5 faglige minutter: Den digitale omsorgsudøver

Læs som PDF - gå til side 26

Hver gang Niels var indlagt, standsede han om og om igen uden for vagtstuen og afleverede sine udsagn om, at vi, personalet, ikke ville have nogen gang på jorden uden ham og de andre patienter.

Vagtstuen bestod af armeret glas uden vinduer ud til det fri. Til gengæld kørte udsugningen konstant. Af og til, når man med ét lagde mærke til lyden, følte man sig hensat til et mægtigt skib. Når Niels en rum tid havde stået og betragtet os gennem glasvæggen, mens vi sad og arbejdede ved hver vores skærm, åbnede han døren på klem og kastede arrigt sine ord ind gennem dørsprækken.

”Er I klar over, at hvis vi ikke var her, så ville I ikke have noget arbejde. I burde sådan set være taknemmelige.” Og han fortsatte med at undre sig over, hvorfor vi sad der og skrev og skrev. Skulle vi ikke hellere tage os af patienterne i afdelingen? Var det i grunden ikke det, vi var uddannede til? Så smækkede han hårdt med døren og stod lidt og gestikulerede, inden han stoppede sin pibe og gik ud i den lukkede have og røg, selv om det sneede. Lidt senere kunne han komme forbi igen og gentage proceduren.

”I ligner dyr i et glasbur. Eller fisk i et akvarium. I tager helt fejl, når I tror, det er os, patienterne, der er lukket inde. Når det kommer til stykket, er det jo jer.”

Et af de første tegn, der fik mig til at forstå, at mit 40-årige arbejdsliv var ved at nærme sig sin afslutning, var, at jeg greb mig i at tænke, at han havde ret. Det næste symptom var, at jeg mærkede, hvordan min arbejdsglæde umærkeligt skrumpede. Jeg syntes, at jeg var ved at blive en digital omsorgsudøver, der skulle dokumentere alt, hvad der blev udført, udfylde skemaer og give point på en skala fra 1 til 10. Så var der fænomenet personaletræning. Bare navnet fik mig til at føle mig som en hund eller ”et dyr i et glasbur”.

Det kan meget vel være, at Thomas Kuhn vender sig i sin grav, når jeg vrider hans teorier, så de passer ind i mit kram; men når jeg gør det, forstår jeg bedre, hvad det hele har handlet om: Min sygeplejerskeidentitet var udsat for et paradigmeskifte, som jeg ikke kunne finde mig til rette i. Når der over tid sker en markant ændring af opfattelse og/eller praksis, kræver det (undskyld udtrykket) nosser at holde balancen og udvikle nye ressourcer. Og kan gamle hunde lære nye kunster?

Gå fra orden til kaos. Fra stabilitet til forandring. Fra kontinuitet til fleksibilitet. Fra vedligeholdelse til innovation. Fra hvordan-spørgsmål til hvad-spørgsmål. Fra det lineære til det omskiftelige. Fra det statiske til det dynamiske etc.

Selvfølgelig kan gamle hunde lære nye kunster. Men det tager længere tid og kræver lyst og begejstring. Som den gamle hund jeg er, kan jeg ydermere ikke lade være med at tænke, hvor altafgørende det er ikke at kaste alt væk, ikke sluge alting råt. Hvad sygepleje handler om, er i bund og grund at forholde sig empatisk til liv, lidelse og død. Uden at stagnere. Uden at brænde ud.

Sidste vinter mødte jeg Niels på gågaden. Han stod og kradsede sin pibe ud. Det sneede lidt, og han havde snefnug i håret. Da han fik øje på mig, hilste han overstrømmende, som var jeg en kær gammel ven. Han inviterede mig på en kop kaffe og fortalte, at han havde fået det rigtig godt efter sidste indlæggelse, og at han var meget taknemmelig for den omsorg, han havde modtaget.

Han var fuld af respekt for tålmodigheden og venligheden, vi, plejepersonalet, havde mødt ham med. Det havde betydet meget for ham, sagde han.

Johanna Thielsts første bog ”Dunhammere spidder himlen” fra 2012 blev omtalt i Sygeplejersken nr. 8/2013 side 37.