Dilemma: Konen med æggene

Katrine er blevet 39 år, hun har brugt 12 år på at gøre karriere som jurist, og nu er hun og hendes mand parat til ønskebarnet. Katrine er smuk, velklædt, rap i replikken og vant til at kunne argumentere sig til det meste, men ikke i dette tilfælde.

Graviditeten udebliver. Reagensglasbefrugtning har ikke den ønskede effekt, og den eneste måde, Katrine kan blive gravid på, er ved at få et æg fra en donor, men hvem er donor? Katrine vil gerne møde hende og vurdere hendes intelligens, udseende og vaner – er hun f.eks. ryger – for at finde ud af, om barnet vil kunne gå for at være Katrines eget.

På fertilitetsklinikken er det ikke en strategi, man tilslutter sig. Ægdonorerne får at vide, at det er fantastisk, at de vil sælge deres æg og dermed hjælpe andre kvinder, men ligefrem at møde modtageren af ægget? Nej, det er ikke meningen.
Katrines mand siger, at man sagtens kan leve et godt liv uden børn, men det afviser Katrine.

Hvad tænker du om Katrines situation? Bør ægdonor og modtager have mulighed for at mødes, inden ægdonationen føres ud i livet?

Illustration: Pia Olsen

Sygeplejersken har spurgt to sygeplejersker med særlig interesse for etik, hvordan de opfatter det etiske dilemma.

Svar 1. Hvis Katrine og hendes mand er enige om, at de ønsker barn ved hjælp fra ægdonor, skal dansk lovgivning på området følges. Tillader denne ikke, at recipient og donor mødes, skal det accepteres. Omvendt, hvis lovgivningen tillader et møde, bør lovgivningen ikke tilsidesættes af en lokal fertilitetskliniks strategi. Fastholder klinikken alligevel sin holdning, kan Katrine vælge en, der har en anden politik.

Etisk kan der sagtes findes argumenter for, at det ville være godt med et møde. Der kan også findes etiske argumenter for det modsatte. Men at argumentere etisk mod lovgivningen, hvis denne ikke tillader et møde, skal man være meget varsom med over for en lægperson. Katrine er ganske vist meget veluddannet, men hun er samtidig meget følelsesmæssigt involveret i sagen.

Det kan stimulere til ulovlig handling og blive yderligere understøttet af de etiske argumenter herfor, uden at lægpersonen gør sig en eventuel konsekvens helt klar.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2. Katrines første 39 år har været fuldstændig under kontrol. Katrine har selv bestemt indhold og tempo i sit liv. Og det er måske første gang, hun møder dilemmaet med at ønske og ikke kunne få. Katrine har gennemgået reagensglasbefrugtning uden held, så hun har været i tæt kontakt med fertilitetsklinikker og deres vision og mission.

En fertilitetsklinik er underlagt gældende lov og har derudover egne holdninger vedrørende omsorg for såvel donor som modtager. Mit kendskab til fertilitetsklinikker er, at de er meget grundige i selektion af donorer, mht. eventuelle arvelige sygdomme, alder og indstilling til donation.

Det er ikke penge, der driver kvinder til at donere æg, men derimod et oprigtigt ønske om at hjælpe andre kvinder, som ikke selv kan producere æg. Så alt i alt en oprigtig barmhjertig tankegang og omsorg for andre.

Hvis Katrine fortsætter sit forehavende med en ægdonor, bliver hun nødt til at respektere klinikkens holdning om, at der ingen kontakt er mellem donor og modtager. Hun må stole på klinikkens troværdighed og, hvis graviditeten lykkes, glæde sig dybt over at få et stort ønske opfyldt via en anden persons uselviske handling.

Og så kunne man jo ønske for Katrine, at hun kan reflektere over, at alt ikke behøver at være perfekt for at være godt.

Af Edel Kirketerp, oversygeplejerske, Børneafdelingen Kolding, Sygehus Lillebælt, medlem af Sygeplejeetisk råd www.dsr.dk/ser/