Dilemma: Hjælp mig med at dø

​Aktiv dødshjælp, assisteret selvmord eller døden, som den kommer. Debatten ulmer næsten altid, og sociale medier gør det lettere at finde ud af, hvad andre fagfolk mener om emnet.

2014-13-dilemma_low
Illustration: Pia Olsen
Josefine har været uddannet sygeplejerske i to et halvt år. Hun er meget optaget af faglige spørgsmål og især af emnet aktiv dødshjælp. Hun arbejder på en hæmatologisk afdeling og har mødt fem-seks patienter, som ønskede hjælp til at dø. Josefine er ivrig debattør på en lukket Facebookgruppe, hvor mange af medlemmerne er sygeplejersker.

Her har hun skrevet om en ung mand, som ønskede at dø, og hun har spurgt de andre i gruppen, hvad de ville gøre, hvis de var kommet tæt på en 31-årig mand, som bad om hjælp til at dø:

”Asger var meget speciel, han var opvokset i Grønland, han var ikke bange for at dø, men ønskede et værdigt farvel, og det var efter hans opfattelse ikke foreneligt med at sløje langsomt af og blive mere og mere afhængig af plejepersonalet. Hans tre søskende, som bor i Danmark, var enige og støttede hans ønske. De gik i gang med at undersøge mulighederne for at komme til Schweiz for at modtage aktiv dødshjælp, men Asger døde af sin sygdom to uger senere.”

Josefine får mange kommentarer til sit indlæg, og en måned efter bisættelsen kommer Josefines oversygeplejerske hen til hende.

”Har du tid et øjeblik?” spørger han. Det har Josefine. Oversygeplejersken vil gerne vide, hvilke tanker Josefine gør sig, når hun skriver til sin Facebookgruppe. Det går op for Josefine, at oversygeplejersken er med i den samme lukkede gruppe.

  • Har Josefine grund til at være bekymret over sit indlæg på Facebook?
  • Er det i orden, at oversygeplejersken trækker Josefine til side på den måde?
  • Hvilke overvejelser gør du dig, når du skriver om dit arbejde på Facebook?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1: Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, Etik- og Kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Hvad siger patienten selv, er tit det bedste spørgsmål. I dette tilfælde: ”Hvad har den tidligere patient ment om at blive diskuteret i det offentlige rum?”

Og hvad mener den efterladte familie? Er det i den tidligere patients og familiens interesse at få sig portrætteret med interne refleksioner, der kan betegnes som værende af intim karakter?

Hvis sagen har været så genkendelig, som den er præsenteret, og gruppen samtidig ikke er mere lukket, end at Josefine ikke ved, hvem der er med, er der tale om et offentligt rum, hvor personlige forhold foldes ud ucensureret.

Svaret giver næsten sig selv, og det er forventeligt, at det er, hvad oversygeplejersken gerne vil tale om. En leders fornemste opgave er at medvirke til opretholdelsen af et fagprofessionelt miljø, der bl.a. betyder, at patienterne kan have fuld tillid til det kliniske personales fortrolighed.

Svar 2. Af Randi Bligaard Madsen, Udviklingskoordinator, cand.cur., Staben, Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Hverken aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord er tilladt i Danmark, men det fritager ikke sygeplejersker fra at forholde sig til emnet. Josefine har plejet flere uhelbredeligt syge patienter, som har ytret ønske om aktiv dødshjælp, og én patient har truffet beslutning om assisteret selvmord.

Det får Josefine til at overveje, om der kan være en konflikt mellem det sygeplejeetiske princip om ”Respekt for selvbestemmelse” – at den enkelte patient, såfremt det er muligt, bevarer magt over egen tilværelse og retten til at træffe egne valg, og det lovgivningsmæssige i, at det ikke er tilladt at yde aktiv dødshjælp eller medvirke til assisteret selvmord.

Derfor er det godt, at hun vælger at dele sine refleksioner med andre sygeplejersker, så parterne kan få flere etiske perspektiver på problemstillingen. Men når Josefine detaljeret beskriver Asger, hans alder, kulturelle tilhørsforhold og aktuelle sygdomssituation, er det et brud på tavshedspligten, da data af denne karakter direkte kan henføres til patienten.

Derfor er det forståeligt, at oversygeplejersken kontakter Josefine og spørger, hvilke overvejelser hun gør sig, når hun skriver om sit arbejde på Facebook.

Oversygeplejersken har pligt til at forklare, at det er et klart brud på tavshedspligten, og han har også pligt til at beskrive, hvilken politik afdelingen eller hospitalet har, når man som sundhedsprofessionel skriver på Facebook. Patienter skal ikke diskuteres på Facebook, men Facebook kan være et godt medie at debattere emner som for eller imod aktiv dødshjælp, når der ikke inddrages konkrete patientsituationer.

​​

Emneord: 
Dødshjælp