Dilemma: Nej tak til hjælp

Benjamin er 23 år, og han har tilbragt det meste af et år i sit kælderværelse i familiens hus. Familien, der tæller fem mennesker, er rådvild og bange. Hvorfor vil Benjamin ingenting, er han syg? Hvorfor sidder han indimellem med en kniv i hånden? Er det alvor, når han siger, at det måske var bedre, hvis han var død?

Benjamins far har kontaktet egen læge, psykiatrisk skadestue, kommunen, en praktiserende psykiater, en psykolog. Alle svarer, at Benjamin naturligvis kan få hjælp, men først når han selv er parat, det vil sige, når han selv er motiveret til at opsøge hjælpen.
Benjamins far spørger, om der da ikke er nogen, der kan komme hjem og tale med Benjamin, men svaret er altid, at Benjamin selv skal ønske at blive hjulpet.

Benjamins far finder en artikel om forebyggelse af selvmord. Både symptomer og støttemuligheder er nævnt i artiklen. Symptomerne på selvmordsrisiko passer på Benjamin, og den nødvendige støtte, som en pårørende eller ven kan yde, er til at gå til.

Faderen ringer i desperation til psykiatrisk skadestue, fremlægger situationen og fortæller om artiklen. ”Benjamin er velkommen herhenne,” svarer en sygeplejerske og fortsætter. ”Jeg kender ikke den pågældende artikel, men det er et område, vi prioriterer.”
Benjamins far begynder at græde.

• Hvad tænker I om Benjamins historie?
• Hvad skal Benjamins far gøre?
• Bør sundhedsvæsenet være i stand til at hjælpe Benjamin og hans familie, selv om Benjamin ikke synes, der er brug for det?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Når patienternes kompetente valg ikke harmonerer med det, vi som klinikere ved, er det fagligt bedste valg, får vi det dårligt. Vi er etisk opdraget, og i dette eksempel er den pårørende af samme opfattelse: at det myndige barns kompetente valg vil være til skade for personen selv. Princippet om ”ikke at skade” er et anerkendt bioetisk princip, der kan anvendes som udgangspunkt for etisk refleksion. I dette eksempel vil princippet om ikke at skade udfordre det kompetente valg. Er Benjamin bevidst om, at han er i færd med at skade ikke kun sig selv, men også sin familie? Det kan virke, som om Benjamin er for skrøbelig til at blive overladt til sin egen beslutning. Autonomibegrebet er relationelt. Mennesker fungerer i verden i kraft af hinanden, og derfor er min anbefaling, at Benjamins far skal blive ved med at bede om hjælp. Hvis den indledende påstand om, at klinikere er uddannet etisk, er korrekt, vil der på et tidspunkt være en sundhedsfaglig person, der hører råbet om hjælp.

Svar 2. Af Hanne Reinhold Juul, sygeplejerske, funktionsleder, Psykiatrisk Afdeling Esbjerg – Ribe, Lokalpsykiatri Esbjerg

Denne problemstilling kan, hvis den fortsætter, få store konsekvenser for en ung mand og hans familie.
Familiens praktiserende læge, som er nøgleperson i vores sundhedsvæsen, skal vurdere og handle, så Benjamin kan få den hjælp, der er behov for. Selvom Benjamin pga. sin tilstand ikke selv formår at bede om hjælp, kunne et besøg af egen læge hos familien være første skridt på vejen til, at Benjamin får en kontakt til psykiatrisk skadestue og forhåbentlig frivillig behandling. Brugen af tvang udgør altid en krænkelse, derfor skal vi professionelle strække os så langt som muligt indenfor lovens rammer, for at behandling kan tilvejebringes uden tvang. Var jeg sygeplejerske i psykiatrisk skadestue, ville jeg bruge tid på at lytte til Benjamins far, give råd og støtte og evt. tage kontakt til den praktiserende læge for at opfordre til et hjemmebesøg.

Læs mere på www.nursing-standard.co.uk september 24: vol 29 no 4:2014. Suicide: the preventable crisis.