Anna vil løbe skizofrenien væk

Foto: Søren Svendsen   

Det er lørdag formiddag i november. På Amager ved København har en flok løbere snøret kondiskoene og trodset regnvejret for at forcere de fem kilometer, løberuten på Amager Fælled er planlagt til. Yngre og ældre i forskellige aldre og køn løber om kap med hinanden og sig selv for at få pulsen op. Det er ikke et særsyn på fælleden. Det særlige er, at 20-årige Anna, som lider af skizofreni, og psykiatrisk sygeplejerske Louise Dehlholm også pisker med. De to løbepartnere er ikke længere utrænede i at tjekke pulsur og tid, men for knap et år siden havde det ikke været muligt. For Anna havde det været nærmest utænkeligt. 

”Der er en tydelig forskel på i dag, og hvordan jeg havde det for et år siden. Jeg er blevet mere glad. De siger alle sammen, at jeg har en helt anden udstråling, når jeg kommer tilbage fra en løbetur,” smiler hun lidt genert.

”De” er lægen, psykologen og sygeplejersken, som hun er i behandling hos på Psykiatrisk Center Nordsjælland i Helsingør, og udstrålingen er til at få øje på. Når Anna fortæller om sine løbeture med Louise Dehlholm, er det med en begejstring, som for et øjeblik visker sygdom og de institutionelle rammer, som Sygeplejerskens journalist møder hende i på hospitalet, væk.

Hun er tidligere elitegymnast og har altid været meget aktiv, men da hun fik diagnosen skizofreni som 15-årig, lagde hun i en lang periode motionen på hylden. I dag er hun kun på besøg på hospitalet, for hun har været udskrevet i to uger. En stor del af det tigerspring, hun har taget siden foråret, skyldes de regelmæssige løbeture. Det er hverken hun eller Louise Dehlholm i tvivl om.

”Jeg kendte til Annas ressourcer som tidligere elitegymnast og tænkte, at dem skulle vi finde frem igen. Vi husker ikke altid at tage fat i folks ressourcer, fordi vi fokuserer på at behandle sygdommen, men vi skal prioritere det, patienterne har med i rygsækken. En løbetur frigiver en masse endorfiner og dopamin og giver mere energi, mindre stress og mere ro i kroppen. Men der er mange andre faktorer, der også spiller ind,” siger Louise Dehlholm og fortæller om, hvorfor hun i sin tid foreslog Anna, at de skulle begynde at løbe sammen.

”I starten tog vi lange ture i skoven. Syv kilometer, hvor vi skiftevis løb og gik. Vi fik rigtig god kontakt under de ture og begyndte at snakke om mange andre ting end sygdom. Alene dét at komme ud af hospitalsrammerne gav nogle helt andre muligheder for samtaler. Det var fantastisk at se, hvor glad hun var, hver gang vi kom tilbage fra en tur,” siger Louise Dehlholm.

”Jeg skal løbe i morgen”

De første par ture var konditionsmæssigt ikke voldsomt imponerende, husker de begge og griner højt, når de tænker tilbage på starten, hvor sveden sprang hurtigere på panden, og løb måtte afbrydes af strækninger, hvor de gik.

”Det var hårdt fysisk de første gange, fordi jeg har været indlagt så meget. Men psykisk var det rigtig godt. Jeg fandt hurtigt ud af, at vi har en helt anden kontakt, når vi løber, end når jeg sidder til f.eks. en lægesamtale. På de svære dage lå jeg på min seng og tænkte, jamen, jeg skal ud og løbe i morgen, og så skal det hele nok gå. Når vi havde løbet dagen efter, glemte jeg alt om, at jeg havde haft det dårligt,” fortæller Anna.

Både kondi og humør blev hurtigt forbedret, og blot et par måneder efter, at sygeplejerske og patient var trukket i løbetøjet første gang, var Anna klar til at kaste sig ud i nye – og meget større – udfordringer.

”Det mest fantastiske, vi oplevede i løbet af ganske kort tid, var, hvordan Anna begyndte at tro på, at fremtiden havde noget godt at byde på. Fra at have været modløs gik hun til at have håb og sætte en masse mål, hun ikke havde haft tidligere,” siger Louise Dehlholm.

Anna havde igennem sin sygdom været angst ved at komme ud blandt andre mennesker, men målene gav nye muligheder for social interaktion.

”Jeg tog selv initiativ i foråret til at begynde at gå til gymnastik. I sommer var jeg med til DGI’s landsstævne, hvor jeg deltog i indmarch, opvisning og kørte i bus med de andre deltagere. Det tror jeg aldrig, jeg havde kunnet finde på, før vi begyndte at løbe,” siger hun.

Sommeren bød også på andre positive og nye oplevelser. Det vigtigste mål, hun og Louise Dehlholm havde sat sig, var, at hun skulle på ferie med sin mor. Noget hun ellers ikke havde gjort i mange år.

”Rejsen betød utroligt meget, så det var skønt, at det lykkedes og blev en stor succes. Vi havde også talt om, at hun måske kunne genoptage nogle af sine eksamener, hvis hun havde overskuddet, men det kom i anden række. Rejsen var det, vi prioriterede højest,” siger Louise Dehlholm og holder en lille pause: ”Og så gennemførte du dine eksamener og fik topkarakterer,” smiler hun, og Anna nikker.

”Ja, jeg fik da nogle 12-taller,” siger hun stolt.

Fremtiden står på halvmaraton og højskole

Historien om sygeplejersken og den unge skizofrene kvinde, som løb sig til topkarakterer og et nyt aktivt liv, har selvfølgelig ikke været uden bump på vejen. Der er gode og dårlige dage, men både Anna og Louise Dehlholm holder fast i, at de skal ud og løbe. Anna er blevet så bidt af det, at hun går på nettet for at tjekke de forskellige løb ud, for selvom der er lang vej fra Nordsjælland til Amager, vil hun ud og lufte løbeskoene.

Det er endnu et mål, jeg har nået. Det giver en sejrsfølelse. Selv om der er mange mennesker til sådan et løb, tænker jeg ikke over det. Det ville jeg nok gøre, hvis jeg bare var ude blandt dem,” fortæller hun, og Louise Dehlholm nikker.

”Vi møder nye mennesker, når vi deltager i løb. Det er en god øvelse i at komme ud blandt andre. For mig er det en kæmpe glæde at se, hvor meget det gør for Anna,” siger hun.

De to løbepartnere har planlagt, at de til foråret skal gennemføre et halvmaraton, og på længere sigt vil Anna gerne på idrætshøjskole.

Louise Dehlholm siger: ”Det forløb, vi har haft, har betydet, at vi bruger hendes ressourcer, og at hun selv lærer dem at kende. De mål, vi snakker om, dem når vi. Det giver håb for fremtiden, at vi og omverdenen lærer Anna på 20 år at kende og ikke Anna, der er patient.”  

Kort efter interviewet er Anna begyndt som frivillig i en børnehave. Det er efterfølgende blevet besluttet på afdelingen, at personalet skal fokusere mere på KRAM-faktorerne.