5 faglige minutter: En tur i gabestokken

Da J.F. Struensee vidste, at hans død var nært forestående, blev hans håndskrift usikker, og teksten hældede meget tydeligt til den ene side. Det var synligt på Rigsarkivets udstilling ”Struensee – kærlighed, vanvid og idealisme i 1700-tallet”. Livlægen og politikeren fik hovedet hugget af i 1772, dels fordi han havde en affære med Christian VII’s hustru, Caroline Mathilde, dels fordi hans idéer og hastige reformer var en trussel imod nedarvede privilegier. Struensees sindstilstand påvirkede med andre ord hans evne til at skrive.

Se filmen ”En kongelig affære”, hvis nysgerrigheden er vakt.

Da man brugte en gåsefjer, var der afstand mellem tanke og skrivning. Processen gik langsomt, og det samme var tilfældet, da fyldepennen holdt sit indtog. Af med hætten, påfyldning af blæk, tænke og herefter nedfælde det, man havde på hjerte.
Nu har vi så fået Facebook, og så behøver man ikke tænke eller argumentere længere. Eller det kan i hvert fald se sådan ud for det utrænede blik. Man siger, at en negativ reaktion på Facebook kan lukke et firma på et par døgn, og et kendt dansk pengeinstitut måtte i hast ændre en stor reklamekampagne, fordi forbrugerne blev vrede over konceptet.

Skribenter på Facebook har med andre ord stor magt, og det kan være både positivt og negativt. Brugerne kan, ved at give udtryk for deres sym- eller antipati, præge både mennesker, firmaer, organisationer og institutioner på godt og i høj grad også på ondt, og det kan få omfattende konsekvenser for dem, som berøres. Nogle gange fortjent, andre gange ufortjent.
Et aktuelt eksempel er familien, der adopterede et barn fra Etiopien, som de ikke magtede, hvorfor barnet endte på et børnehjem. En ulykkelig historie uden nogen enkel løsning. Men på Facebook blev familien lagt for had, følte sig truet og måtte kontakte politiet.

Vi dømmer hurtigt, og med retfærdig harme i baglommen er det tydeligvis ikke et problem for særlig mange.

Kunne en lignende situation opstå i sygeplejen, får jeg lyst til at spørge?

I år uddeler vi Kirsten Stallknecht Prisen igen. Prisen er en hyldest til en sygeplejerske, som har brugt ytringsfriheden eller frækheden til at stå frem og lægge op til debat om en vigtig sygeplejefaglig sag. En god pris og et godt formål.  Men prisen forpligter også sygeplejersker til at tænke over og argumentere for deres synspunkter, både når de fremføres, og når man eventuelt reagerer på dem. Hurtige følelsesmæssige og personlige udladninger, som smitter og får andre til at skrive med snuden i samme spor, er efter min mening ikke udtryk for en moden og sober debatkultur. Her kan Facebook blive en ubehagelig partner, hvor den første person, der lugter blod, får en horde af mennesker med sig, som måske ikke reflekterer over, hvad det er, de reagerer imod.

Det er vældig bekvemt at være en enig gruppe, der uden argumentationskraft skyder på et menneske, som har sagt noget, man ikke bryder sig om. Det kræver større mod at stå alene, blive beskudt og muligvis alvorligt såret.

Det er ikke gangbart, at vi betragter ytringsfrihed som et positivt, demokratisk gode, når vi er enige i budskabet, og modsat som en personlig uretfærdighed, hvis vi er uenige.

Ytringsfrihed er retten til at sige noget, andre er enige i, men bestemt også det modsatte, det er vi vel enige om?

Det kan være besværligt og tidskrævende at analysere et budskab og argumentere ordentligt for eller imod det, men det pynter altså, når man gør det.

Startskuddet har lydt: Hvem skal have Kirsten Stallknecht Prisen 2013?

 ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.