Dilemma: Patienters ytringsfrihed under pres

På flere og flere hospitaler passer man godt på patienterne. På, at de ikke kommer til at tale med journalister, sige noget, de måske fortryder, eventuelt endda være kritiske over for hospital og plejepersonale.

SY-2014-01-14-1Illustration: Pia Olsen

På medicinsk afdeling har 65-årige Thora Poulsen fået en plads på gangen op ad en elevatordør, der går op og i med hyppige mellemrum. Desuden har hun fået et glas og en teske i stedet for en klokkesnor. Det er hun rigtig vred over, så hun ringer til sin datter Emma, der er journalist på et større dagblad. Emmas kollega vil gerne lave historien om overbelægning på medicinsk afdeling, selv om den, som han siger, ”er skrevet før.”

Journalisten kontakter afdelingen, men så starter problemerne. Hun skal først tale med den ledende oversygeplejerske, og også hospitalets kommunikationsafdeling skal indover. Den præsenterer hende bl.a. for et to sider langt dokument om hendes rettigheder og pligter som journalist, som hun skal underskrive for overhovedet at måtte skrive historien.

Dokumentet pointerer, at artiklen skal godkendes af de medvirkende kilder og af kommunikationsafdelingen, og at det er det sundhedsfaglige personale, der skal indhente Thora Poulsens eller andre patienters tilladelse til, at journalisten må tale med dem, angiveligt for at sikre, at hun er ved sine fulde fem og derfor kan medvirke i et interview.

Journalisten vil desuden gerne have en fotograf til at tage billeder af den uhensigtsmæssige placering af sengen og af glasset med teskeen, men det kan ikke lade sig gøre af hensyn til patientens integritet og velbefindende. ”Hun er jo skrøbelig,” vurderer personalet.

  • Hvad mener du om forløbet?
  • Hvad tænker du om patientens rettigheder?
  • Hvordan kan demokratiet sikres, når hospitalets rutine er præget af procedurer, der gør det svært at skrive og fotografere indefra?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1.

At en person er skrøbelig, betyder ikke, at denne er inkompetent til at udtale sig om egen situation eller lade sig fotografere. Det kliniske personale vil også ved indledning af eventuel pleje og behandling bede om informeret samtykke og vil opfatte besvarelsen som kompetent.

Respekten for patientens autonomi kan i det etiske lys give overvejelser i forhold til, om patienten helt kan gennemskue konsekvenserne af sine handlinger. En person, som er indlagt, er en sårbar person, vi som klinikere skal drage omsorg for uden at krænke. Balancen er hårfin, men vil patienten være i stand til at takle den uro og opmærksomhed, en avishistorie vil bringe, når det samtidig er vigtigt, at pleje og behandling foregår i gensidig tillid?

Måske skulle man tale med patienten om dette og sammen med denne overveje at udtale sig om det oplevede efter udskrivelsen?

Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, Etik- og Kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Svar 2.

Thora oplever ikke sit ophold på hospitalet tilfredsstillende, hvilket skyldes de omgivelser og omstændigheder, hun er underkastet. Der kan være flere grunde til, at hospitalet vil beskytte patienter, da der ofte ses eksempler på, at selv mindre, og måske usaglige, historier i pressen lynhurtigt kommer ud af proportion og skaber unødig frygt hos befolkning og patienter.

Hospitalets ønske om og forsøg på at beskytte patienterne med procedurer og regler sætter dog etiske værdier som troværdighed, åbenhed, respekt og integritet på spil, og dermed sættes ytringsfriheden og demokratiet på en prøve, hvilket også påvirker personalets retorik.

Personalet tager ikke hensyn til Thoras integritet, når de omtaler og betegner hende som skrøbelig, og respekterer dermed ikke hendes personlighed og værdier. I stedet for at bruge argumenter som beskyttelse af den skrøbelige i en sag, hvor klagen i bund og grund er utilfredshed over de fysiske forhold, har ledelse og personale sammen et ansvar for at fremme patientens sundhed.

Hertil kan man bruge de Sygeplejeetiske Retningslinjer til refleksion over den daglige praksis og dermed styrke den
reelle argumentation.

Af Annette Hegelund, sygeplejerske, SD, Afdelingsleder, Ældre & Omsorg, Brøndby Kommune, Næstformand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Redaktionen har på baggrund af dilemmaets tema om patientens ytringsfrihed bedt Oluf Jørgensen, forskningschef i mediejura, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aarhus, om at bidrage med et svar. Han skriver:

Ytringsfrihed er en menneskeret, og patienter på et sygehus har naturligvis også ret til at komme frem med oplysninger og meninger. Ledelse og personale må ikke hindre patienters kontakt til offentligheden eller gøre det vanskeligt ved at opstille unødvendige barrierer.

Det afgørende er, at patienten selv ønsker kontakt med en journalist og fotograf med sigte på offentliggørelse. I sagen fremgår det, at patienten er vred og ringer til datteren, der er journalist. Datterens kollega vil gerne lave en historie og kontakter afdelingen.

Afdelingen skal sikre, at det er patientens eget ønske at få besøg af journalist og fotograf med sigte på publicering. Det kan nemt konstateres ved at spørge patienten vel at mærke uden at lægge pres i nogen retning. Desuden skal afdelingen sikre, at kontakt og fotografering kan foregå uden at genere andre patienter. Der kan f.eks. aftales et tidspunkt for journalistens og fotografens besøg, hvor der er mindst trafik på gangen, hvor patienten er placeret. En medarbejder kan på passende afstand sikre, at fotografen kun tager billeder af seng, glas og ske. Hvis patienten har givet samtykke til at blive fotograferet, kan fotografen også tage et billede, hvor hun ligger i sengen med glasset i den ene hånd, skeen i den anden og elevatordøren bagved.

Afdelingen må ikke opstille bureaukratiske forhindringer med krav til journalisten om samtale med oversygeplejersken eller om underskrift på et dokument. Det er klart i strid med ytringsfriheden at stille krav om, at artiklen skal godkendes af sygehusets kommunikationsafdeling.

Patienter er som udgangspunkt i stand til at give et gyldigt samtykke. En patient kan dog være i en tilstand, hvor hun er ude af stand til at give et gyldigt samtykke. Det må vurderes konkret, om en patient, der f.eks. lider af senildemens, psykose eller hjerneskade, kan forstå situationen og selv tage stilling. Det er udtryk for utilladeligt formynderi, hvis personale forhindrer kontakten blot med henvisning til, at patienten er ”skrøbelig”.

I de tilfælde, hvor det sagligt vurderes, at patienten ikke selv kan tage stilling, vil de nærmeste pårørende kunne træde til og tage stilling på patientens vegne. I den konkrete sag er det formentlig datteren, der i så fald kan give samtykke.


DILEMMA
Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Ytringsfrihed