Dilemma: Den utilpassede beboer

Oluf har været lærer på en skole udenfor Aarhus i en menneskealder, men som 62-årig fik han en stor hjerneblødning, som har gjort ham ude af stand til at gå og tale normalt. Han blev passet af sin kone Benedikte i fire år, men for et halvt år siden gav Benedikte op, og Oluf er nu på et plejecenter.

Men Oluf er fortsat hurtig på aftrækkeren og har ikke helt mistet hverken sin humor eller sin evne til at fange andres svagheder og formulere dem, om end det går langsommere end tidligere med at sætte ord på oplevelserne.

Når han sidder og drikker kaffe med fire andre beboere, kalder han f.eks. den ene herre for Alzheimerkongen og den demente dame for Miss Øh Bøh.

Plejepersonalet finder Olufs opførsel krænkende, og de kører ham straks hen på hans værelse, når han har udtalt sig upassende om de øvrige beboere. Beboerne synes ikke at opfatte Olufs udtalelser.

Er det en rigtig løsning at køre Oluf væk fra kaffebordet?

Kunne der være andre måder at håndtere situationen på?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.
Svar 1.

Personalet flytter Oluf for at beskytte de andre beboere mod nedladende kommentarer, hvilket kan tolkes som etisk korrekt, da man som personale eller besøgende ville blive stødt over tiltaleformen. Men prøver man i stedet at analysere med baggrund i de anerkendte bioetiske principper ”ikke skade og gøre godt”, ser det ikke ud til, at beboernes integritet er berørt, dvs. at adfærden ikke forvolder skade på beboerne, hvilket kan skyldes deres sygdom. Hvis andre beboere heller ikke bliver krænket af adfærden, er det spørgsmålet, om det er det rigtige valg at flytte Oluf? Det isolerer ham, hvilket måske kan forstærke den negative adfærd yderligere, når lejlighed bydes.

Vælger personalet at lade Oluf blive i fællesarealet, forestår et stort planlægningsarbejde i forhold til samtaler med besøgende om personens adfærd og baggrunden for accepten samt afstemning i personalegruppen om en fælles holdning til dilemmaet. Det er således ikke nødvendigvis uetisk at lade Oluf drikke kaffe med de andre beboere, men det kræver en bevidst målsætning og plan for plejen, så der ikke udvikles en afstumpet kultur på plejecenteret.

Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, Etik- og Kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Svar 2.

Der er flere perspektiver i denne sag. Hustruen Benedikte har passet sin mand i fire år, hvor han har været afhængig af hende, men hun måtte give op. Mon hustruen føler afmagt og måske skyld i forhold til sin mand?

Oluf er udelukkende omtalt som Oluf, hvor mon hans efternavn er blevet af, hvordan mon han er blevet tituleret som lærer, og hvad betyder det for hans oplevelse af situationen? Kaldt Oluf, sat ud af spillet, måske ingen og intet, der taler til hans intellekt, og så bliver han straffet og kørt væk, når han er uartig.

Personalet er givetvis også afmægtigt og vil beskytte de svage mod Olufs udfald. De ser måske ikke andre udveje end at fjerne Oluf, men mon de har forsøgt at tale til Oluf som et voksent menneske med åndsevner, der kan bygges på? Mon personalet har overvejet, hvorfor Oluf reagerer, som det er tilfældet?

Gad vide hvilke værdier Oluf har levet på og stadig har, mon det ville være muligt at tale med Oluf og måske hustruen om, hvad der har betydet allermest for Oluf, og hvordan han mon ønsker sin fremtid? Mon der er nogen, Oluf har tillid til og kan tale med om sin situation? Det er måske ikke plejepersonalet, men hvem kan støtte Oluf i hans ønsker? Vi er måske nødt til at spørge?

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk. Det må fylde højst 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.