Sygeplejersken
Eden-plejehjem vinder indpas
17 kommuner rundt om i landet er i gang med at etablere plejehjem bygget på Eden Alternative-filosofien om fokus på livserfaring og vækst uanset alder. Det sker som et modtræk til bureaukrati og formynderi.
Sygeplejersken 2013 nr. 13, s. 6
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist
I Assens Kommune har plejehjemsbeboere selv været med til at ansætte plejehjemsledere. De er et eksempel på, hvordan man kan flytte beslutningsprocesser tæt på borgerne for at give øget selvbestemmelse. Beboerne må have dyr med, og personalet bliver opfordret til at tage hunde og børn med, så beboerne kan yde omsorg over for andre og ikke kun modtage omsorg. Ifølge Eden Alternative-filosofien er der brug for grundlæggende at ændre måden, man støtter mennesker med behov for omsorg og pleje.
”I Assens går vi ”all in” på alle de kommunale plejehjem. Politikerne er optaget af, at livet skal være værd at leve, selv om man er kommet på plejehjem, og de tror på Eden Alternative-filosofien og har bevilget penge til, at alle medarbejdere bliver uddannet på et tredages certificeret Eden-kursus,” fortæller sygeplejerske og funktionsleder for plejehjemmene i Assens Kommune, Kitt Lysen Pedersen.
På landsplan er 17 kommuner i gang med at etablere Eden Plejehjem. Kitt Lysen Pedersen ser det som udtryk for sund fornuft.
”Der er mange plejehjem, der arbejder med at give de ældre større selvbestemmelse og med at bekæmpe ensomhed, men Eden-filosofien giver nogle redskaber, som alle kan lære. Først og fremmest kræver det ledelse, ledelse og ledelse. Eden-filosofien skal hele tiden på dagsordenen, man skal brænde for det og ville det,” siger Kitt Lysen Pedersen, som har inspireret kommunen til at omlægge plejecentrene til den nye filosofi. I juli 2013 blev hun såkaldt ”Eden-mentor”, som den tredje i Danmark. To ud af de ni plejehjem i Assens Kommune er certificerede Eden-plejehjem, fire andre er på vej, og de tre sidste skal efter planen følge efter næste år.
Hav en god dag
I Assens Kommune diskuterer man f.eks. på plejehjemmene, hvordan man kan ændre ordet ”pårørende” til ”familie” eller ”ven”. Ordet ”vagtplan” bliver ikke anvendt. ”Det er beboernes hjem, og vi skal ikke anvende begreber, som cementerer ”dem og os”. Derfor siger vi heller ikke længere ”god vagt”. Vi siger ”hav en god dag” eller ”en god nat” i stedet,” siger Kitt Lysen Pedersen.
Hun oplever, at medarbejderne trives med metoden. ”Vi er ikke så fastlåst i regler og rutiner, men kan vælge at udskyde rengøring for at lave noget sjovere eller tilrettelægge plejen mere individuelt. Medarbejderne er glade for, at det er OK at have børn og dyr med på arbejde.”
Ifølge Kitt Lysen Pedersen koster det ikke ekstra at etablere Eden-plejehjem. Udover udgiften til det tredages kursus til alle medarbejdere er budgettet det samme.
Formand for Fagligt Selskab for sygeplejersker i kommunerne, Inge Jekes, ser udbredelsen af Eden-plejehjem som et modtræk til bureaukrati og formynderi. ”Det burde være en selvfølge, at man kan tage sit dyr med på plejehjem, og at beboerne kan lave mad selv. Efter en tid med meget bureaukrati, tilsyn og regler kommer Eden som et modpres,” mener Inge Jekes.
Hun er dog ikke så begejstret for, hvis Eden Alternative kommer til at stå som de eneste, der vil bekæmpe ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed og sikre, at plejehjemsbeboere kan udvikle sig og gro.
”Eden gør ikke noget nyt i forhold til mange andre plejehjem, der arbejder med de samme ting, og som gør det godt. Det burde ikke være nødvendigt at bruge en amerikansk filosofi,” mener Inge Jekes.
Læs mere på www.edendenmark.dk