5 faglige minutter: Patientinddragelse på skrømt

Jeg er optaget af ordet ”Patientinddragelse” for tiden. Et klodset, sammensat ord, der lover medindflydelse og dialog og synes at være det nye mantra i et demokratisk sundhedsvæsen. Men virkeligheden er ikke helt så enkel.

Det ved man godt i Sundhedsstyrelsen, som i 2008 udgav en sammenfatning med titlen ”Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed”. Sammenfatningen tager fat på de problemer, inddragelse kan medføre, og beskriver, hvad man forstår ved begrebet.

Sygeplejersker skriver ofte om patientinddragelse, de vil den gerne, og der findes både specialer, journal clubs og en enkelt bog fra 2011 om emnet.

Men det slår mig, at patientinddragelse ofte forveksles med information og tilbud, der alene bliver givet og er defineret af sundhedssektorens velmenende og ihærdige medarbejdere.

Ofte tages KRAM-faktorerne med i inddragelsen med en systematisk ildhu, som patienterne med rette kan finde lettere grænseoverskridende, og det faktum, at stillingsbetegnelsen ”KRAM-rådgiver” har vundet indpas oven i alle de andre mere eller mindre præcise betegnelser for arbejdende sygeplejersker, siger i sig selv noget om prioriteringen.

Diverse patientskoler for mennesker med KOL, diabetes og hjerte-kar-sygdomme opererer indimellem med koncepter, hvor al undervisning er skemalagt, målene for undervisningen beskrevet, og tilbuddet formidlet med patientens arm vredet godt om på ryggen.

”Indholdet i forløbet er beskrevet ud fra teamets ønsker og oplevelse af behov hos målgruppen,” lyder det f.eks., når teamet beskriver sit arbejde.

En gennemlæsning af de detaljerede programmer afslører, at det hele vejen igennem er en meget snæver sundhedsopfattelse, der kommer til udtryk, når skolerne ønsker at styrke borgerens eller patientens mestring af sin situation.

Når borgere får hjemmebesøg, kan det samme gøre sig gældende. Et blik på borgerens boligindretning, der måske langtfra er præget af hvidskuret minimalisme, får straks forslag som badehåndtag, toiletforhøjer, faste tæpper og solide sko til at strømme fra den professionelles læber. ”Vi løser problemerne, som vi opfatter dem, og så skal det hele nok gå,” synes at være den gennemgående antagelse i systemet.

Sprogbrugen er med til at afsløre, at idéen om medinddragelse ikke altid når op til hjernens sprogcenter. Ord som kroniker, kronikertillæg, kronikerbevilling og kronikermodel er vanskelige at sidestille med respekt, accept og demokratisk sindelag.

De virker derimod nedsættende og er slang for mennesker med kroniske lidelser og den indsats, der er iværksat for dem.

De færreste vil formentlig hilse på patienten eller borgeren med et: ”Goddag, nå du er kommet for at få dit kronikertillæg, nu skal du høre ...”

Sygeplejersker kan alt i alt være mere kritiske over for aktuelle idéer og tendenser indenfor forebyggelse og sundhedsfremme, synes jeg, og på samme tid mere ydmyge over for det menneske, de sidder overfor.

Der er ikke noget galt med at tage fat i KRAM-faktorerne, men det er langtfra sikkert, at det bedste resultat opnås ved at anvende et fortrykt skema, der ikke lægger op til svinkeærinder af nogen art. For måske er det svinkeærindet, der giver et fingerpeg om, hvad et menneske selv måtte have gjort sig af tanker om eventuelle behov, ønsker og håb for fremtiden. 

De fleste mennesker ved udmærket, hvad der giver mening og sammenhæng for dem, opgaven må være at finde frem til det gennem netop patientinddragelse og en velfunderet idé om, hvordan mødet med patienten eller borgeren skal foregå i praksis. 

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.