I Grønland føler jeg mig uundværlig

​Læs som PDF - gå til side 34

I 2011 søgte den nu 56-årige June Humphrys orlov fra sit job som anæstesisygeplejerske på Abdominal Centret på Rigshospitalet for første gang.

Hendes datter var fløjet fra reden, og da hun nogle år tidligere var blevet skilt, trængte hun til luftforandring, både professionelt og privat. At rejse ud som sygeplejerske var dog ikke nyt for June Humphrys, der gennem sin karriere flere gange har taget vikariater af nogle ugers varighed i Norge.

Men denne gang søgte hun til Grønland, hvor hun fik job som anæstesisygeplejerske på landets største hospital, Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Efter 10 måneder vendte hun dog tilbage til Danmark og sit job på Rigshospitalet, bl.a. fordi hendes datter skulle giftes. Men hun var på ingen måde færdig med Grønland, og i begyndelsen af i år søgte hun orlov igen, endnu en gang for at arbejde som anæstesisygeplejerske på Dronning Ingrids Hospital.

June Humphrys er uddannet sygeplejerske fra Hvidovre Sygeplejeskole i 1980. Hun har tidligere arbejdet på bl.a. en skadestue og er uddannet intensiv- og anæstesisygeplejerske. Hun bor p.t. i en lejlighed i Nuuk, som hospitalet stiller til rådighed.

Hvorfor tog du til Grønland?

”Jeg har ofte tænkt, at det kunne være spændende at arbejde i Grønland. Men det har aldrig rigtig passet sammen med familieplanerne før i 2011. Allerede da jeg kom hjem efter mit første ophold, kunne jeg dog mærke, at jeg ville af sted igen. Det var faktisk lidt svært at komme hjem, selvom det var skønt at se min familie, veninder og kolleger igen. Men der er et eller andet ved Grønland, der fascinerer mig.

Landet har en utrolig spændende kultur, her er fantastisk smukt, vi har den reneste luft, og grønlænderne er et meget taknemmeligt og positivt folkefærd. Der er et andet nærvær, og jeg føler mig på en eller anden måde mere uundværlig som anæstesisygeplejerske her end på Rigshospitalet, hvor mange andre og meget dygtige kolleger ”sagtens” kan erstatte mig. Men misforstå mig ikke, jeg er også meget glad for mit job og kolleger i Danmark.”

Var det svært at få autorisation og job?

”Nej faktisk ikke. Som dansk uddannet sygeplejerske er det en formsag at få grønlandsk autorisation. Og jeg har begge gange fået det job, jeg søgte, men jeg er jo også gammel i gårde og har en del erfaring. Det kan måske være sværere at få job som helt ung og nyuddannet, der er mange ting, man selv skal beslutte, og det kræver en vis erfaring. Men jeg vil anbefale alle at tage herop og blive her længere end bare et par måneder, også selvom man har familie og små børn.”

Hvad har været det sværeste?

”Det er svært at være væk fra mine gamle veninder og min familie – jeg er lykkelig for Skype! Og så er jeg ked af, at jeg ikke kan sproget. Det er meget svært at lære, og der findes ikke deciderede sprogkurser. I Nuuk taler mange dansk, men det primære sprog er grønlandsk, og mange af de patienter, der flyves ind til Nuuk fra de små bygder, kan kun grønlandsk.

Jeg kan godt sige velkommen til, har du kvalme etc., men ellers bruger vi tolke, og mine grønlandske kolleger hjælper også. Med årene er jeg også blevet god til at aflæse, hvordan patienterne har det gennem kropssproget. Sidst jeg var heroppe, arbejdede jeg desuden i to måneder på et lille hospital i Qaroqtoq i Sydgrønland, som har ca. 2.500 indbyggere. Jeg var den eneste anæstesisygeplejerske, og selvom jeg kunne konferere telefonisk med anæstesilægen i Nuuk, stod jeg alene med rigtig mange opgaver og beslutninger.

Jeg skulle også lave anden sygepleje, f.eks. på skadestuen, hvor en opgave kunne være at få en fiskekrog ud af en arm, og pludselig blev jeg også kaldt til en fødsel. Jeg fortryder det ikke, men det er det hårdeste job, jeg nogensinde har haft, og jeg må erkende, at jeg trives bedst på lidt større hospitaler.”

Hvad har været det bedste?

”Som fastansat kommer jeg jævnligt af sted på såkaldte kystrejser, en slags specialistrejser, til små bygder i hele landet. Her samler man typisk 18-20 patienter inden for samme speciale, f.eks. øre-næse-hals eller gynækologi, og så kommer vi (to anæstesisygeplejersker eller en anæstesisygeplejerske og en læge) til dem, i stedet for at de skal transporteres til Nuuk. Det er både billigere og mere effektivt. Vi låner det lokale sygehus’ faciliteter, men har selv udstyr med. 

Andre gange bliver jeg sendt af sted på evakueringsrejser, hvor jeg og typisk en læge henter patienter, der er luftvejs- eller helbredstruede. Transporten foregår oftest med et fly, hvor der er strøm og ilt om bord, men hver gang vi skal af sted, skal vi alligevel pakke en masse udstyr, f.eks. transportrespirator, monitor, ilt- og medicinpumper, men også varmetæpper og gaffatape. Flyveturene kan være ret turbulente, og så er det godt at tape tingene fast på patienten.  

Har vi glemt eller overset noget, må vi løse problemet på stedet, og det er en af de faglige udfordringer, jeg også kan lide. Rejserne er en unik måde at opleve landet og dets spændende kultur på. Jeg har flere gange stået og tænkt ”tænk, at jeg får penge for at være her”. Socialt trives jeg også. Vi er mange i samme båd og er derfor åbne over for at møde nye mennesker.”

Kan du beskrive den største faglige forskel?

”Som anæstesisygeplejerske i Danmark er jeg vant til altid at have en anæstesilæge med mig. Sådan er det ikke her, vi kan altid ringe til en anæstesilæge, men oftest klarer vi stort set alle anæstesier selv. Så fagligt har jeg meget mere ansvar, jeg får virkelig lov til at bruge mine kompetencer.

Og så synes jeg, at grønlænderne har en anden mentalitet end danskerne. De er meget ærekære, taknemmelige og positive. De søger ikke så mange informationer selv, som f.eks. danske forældre kan gøre, når jeg skal bedøve børn. De har tit sat sig ind i det hele og kan faktisk være meget kritiske.

Grønlænderne accepterer, hvad der skal ske, og stoler på os. Groft sagt piber de ikke så meget, mange af dem er vant til en hårdere omgangstone og et hårdere liv. Der kan næsten være for meget nursing og omsorg i Danmark nogle gange.”

Skal du tilbage til Danmark igen?

”På et eller andet tidspunkt ja. Mine forældre er gamle, og jeg er også meget ærekær i forhold til mit fag forstået på den måde, at jeg bliver nødt til at komme tilbage i mit job på Rigshospitalet for at kunne følge 100 pct. med i mit speciale. Rigshospitalet er jo et meget forskningstungt sted.

Da jeg kom tilbage fra Grønland første gang, kunne jeg godt mærke, at det tog lidt tid for mig at komme helt op på beatet igen. Omvendt er jeg også 99,9 pct. sikker på, at jeg vil af sted igen og ikke nødvendigvis til Grønland. Men nu må vi se. Aldersmæssigt er jeg et sted, hvor jeg skal til at beslutte, hvad jeg vil med resten af min karriere – om jeg vil pensioneres, mens jeg arbejder i Danmark eller udlandet.”