Dilemma: Lise vil ikke stikkes

Når et barn skal opereres akut og ikke vil have taget blodprøver, sker det, at personalet holder barnet fast. Det er ikke rart, hverken for barnet, de pårørende eller personalet.

Dilemma-illu
Illustration: Pia Olsen
Lise er ni år, og hun har haft ondt i maven et par dage. Nu har hun feber og bliver mere og mere klagende. Da klokken nærmer sig 10 om aftenen, synes hendes mor ikke, hun kan holde ud at se Lise klage sig længere, så hun kontakter vagtlægen.

Klokken 11 kommer vagtlægen forbi, hun trykker Lise på maven, spørger lidt ind, og efter ganske kort tid siger hun til Lises mor: ”Vi får brug for en ambulance her, for Lise har blindtarmsbetændelse, og hun skal opereres snarest.” Moderen bliver nervøs og bange, men er glad for, at der er truffet en afgørelse. Lise hyler og vil ikke på hospitalet.

Da Lise bliver indlagt, skal hun have taget blodprøver, og det vil hun ikke. Hun har fået tryllecreme på begge albuebøjninger, men skriger, slår med knyttede næver og kan slet ikke samarbejde. Lises mor forsøger at tale hende til ro, men uden succes.

Den bioanalytiker, som skal tage prøverne, står og tripper, og operationsholdet er kaldt, så jo før prøverne bliver taget, jo bedre.

To aftenvagter bliver tilkaldt og holder fast i Lises arme, en sygeplejerske lægger sig hen over benene. Prøverne bliver taget, men trods smerter har Lise uanede kræfter i sine små hænder. Hun river bioanalytikeren til afsked og niver den ene nattevagt hårdt i underarmen.

Da personalet dagen efter drøfter hændelsen, bliver fastholdelsen af Lise taget op.

Hvordan kunne personalet have håndteret Lises modstand anderledes?
Er det i nogle situationer i orden at fastholde børn, som er bange og derfor ikke vil/kan samarbejde?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1.

Et barn på ni år er ikke myndigt, men barnet skal høres. Og hvorfor stilles der ikke flere spørgsmål til dette barns reaktion? Hvorfor reagerer barnet så voldsomt både hjemme og på hospitalet? Når man skal analysere etisk på, om det er korrekt at lade patienten bestemme selv, på trods af at valget kan være sundhedsskadeligt, bør der i disse overvejelser indgå en vurdering af, hvad baggrunden er for, at patienten vælger anderledes, end andre normalt ville gøre. Og samtidig skal der være en vurdering af, om patienten er bevidst om konsekvenserne af sine valg. Et barn på ni år kan ikke vurdere konsekvenserne af en sprængt blindtarm, men det er bekymrende, at det kunne se ud til, at begrundelsen for at holde barnet så voldsomt er, at ”operationspersonalet er kaldt ind”, og at bioanalytikeren ”tripper”. Hensigten bag det at fastholde barnet så voldsomt burde være fremhævet mere: At barnet er i overhængende livsfare – eller er der virkelig ikke en halv time til at tale med barnet eller måske få en barnekyndig person til at komme? End ikke overvejelser i den retning er beskrevet. 

Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital. 

Svar 2.

Dette er et ægte dilemma, for personalets valg vil få betydning for pigen og hendes mor. I den aktuelle situation vil det selvfølgelig være ønskeligt, om personalet vil kunne tale pigen til fornuft, så de kan udtage de nødvendige blodprøver. Hvis der var tid til det, kunne pigen og hendes mor forberedes på alt, hvad der skulle ske. Men fra casen ved vi, at der er kort tid, fordi der er fare for, at blindtarmen vil springe. Overordnet og principielt må personalet overveje, hvordan de skal forholde sig i sådanne situationer, idet der vil opstå analoge tilfælde, hvor det er vigtigt at have tænkt forskellige scenarier igennem. Der kan eventuelt udarbejdes en guide med spørgsmål og overvejelser, der skal gennemtænkes for at nå frem til det bedste resultat. Spørgsmålet om, hvilke forhold der vil kunne legitimere overgreb på børn, er et alvorligt spørgsmål, der kræver grundige overvejelser, og der gives aldrig en facitliste, hvor der ikke skal indgå refleksioner i forhold til barnets tarv, både på det aktuelle tidspunkt og i et længere perspektiv. Det, som personalet vælger, kan jo ikke vælges om. Og uanset hvad personalet vælger, får det betydning for både barnet og forældrenes oplevelse af situationen – og alle skal leve med de valg, der bliver truffet. Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser