Sygepleje uden manual

Randi Negendahl og Jette Berg har hjemløsemiljøet i København som arbejdsplads. Jobbet i Region Hovedstadens psykiatriske gadeplansteam er sker på de hjemløses præmisser.

​Læs som PDF - gå til side 28

SY-2013-11-29a
Når sygeplejerskerne bevæger sig rundt to og to, er det bl.a. af sikkerhedshensyn. Men endnu har de ikke oplevet at føle sig truet. Ude i miljøet lægger de vægt på at opføre sig som gæster, og på egen banehalvdel. De hjemløse kan gå deres vej, hvis de ikke vil snakke. Foto Søren Svendsen

SY-2013-11-28aKirkens Korshærs herberg i Hillerødgade er et af de steder, der får besøg af det psykiatriske gadeplansteam. Her banker Jette Berg på hos Thomas på værelse 303. Foto Søren Svendsen

De banker på, venter lidt – og banker igen. Men døren til værelse 303 på herberget i Hillerødgade forbliver lukket. ”Thomas. Det er Randi og Jette. Vi kommer lige ind,” lyder det så, mens døren bliver låst op med den nøgle, de på vej op har hentet i receptionen. Værelset er tomt. Så Randi Negendahl lægger medicinen på sofabordet og skriver en lille hilsen.

Sammen med Jette Berg tager hun derefter trappen ned for at give personalet et brev til en ung fyr. Han er bruger af herbergets natcafé, hvor hjemløse overnatter i et køjerum eller på madrasser på gulvet. Den unge mand har sagt ja til at møde gadeplansteamets psykiater, men har ingen mobiltelefon, så brevet giver besked om, hvornår lægen kommer forbi. Det team, de to sygeplejersker er del af, har base på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Men de opererer på de hjemløses egen banehalvdel. I tæt samspil med hjemløsetilbuddene i Københavns Kommune opsøger og hjælper de psykisk syge, som ikke i forvejen har kontakt til det psykiatriske system eller er droppet ud. Målgruppen lever et liv, der er så kaotisk, at traditionelle tilbud ikke rækker.

Derudover kan de hjemløse have dårlige erfaringer fra tvangsindlæggelser eller skræmmebilleder af psykiatrien, der gør dem svære at nå. ”Der kan gå lang tid, før de bare siger ”hej”. Men vi bliver ved med at vise os. På et tidspunkt har de måske brug for at få skiftet en forbinding, og det kan så nogle gange bane vej,” fortæller Jette Berg.

Smadret gebis
Da Thomas pludselig dukker op, viser det sig, at han ikke har spist i flere dage. Dele af gebisset er smadret. Jette Berg spotter en pose tomme flasker og bliver enig med ham om, at flaskerne nok giver råd til noget yoghurt. Imens ringer Randi Negendahl til hans sagsbehandler i kommunen for at få aftalt et tandlægebesøg, og Thomas får et klippekort, så turen ikke skal koste en bøde for at køre ”på røven”.

”Hvis man kan tale om helhedssygepleje, så er det her,” siger Randi, mens de to sætter kursen mod Morgencaféen, der er næste destination. Her møder de en broget, gemytlig flok. Men miljøet kan være råt. Det er dog ikke eneste grund til, at de i alt seks menige sygeplejersker i teamet bevæger sig rundt parvis.

”I et job uden manual er det en vældig styrke, at vi undervejs kan bruge hinanden til faglig sparring. Det er også meget sårbare mennesker, vi har med at gøre, og de skal ikke overlades til fremmede ved ferie og sygdom,” fortæller Jette Berg.

SY-2013-11-29bRandi Negendahl kom til gadeplansteamet fra en akut hjertemedicinsk afdeling, mens Jette Berg bl.a. har arbejdet i Projekt Socialsygeplejerske. De to er glade for at have hinanden som faglige sparringspartnere i et job, hvor der ofte skal improviseres. Foto: Søren Svendsen

Fra caféen går turen til Amager med medicin og en blomst til Kjeld, der netop har fået lejlighed. Han lider af skizofreni og var ved første kontakt så syg, at han måtte indlægges.

Sygeplejerskerne aftalte med hospitalet, at han ikke blev udskrevet, før en bolig stod klar, og nu holder de kontakt, indtil et opsøgende psykoseteam kan tage over.

Jette Berg siger: ”Den historie er et eksempel på, at det rykker, når alle instanser løfter i flok, og så giver vores arbejde for alvor mening.” 

Den bedste oplevelse med en bruger?

”En hjemløs på herberget i Hillerødgade var fra starten meget nysgerrig, men afvisende over for at tale med os. På et tidspunkt var der en lille pause i vores besøg. Da vi kom tilbage, spurgte han, hvor vi havde været. Han sagde også, at det var godt, vi var der, fordi der sikkert var rigtig mange, som havde brug for hjælp. Det var bare superfedt, og måske får han snart mod på selv at komme til os.”

Emneord: