Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Familie og erfaring skaber succesen

Netværk, nærmeste familie og en god portion erfaring fra branchen. Det er ingredienserne, hvis man vil have succes som iværksætter.

Sygeplejersken 2013 nr. 11, s. 22

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

Læs som PDF - gå til side 22

Vejen til at blive selvstændig er andre selvstændige. Netværk og videndeling med andre i samme situation har nemlig stor indflydelse på, om et nystartet firma bliver en succes.

”Det smarteste at gøre som ny, er at komme ind i et netværk med andre iværksættere. Når man har andre at dele erfaringer med, er der meget større sandsynlighed for, at man selv tager skridtet fuldt ud. Gennem netværket kan man få flere kontakter, og man kan fungere som moralsk opbakning for hinanden, hvis det i perioder er stressende,” siger adjunkt ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, Kristian Nielsen.

Især i begyndelsen kan det være hårdt at starte virksomhed, og derfor er der også brug for familiens accept og opbakning.

”Den største udfordring er at få det til at hænge sammen. Der går meget tid med praktiske ting som f.eks. at lave regnskaber, og derfor skal man have nogle personer tæt på, der støtter én i forløbet,” fortæller Kristian Nielsen.

Som iværksætter vil man opleve perioder, hvor man begraver sig i arbejde, for det kan være tidskrævende at være selvstændig, men det giver også arbejdsglæde.

”Forskning viser, at iværksættere arbejder rigtig meget, og ofte kunne de tjene mere på at være lønmodtagere. Til gengæld er de gladere for deres arbejde. Der er en særlig tilfredsstillelse forbundet med det at være sin egen chef, som overskygger den ringere løn,” siger han.

Sygeplejersker kan trække på deres erfaring

Kristian Nielsen har forsket i, hvordan man får succes som iværksætter, og udover netværk og opbakning fra baglandet er brancheerfaring også væsentligt for at klare sig godt.

”Vores egen forskning viser, at der er meget større sandsynlighed for at overleve og klare sig godt, hvis man har erfaring fra den branche, man starter op i,” siger Kristian Nielsen og fortsætter:

”Har man lang erfaring, har man typisk også et stort netværk at trække på. Man ved, hvem man skal gå til, hvis man vil have testet sin idé, og man ved, hvilke produkter og ydelser der er efterspørgsel efter. Det er sådan noget, der vil komme sygeplejersker til gode, hvis de starter inden for noget, der ligger tæt på det job, de har,” siger han. 

Tre råd til nystartede selvstændige
  1. Hav opbakning fra ægtefælle og familie, så du kan gå 100 pct. ind i arbejdet.
  2. Vær åben om, hvilken ydelse du vil stille til rådighed og få feedback fra dit netværk.
  3. Vær åben for at ændre på idéen, for det gør det nemmere at ramme noget, der er efterspørgsel på.

Kilde: Adjunkt Kristian Nielsen, Institut for Økonomi og Ledelse, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

Undgå faglig ensomhed

Hold fagligheden opdateret via sygeplejerskernes faglige selskaber. Her kan du indgå i netværk, der vedrører dine arbejdsområder.

Der findes 35 selskaber, som tilbyder udvikling og refleksion med andre kolleger i hele landet.

www.dsr.dk kan du også finde relevante kurser, foredrag og workshops på landsplan og lokalt i kredsene under menupunktet ”Kurser”.​

Hjælp til opstart

Skal jeg momsregistreres? Hvordan laver man en forretningsplan? Er min idé god nok? Skal jeg beholde mit almindelige arbejde? Hvad med markedsføring?

Det kan være en stor omvæltning at starte ny virksomhed, uanset om det er som hoved- eller bibeskæftigelse. Der er mange juridiske, økonomiske og praktiske spørgsmål, der skal besvares, og det kan være svært at få det fulde overblik. På www.startvaekst.dk kan du finde svar på mange af spørgsmålene.

Her kan du finde guider til, hvordan du kommer i gang, og også dit nærmeste væksthus, hvor du kan sparre gratis med en vækstkonsulent.

 ​​