Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

DSA: Få styr på reglerne først

Det kan være svært at gennemskue reglerne for, hvornår man er lønmodtager, hvornår man er selvstændig, og hvad man gør i forbindelse med f.eks. sygdom eller efterløn. I DSA sidder sagsbehandlere, som vejleder om selvstændig virksomhed.

Sygeplejersken 2013 nr. 11, s. 23

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

Læs som PDF - gå til side 23

Hobbykunstner, medhjælpende ægtefælle eller sygeplejerske med eget sygeplejefirma?

Det kan være kringlet at finde rundt i dagpengereglerne, når man har en hoved- eller bibeskæftigelse, der kan anses for at være en selvstændig virksomhed. Men det er vigtigt at have styr på juraen, fortæller sagsbehandler Lone Mortensen fra Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse (DSA). 

KONTAKT DSA HVIS DU ER I TVIVL

På DSA’s hjemmeside dsa.dk kan du læse mere om reglerne her. Du kan også kontakte DSA’s selvstændiggruppe, der vejleder om rettigheder og regler for selvstændige.

”I mange situationer vil man blive anset for at være selvstændig, hvis man er ansat hos sin ægtefælle. Det kommer bag på mange, fordi de betragter sig selv som lønmodtagere,” siger hun og fortæller, at de senere års krises øgede ledighed har givet en større efterspørgsel efter vejledning fra a-kassen.

”Vi har haft mange ledige, som har gået med en drøm om at starte deres eget. I ledighedsperioden bliver det noget, de for alvor begynder at overveje,” siger Lone Mortensen.

Hun opfordrer til, at man danner sig et overblik over reglerne, før man starter som selvstændig.

”Det er vigtigt, at man er klar over, at man f.eks. selv skal tegne en forsikring, der dækker sygdom. Når man er lønmodtager, får man kompensation, men det gør man ikke som selvstændig. Vi har oplevet et medlem, der havde brækket benet, som måtte gå på arbejde alligevel, fordi vedkommende ikke kunne få sygedagpenge. Det er en rigtig dårlig situation at ende i,” siger hun og fortæller, det også er vigtigt at huske at oplyse til a-kassen, hvis ens arbejds- eller livssituation ændrer sig.

”Det kan have stor betydning, hvis man er på efterløn og beslutter sig for at sælge de malerier, man laver, eller begynder en coachingvirksomhed. Selv om man ser det som en hobby, påvirker det retten til efterløn, og det skal man altid oplyse,” siger hun.

  KVINDELIGE OG MANDLIGE IVÆRKSÆTTERE
  • 19 pct. af de kvindelige iværksættere mod kun 4 pct. af mændene starter virksomhed inden for undervisning og sundhed.

  • Kvinder har længere uddannelse og mindre erhvervserfaring end mænd, når de starter virksomhed.

  • Kvinder starter oftere end mænd virksomhed inden for en branche, de ikke har kendskab til.

  • Hver 10. kvindelige iværksætter er enlig mor.

  • Der er en højere andel af kvindelige end mandlige iværksættere, der er ledige eller uden for arbejdsstyrken, året inden de starter en virksomhed. Der er også en højere andel af de kvindelige iværksættere, der kommer fra den offentlige sektor. Men langt hovedparten af iværksætterne – uanset køn – kommer fra den private sektor.

   Kilde: Kvindelige iværksættere – et statistisk portræt, Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2011.

VÆR OPMÆRKSOM PÅ

Skatteforhold

På Skats hjemmeside www.skat.dk/startvirksomhed kan du få mere information om tidsfrister, når man opretter virksomhed, og skatteregler for bi- og hovedbeskæftigelse. Her kan du også bestille tid til et vejledningsmøde.

Dagpenge

Driver du selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan du først få dagpenge, når du er ophørt i virksomheden.

Når virksomheden er ophørt, kan du få dagpenge efter en tre ugers karensperiode, hvis du opfylder de øvrige betingelser for dagpenge. Det vil bl.a. sige, at du skal stå til rådighed for almindeligt lønarbejde og skal opfylde et beskæftigelseskrav.

Sygdom

Ved sygdom har du mulighed for at få sygedagpenge fra din kommune efter to ugers sygdom. Du har mulighed for at tegne en frivillig forsikring, der giver ret til sygedagpenge fra første eller tredje sygedag.

Barsel

Som selvstændig har du mulighed for at få barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark. Barselsdagpengene kan højst udgøre det maksimale dagpengebeløb.

Pr. 1. januar 2014 træder en ny lov i kraft om en fælles barselsudligningsfond for selvstændige, der fra 1. september 2015 skal betale et bidrag på maks. 328 kr. årligt.