Palliativ borger forsøgt genoplivet i ambulance

En social- og sundhedsassistent kommer en weekendmorgen ud i hjemmet hos en borger med inoperabel lungekræft og finder ham siddende stakåndet i en stol, efter at han har været faldet aftenen før på vej til toilettet. Han har slået skulderen. Social- og sundhedsassistenten giver ham hans medicin samt lidt at drikke og får lejret ham i sengen. Borgeren ønsker, at de pårørende bliver kontaktet, og social- og sundhedsassistenten ringer herefter til sygeplejersken, som opfordrer til at ringe til lægen med henblik på nærmere undersøgelse. Borgerens datter overtager samtalen med lægen og aftaler, at hun vil blive hos sin far.

Om eftermiddagen kommer sygeplejersken på tilsyn på foranledning af datteren. Hun er ikke vant til at komme i hjemmet, da det er weekend, og den faste kontaktsygeplejerske ikke er i vagt.

Sygeplejersken har på forhånd prioriteret, at det er vigtigere at komme på tilsyn end at sætte sig ind i hele historikken i journalen.

Hun har kun læst det sidste notat fra om formiddagen, som beskriver situationen med fald i hjemmet og lægetilsyn.
Sygeplejersken noterer sig, at borgeren har cyanose og fremstår med angst. Han er ikke i stand til at indtage sin inhalation pga. manglende kræfter. Derfor vurderer sygeplejersken, at der er behov for indlæggelse, da hun ikke har mulighed for at give ilt eller inhalationer.

Situationen udvikler sig meget akut, og sygeplejersken frygter, at manden vil dø af angst og åndenød. Hun ringer 112.
Manden dør senere på dagen. De pårørende klager efterfølgende over, at der blev ringet 112, frem for at manden kunne være blevet i sit hjem.

Sygeplejersken ville redde liv

Den sagkyndige i Patientombuddet vurderer, at personalet i hjemmeplejen har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med behandlingen og pleje af den ældre kræftsyge mand.

”Social- og sundhedsassistent xx sikrede, at borger xx blev tilset af lægen, samt at der var nogen hos ham, til lægen kom,” skriver den sagkyndige.

”Sygeplejerske xx sikrede indlæggelse for at redde liv, da hun ikke havde andre handlemuligheder i den akutte situation. På den baggrund har personalet handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af borger xx i perioden xx,” skriver den sagkyndige.

Der var ikke på forhånd lavet nogen klar aftale med lægen om, at borgeren ikke skulle forsøges genoplivet, det stod ikke nævnt i journalen. Efterfølgende var der divergerende opfattelser af, hvorvidt den kræftsyge mand ønskede at blive indlagt i tilfælde af forværring af tilstanden.

Ifølge familien, som klagede til Patientombuddet, havde den ældre borger frabedt sig indlæggelse. I et journalnotat fra sygehuset stod det anført, at patienten ønskede at forblive i eget hjem så længe som muligt, men overvejede hospice eller plejehjem i sidste fase.

Afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn: Borgeren var i palliativ behandling pga. sin uhelbredelige kræft. Disciplinærnævnet kunne ikke fastslå, hvorvidt borgeren var i den terminale fase på baggrund af sygdommen, og derfor handlede sygeplejersken på baggrund af den akutte situation og ikke det overordnede sygdomsbillede. Det er disciplinærnævnets opfattelse, at borgeren ikke havde taget stilling til ønske om genoplivning, og at der må tolkes, at borgeren indvilligede i eller ønskede indlæggelse ved forværring eller akutte situationer. Sygeplejersken vurderede, at borgeren kunne hjælpes i den akutte situation, og at manden derfor ikke var uafvendeligt døende, hvorfor hun ikke havde ret til at undlade behandling. Sygeplejersken forholdt sig relevant til, at der ikke var taget stilling til borgerens ønsker for det videre forløb, og hun opfyldte på denne baggrund pligten til ikke at hensætte en person i hjælpeløs tilstand.

Praktiserende læge har ansvar for journalført aftale

Inge Jekes er sagkyndig i Patientombuddet, og vi har bedt hende vurdere, om den nye vejledning om fravalg af livsforlængende behandling kan få betydning for en lignende sag i fremtiden.

”Den nye vejledning præciserer, at det er den praktiserende læges ansvar at få indgået en aftale om behandlingsansvar i det tilfælde, hvor patienten er tilknyttet flere læger, f.eks. palliativt team. Det er lægens ansvar, at der bliver taget stilling til genoplivning, og at det bliver journalført. I hjemmet var en tryghedskasse, men den kan først anvendes på klar ordination af en læge. I dette tilfælde var aftalerne ikke klare nok.”