Sygeplejersker mangler viden om sorg

For fem år siden undersøgte Jorit Tellervo, i hvilket omfang sygeplejersker havde kendskab til nyere teorier og viden om sorg og sorgstøttemuligheder. Resultatet var skuffende. Under 10 pct. havde været på efteruddannelse, lærebøgerne blev ikke opdateret med ny viden, og der fandtes næsten ingen lokale handleplaner.

I dag er billedet stort set uforandret, konstaterer hun.

”Når jeg rejser rundt og møder fagpersoner, bliver de stadig overraskede over at høre om nye sorgteorier, som jo ikke er helt nye længere. Efter min overbevisning er det måske 70 pct. af sygeplejerskerne, der ikke kender til tosporsmodellen. Og det er problematisk, selv om det tager tid at få ny viden ud. For mig at se, er det tydeligt, at i ”sygeplejerskernes” verden har man ikke professionaliseret sorgens arbejde. Det har man gjort hos eksempelvis lærere og pædagoger, som de seneste 10 år har haft intensivt fokus på børn og unge i sorg.”

Sygeplejersker møder mennesker i sorg i mange situationer og sammenhænge, nogle gange kortvarigt, andre gange i længevarende relationer. Hvis ikke der sker en professionalisering af omsorgen for mennesker i sorg, bliver det overladt til tilfældigheder, om patienter, pårørende og efterladte møder en sygeplejerske, der drager omsorg for mennesker i sorg og iværksætter sorgstøtte.

”Vi skal være opmærksomme på sorgstøtte fra dag ét. Det må ikke være tilfældigt, om det er Karen eller Merete, den efterladte møder. Den ene har måske holdt sin viden om sorg og sorgstøtte ajour. Den anden udleverer måske bare en pose med patientens ejendele til den efterladte. Derfor skal sygeplejerskers viden om sorg og omsorg for efterladte professionaliseres og systematiseres.”

Hun henviser til, at omsorg for efterladte er en del af den palliative indsats, der er en tværfaglig indsats, som indebærer et samarbejde med andre fagpersoner. Sygeplejersken er ikke enkeltstående.

”Det er noget forstemmende, at mens vi har retningslinjer og forholder os dybt professionelt til, hvordan vi lægger et kateter, skifter et sår, eller hvordan vi administrerer medicin, har vi ingen retningslinjer for sorginformation, observation, sorgstøttemuligheder, og hvem vi kan samarbejde med.”