fordi vi fik talt ud om, hvordan vi handlede og reagerede i bestemte situationer. Vi fik hjælp til at se nogle mønstre og kunne skærpe vores opmærksomhed på de reaktioner, som patienter og pårørendes reaktioner fremkaldte. Den indsigt forsøger vi at inddrage, hver gang vi bliver involveret i et lignende forløb.”

I dag drøfter hun – og de 20 sygeplejersker, hun har ledelsesansvar for – internt, hvordan de håndterer mødet med patienter og pårørende i sorg. Her trækker de både på erfaringer og på den teoretiske viden fra faglitteratur. Når patienterne reagerer, som de gør, er det udtryk for, at de befinder sig i en bestemt tilstand. Tosporsmodellen har hun ikke fordybet sig særskilt i. 

”Jeg genkender tankerne om, at sorgen opleves og kommer til udtryk på forskellig vis fra patient til patient. Og derfor støtter vi også på forskellig måde efter den enkeltes behov. Det sker nogle gange, at patienter, der får en diagnose i en sen alder, ikke ønsker at komme igennem aktiv behandling. De vil ikke opereres, men meget gerne have den lindring, vi kan tilbyde. Og det ønske respekterer vi naturligvis.”
 

Mental styrke kræves

Som i hjemmeplejen og på hospice er det også på Dorthe Mosegaards afsnit en vigtig opgave at vurdere omfanget af patientens sorg, og hvorvidt der skal andre faggrupper indover. Sygeplejerskerne skal være opmærksomme på deres begrænsninger og ikke komme ud, hvor de ikke kan bunde. Så skal de formidle kontakt til f.eks. en præst eller patientorganisation. Men sygeplejerskerne står ofte med en vanskelig vurdering.

”Nogle af vores patienter bliver reduceret rent intellektuelt som følge af strålebehandling, eller fordi tumoren vokser. Deres personlighed ændres, og det gør det sværere at afgøre omfanget af håbløshed og magtesløshed og dermed, om de er inde i en kompliceret sorg.”

Længden af patienternes indlæggelser varierer i sagens natur, og nogle kommer hjem undervejs og vender så tilbage. I hele forløbet er de tilknyttet en kontaktsygeplejerske, og det kræver stor mental styrke fra sygeplejerskerne, når der knyttes tætte relationer til såvel patienter som pårørende over en længere periode. 

”Det er essentielt, at man har empati. Men vi er samtidig meget bevidste om, at for at kunne rumme og håndtere så alvorlige og svære forløb må det i hvert enkelt tilfælde ikke gå længere ind under huden, end at vi hver gang er i stand til at udøve professionel sygepleje til patienten og de pårørende.”