Dilemma: Bank på døren eller lad være

Bør man banke på døren til en sengestue, hver gang man går ind, eller er det ganske enkelt for belastende både for de pårørende og for personalet?

1dilemmaPå en travl børneafdeling med mange børn, som kræver isolation på enestuer, vil der naturligt være en livlig trafik for personalet ud og ind af stuerne, da forældrene helst skal forblive på sengestuerne. 

  1. Skal man som plejepersonale banke på døren, hver gang man går ind til en familie? Også når det måske er femte gang, efter der er trukket i klokkesnoren? Nogle sygeplejersker banker helt naturligt på døren også femte gang, før man går ind på en sengestue. Andre sygeplejersker går ind uden at banke på. Begge parter udfører en god, omsorgsfuld og respektfuld sygepleje. Men man gør alligevel ikke tingene ens.
  2. Er det god sygepleje, når man ikke udviser samme adfærd som personale? Hvis emnet drøftes i en personalegruppe, mener man hver især, at man gør det rigtige, og diskussionen kommer helt naturligt til at handle om magtforhold, at være vært, være gæst, være selvstændigt individ på fremmed jord, have lov at være patient på egen stue og på den anden side være professionel og udøve sit fag.
  3. En sengeafdeling, hvem tilhører den egentlig?

Se, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om de tre spørgsmål i teksten.

Svar 1

Det faktum, at personalet gør sig sådanne overvejelser både hver for sig og fælles på personalemøder, fortæller, at der er tale om en meget omsorgsfuld personalegruppe, som er opmærksom på, at hvad der kan være god sygepleje for én patient og dennes familie, ikke nødvendigvis er det for den næste. Det er imponerende, at emner som magtrelation og det at være en sårbar gæst i et professionelt hospitalsmiljø hører med til de refleksioner, klinikerne har over egen praksis. Og i stedet for – i den bedste hensigt – at reflektere gentagne gange med de samme kolleger kunne det give nye vinkler på de etiske spørgsmål, hvis man spurgte patienter og pårørende om deres oplevelser med afdelingens sygepleje. Man kan tale med dem enkeltvis, som fokusgrupper eller i reflekterende teams med en professionel coach. Interviewene vil kunne animere personalegruppen til fortsat at være opmærksom på sansningens og nærhedens betydning i mødet med den enkelte patient.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Hvad der er det rigtige at gøre, afhænger af situationen, patienten og de forhold, der eksisterer rundt om patienten. Umiddelbart kunne patienten spørges, hvordan han eller hun oplever det, hvis sygeplejersken er i tvivl.

Det vigtigste er, at sygeplejersken reflekterer over, hvordan den bedste måde at gøre sin entre på stuen er, og drøfter det med sine kolleger, så de i respekt for hinandens holdninger får afdækket bevæggrundene for forskellig adfærd. Måske kunne man lære noget af de andres bevæggrunde?

Kort sagt intet facit! En sengeafdelings tilhørsforhold? Når spørgsmålet inddrager ejendomsret, så sniger tanken om magtforhold sig ind. Her kommer det også an på, hvad der er i spil. Er der tale om udsmykning på afdelingen, ret til at fravælge postoperativ træning, krav om salt på morgenægget eller en lille gåtur i haven – ja, det kommer vel an på, hvad der er på spil i den enkelte situation, men hverken personale eller patienter kan vel påberåbe sig en ultimativ ret til at bestemme? Kort sagt intet facit!

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune og formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Etik