Mentor med brugerbaggrund

Foto Simon Klein Knudsen

Håb. Det er det første ord, Anne Marie Rafferty finder frem, når hun skal sammenfatte, hvad hun kan bidrage med på det lukkede afsnit F2Ø på Psykiatrisk Center Frederiksberg. 

Selv har hun været indlagt på lukkede afdelinger et par gange, og to gange har hun forsøgt at tage sit eget liv. Nu er hun recovery-mentor på F2Ø og ansat i fleksjob 20 timer om ugen. Med sit eget eksempel kan hun her vise patienterne, at der er en vej ud af mørket og være deres fortrolige i en situation, hvor alt er kaos. 

”Jeg ville ønske, at der havde været sådan en som mig, da jeg selv blev indlagt første gang.  Dengang flygtede jeg, fordi jeg var bange og ikke forstod, hvad der foregik,” siger hun.  

Mentorprojektet blev skudt i gang for et halvt år siden og er det første af sin art i regionspsykiatrien herhjemme. Tanken bag er, at ansatte med brugerbaggrund kan være et værdifuldt supplement til det øvrige personale, fordi de kan støtte patienterne ved at dele ud af egne erfaringer.

”De har været der selv, og patienterne lytter til dem på en helt anden måde end de lytter til os,” siger Henrik Gundelach, konstitueret afdelingssygeplejerske på afsnittet.

Hver gang en ny patient bliver indlagt, tilbyder Anne Marie Rafferty sin hjælp, ligesom patienterne kan trække på hende i forbindelse med udskrivning. I hverdagen er hun ikke hængt op på faste opgaver til faste tider, men er tilgængelig for spontan kontakt, når patienterne har lyst og behov. 

Som mentor har hun ikke blot samtaler med patienterne om alt dét, der presser sig på. Hun går også ture med dem, forsøger at involvere dem i aktiviteter på afsnittet og hjælper med at lægge strategier for, hvordan de kan få det bedre.  Sammen med en patient, der hørte stemmer, fandt hun f.eks. frem til, at stemmerne forsvandt, når han spillede computerspil.  

”Det var han ikke bevidst om, før vi fik talt om det,” fortæller hun. 

Skepsis er væk 

Udover at være en rollemodel, der kan være med til at overbevise patienterne om, at også de kan komme sig, bygger Anne Marie Rafferty bro til de professionelle. Fra sin egen tid som indlagt ved hun f.eks., at det kan være svært at huske, hvad der er blevet sagt under stuegang.  Derfor spørger hun gerne ind på patienternes vegne og gør sit til, at de føler sig mere trygge.

”Jeg blander mig ikke i det rent sygeplejefaglige. Men jeg kan f.eks. godt sige, at Henrik er god nok, og at det han foreslår lyder rigtigt,” fortæller hun.

Henrik Gundelach lægger ikke skjul på, at der i starten var skeptiske miner hos dele af personalet. Ikke alle kunne umiddelbart se, hvad en medarbejder med brugerbaggrund kunne bidrage med, og der var også betænkeligheder omkring tavshedspligt.

Men i praksis har alt løst sig, og i dag kan alle se fordelene ved at have Anne Marie Rafferty ansat. ”Vi kommer tættere på patienterne end før, og det er til alles bedste,” siger han.   

Mentorordningen er et pilotprojekt, der løber frem til maj 2014. Men Henrik Gundelach ser gerne, at den fortsætter, og også Anne Marie Rafferty krydser fingre. For hende var det en stor dag, da hun fik udleveret sit navneskilt og begyndte i jobbet

”Før havde jeg frivilligt arbejde, men følte mig ikke ligeværdig. Nu kan fortælle omverdenen, at jeg har et regulært job, hvor jeg gør nytte.”