5 faglige minutter: Faster Else bliver indlagt

​ 

Min faster Else er en geskæftig ældre kvinde, som i første omgang afværgede begyndende symptomer på stress med selvterapeutisk ukrudtslugning. Alligevel sker det en eftermiddag, at hun får et ildebefindende og falder om ude i sin have. Fasters kæreste er heldigvis på besøg, og kommer tililende. Han finder hende fortumlet, hvid i hovedet og med hænderne knyttet foran på brystet. ”Skal jeg ringe efter en ambulance?” spørger han faster, men får ikke noget klart svar. Trods uvanthed med selvstændig beslutningstagen vælger han at ringe alarm.

Den venlige og rolige stemme spørger til lokalitet, skadedes tilstand, symptomer, omstændigheder og størrelse. Kæresten svarer efter bedste evne, men da samtalen når mulig størrelse på transportkasse, bliver han urolig. ”Er man begyndt at bruge kasser? Hun er altså ikke død,” udbryder han fortvivlet. Det opklares, at han i sin befippelse har tastet 1812, som er den nye dyreambulance.

I andet forsøg får han fat på 112. Der går en rum tid, idet paramedicinere, lægeambulance og helikopter lige skal have afstemt kernekompetencer i forhold til ydelsen. ”Tror, jeg vælger en transportkasse på 1812 næste gang,” tænker kæresten.
Endelig fremme på skadestuen er faster kommet til hægterne igen og nægter i første omgang enhver tale om indlæggelse. Men da hun erfarer at være inkluderet i noget med en pakke, fordi sammenhængende og optimerede patientforløb er vigtige for sygehuset, så vil hun da ikke være uhøflig ved ikke at tage imod denne gave. Tænk, at være årsag til et brud på kontinuiteten for det travle personale.

Næste morgen vækkes faster Else af Camilla, som fortæller, at hun er sygeplejestuderende og skal passe hende i dag. ”Jeg starter lige med at tage dine værdier,” smiler Camilla venligt. Faster rækker lynhurtigt ud efter sin håndtaske, medens Camilla fortsætter: ”For det er fokus for mit læringsudbytte i min portfolio denne uge.” Det forstår faster ikke helt, men får associationer til egen portefølje og aktionærudbytte, som gudskelov hviler trygt i Bank Lolland.

”Skal du så følge mig til undersøgelser i dag?” spørger faster Else. Camilla finder en tydeligvis godt brugt studieplan frem. ”Altså, kl. 8.00: tredje studiesamtale, kl. 9: fastlagt studieaktivitet, kl. 12: refleksionsøvelse og kl. 13: Journal Club,” opremser Camilla. Faster er imponeret over planen og de fine begreber.

”Hvad betyder Journal Club?” vil faster gerne vide. ”Det betyder, at vi sidder inde på kontoret med vores lærer fra skolen og analyserer videnskabelige, engelske artikler om sygepleje,” forklarer Camilla beredvilligt. ”Jeg troede, I skulle lære at pleje patienter, når I er i praktik?” siger faster undrende. ”Nej, sådan var det i meget gamle dage,” griner Camilla, ”nu har vi sengestuer inde på skolen, hvor vi øver os på dukker, der kan programmeres, så de ligner rigtige patienter.”

”Men vi ses igen i morgen, Else, og så har jeg bedre tid; kun to timers undervisning og tre timers obligatorisk brandkursus,” fortsætter Camilla og forlader stuen med et: ”Ha’ en god dag.”

Fasters kæreste og jeg besøger en eftertænksom faster Else om aftenen. Godt nok har hun endnu ikke set noget til den lovede pakke, men synes, det er en smuk tanke at dele gaver ud til indlagte patienter. Det kan der være behov for. Dog har det affødt mere eksistentielle overvejelser: ”For mine børn har aldrig fået pakker, bare fordi de var syge, og ej heller kalendergaver. Jeg har vist været en rigtig dårlig mor,” sukker faster Else.

Blå bog

Kirsten Dalby Rasmussen er 56 år, uddannet fra Holbæk Sygeplejeskole i 1980, SD i uddannelse og undervisning i 1992, cand.pæd. i 2001. Siden 1992 ansat som underviser i sygeplejerskeuddannelsen, Professionshøjskolen Metropol.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.