Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra forsker til fag: Fokus på unge kronisk syge patienter i børneafdeling

I Danmark findes ca. 135 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået, siden de fik deres forskertitel

Sygeplejersken 2014 nr. 10, s. 43

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

low_forsker-til-fag_Vibeke-BregnballeVibeke Bregnballe, sygeplejerske, MHH, ph.d., er 58 år, bor i Aarhus og er samlevende. Hun har tre børn. Vibeke Bregnballe er ansat som forskningssygeplejerske i Børneafdelingen, Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Hvad fik dig til at forske?
”Efter at have taget min master i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling blev jeg ansat som forskningssygeplejerske i en nyoprettet stilling i Børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Mit arbejde bestod i at bedrive egen forskning samt hjælpe andre sygeplejersker i afdelingen med mindre forskningsprojekter. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg manglede forskningskompetencer, så en forskeruddannelse lå ligefor. Min daværende oversygeplejerske Inge Pia Christensen og professor Schiøtz støttede mig, og chefsygeplejerske Vibeke Krøll lagde karriereveje for os forskningssygeplejersker. Vi var mange forskningssygeplejersker, som i de år startede på ph.d.-studiet, og vi følges stadig ad i vores videre virke.”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
”Ung med kronisk sygdom er mit overordnede emne. Mit ph.d.-studie er et deskriptivt studie, og unge med cystisk fibrose er den patientgruppe, min forskning omhandler. Vi spurgte de unge patienter, hvilken støtte de ønsker fra forældrene og fra sundhedsvæsnet i overgangen fra at være barn, hvor forældrene har ansvaret for behandlingen, til at være voksen og ansvarlig. Titlen på min ph.d.-afhandling er ”Fra barn til voksen med cystisk fibrose”.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”Jeg var indskrevet på Klinisk Institut, Aarhus Universitet. Min hovedvejleder var professor i pædiatri P.O. Schiøtz, og som medvejledere havde jeg professor i sygepleje Kirsten Lomborg og professor i psykologi Mikael Thastum.”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Under ph.d.-studiet fik jeg samme løn som før studiet. Mange bidrog økonomisk: Børneafdelingen på AUH, Aarhus Universitet via professor P.O. Schiøtz, Rigshospitalets Børne-Unge-Program, Cystisk Fibrose Foreningen, Novo Nordisk Fonden, Roche og Dansk Sygeplejeråd.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Mine forskningsresultater er dels publiceret i afhandlingen (1), dels i videnskabelige tidsskrifter (2,3).”

Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Da jeg efter ph.d.-studiet vendte tilbage til mit job som forskningssygeplejerske, fik jeg til opgave at skabe fokus på unge, kronisk syge patienter i børneafdelingen. Vi etablerede Ungdomsmedicinsk Gruppe, som er en tværfaglig gruppe, der arbejder på at forbedre forholdene for indlagte patienter i alderen fra ca. 12-16 (18) år. Vi arbejder med transition, kommunikation, patientrettigheder, uddannelse af personale samt ungevenlig indretning. Vi har bl.a. startet en café for unge i alderen 12-22 år tilknyttet Aarhus Universitetshospital i Skejby. Café Nexus, som den hedder, er bemandet med frivillige fra Ungdommens Røde Kors og er et fristed på hospitalet, hvor der er fokus på ungdom frem for sygdom. Der er åbent alle hverdagsaftner. Vi har også sammen med andre hospitaler startet Dansk Ungdomsmedicinsk Netværk, som er et nationalt netværk for sundhedspersonale med interesse for ungdomsmedicin.”

Hvad forsker du i aktuelt?
”I mit ph.d.-forløb lavede vi en stor spørgeskemaundersøgelse, og alle data fra undersøgelsen er endnu ikke analyseret og publiceret. Data om unge med cystisk fibrose, som flytter hjemmefra, er ved at blive opgjort. Der er bl.a. spørgsmål til såvel de unge som forældre om, hvilke besværligheder de oplever, når den unge skal flytte hjemmefra eller er flyttet hjemmefra. Desuden er vi ved at starte et projekt op om ungesamtaler, hvor bl.a. et nyligt udviklet skema skal afprøves. Det er et skema, som skal sikre god forberedelse af de unge til voksenlivet med kronisk sygdom.”

Litteratur

  1. Bregnballe V, 2011. From Child to Adult with Cystic Fibrosis: Ph.d. Dissertation. Aarhus University Hospital, Faculty of Health Sciences, School of Public Health, Department of Nursing Science.
  2. Bregnballe V, Schiøtz, PO, Lomborg K, 2011b. Parenting adolescents with cystic fibrosis: the adolescents’ and young adults’ perspectives. Patient Prefer Adherence 5, 563-70.
  3. Bregnballe V, Schiøtz, PO, Boisen KA, Pressler T, Thastum M, 2011a. Barriers to adherence in adolescents and young adults with cystic fibrosis: a questionnaire study in young patients and their parents. Patient Prefer Adherence 5, 507-15.