Dilemma: Hjertestop kan kureres

Nogle af landets plejecentre bebos ikke kun af meget gamle mennesker. Også yngre personer med kroniske lidelser eller mennesker med følger af langvarigt misbrug kan være at finde på plejehjem. Det betyder nye krav til ledelsen bl.a. omkring udstyr til genoplivning.

2014-12-dilemma_low
Illustration: Pia Olsen
Asta og Ebbe er forældre til en 42-årig mand med sklerose. Deres søn Kasper er netop flyttet ind på det lokale plejehjem, en selvejende institution, og forældrene har gået hjemmet, værdigrundlaget og Kaspers bolig efter i sømmene. De er stærkt indignerede over, at der ikke er en tilgængelig hjertestarter på hjemmet, og de har bedt om et møde med ledelsen.

”Selv om Kasper har en kronisk sygdom og ikke længere kan klare sig selv, har han krav på genoplivning, hvis det skulle gå galt,” mener Asta. Kasper nikker, så godt han kan.

Lederen melder klart ud: ”Det er ikke en problemstilling, vi har haft diskussion om før, hovedparten af vores beboere dør her på stedet, og vi bestræber os på, at døden bliver værdig og foregår efter den døendes og de pårørendes ønske, også med hensyn til genoplivning. Det er noget, vi taler med parterne om allerede ved indflytningen, og vi skriver de ønsker ned, der måtte være, så dokumentationen er i orden, og personalet ikke er i tvivl, hvis en beboer bliver akut dårlig.”

Kasper nikker, men Asta er ikke tilfreds. ”Der bør være en hjertestarter her, når I har så unge beboere,” siger hun. Lederen lover at diskutere problematikken i ledergruppen og med bestyrelsen.

Hvad mener du:
• Har Asta ret, bør der være en hjertestarter på et plejehjem, hvor der bor yngre mennesker?
• Og hvad med de gamle beboere, har de ikke krav på behandling med en hjertestarter, hvis de har udtrykt ønske om det?
• Hvordan sikrer ledelsen sig, at et beboerønske er aktuelt, den dag beboeren eventuelt får hjertestop?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

22. januar 2014 udkom en længe ventet lov vedrørende fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, uden for sygehuse. Heri er det anført, at det tydeligt skal fremgå af borgerens patientjournal, hvis denne sammen med egen læge har truffet beslutning om, at der ikke ønskes iværksat genoplivning.

Videre står der i loven, at det er et ledelsesansvar, at personalet, som varetager den daglige pleje, har aktuel viden om borgernes ønsker. Der skal således være procedurer for dette område på den enkelte institution, herunder en beskrivelse af, hvordan man lokalt sikrer sig, at beboerens ønsker løbende bliver ajourført og dermed altid er aktuelle og kendte.

 Ønsker en beboer – uanset alder – genoplivning og anvendelse af hjertestarter, bør denne mulighed være tilgængelig. Hjertestarteren vil også kunne anvendes, hvis et personalemedlem får hjertestop.

Svar 2. Af Annette Hegelund, sygeplejerske, SD, næstformand for Sygeplejeetisk Råd, projektmedarbejder i Lemvig Kommune.

Der er flere værdier på spil i denne lille hverdagshistorie, som er afgørende for valget af ledernes konkrete handlinger.
Først er der respekt for selvbestemmelsesretten, hvor det er Kasper og ikke hans mor, der må tage stilling til, hvordan livet skal og kan leves med en kronisk og invaliderende sygdom, og hans tanker og ønsker for, hvordan det en gang må afsluttes. Det kan være en vanskelig rolledeling, som varsomt må afklares.

Samtidig er det vigtigt at anerkende Astas bekymring for sin søn. Hvad er det, hun er så bange for? Hvad forventer hun af en hjertestarter? Havde Kasper en sådan i sin tidligere bolig, og hvorfor er der behov for den nu? Hvordan skabes der bedst tryghed for Asta, så hun kan tro på, at der handles såvel fagligt, juridisk som værdigt i tilfælde af hjertestop.

Om ledergruppens hidtidige holdning til anskaffelse af en hjertestarter ændres af deres diskussion, afhænger formentlig ikke af beboernes alder, men det er en fin anledning til at reflektere over emnet. Desuden bør emnet sættes til debat blandt personalet og dermed være med til at sikre, at Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, og om afbrydelse af behandling, uden for sygehuse” efterleves i praksis.

Lederen har ansvar for, at der udarbejdes instrukser for, hvordan den enkelte borgers ønsker for livets afslutning beskrives, og hvordan der samarbejdes med lægen omkring beslutning om livsforlængende behandling, så beboerønskerne er klare og tilgængelige, den dag beboeren eventuelt får hjertestop.

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk  Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.