Kræftpatienter med lav social status bliver tabt på gulvet

Patienter med lav social status udvikler hyppigere kræft og har dårligere chance for at overleve. Det skal sygeplejersker være bevidste om og indrette deres samarbejde med patienterne efter, når det gælder information, hjælp og støtte i konkrete behandlings- og rehabiliteringsforløb.

Hvert år får ca. 36.000 mennesker i Danmark konstateret en kræftsygdom.

Trods den danske velfærdsmodel, hvor der er relativt små uligheder i indkomst, og hvor alle borgere principielt er sikret samme rettigheder og muligheder indenfor sundhedsvæsenet, er der imidlertid markant forskel i både forekomst og overlevelseschancerne afhængigt af borgerens sociale status.

Der ses således en social ulighed i forhold til sammenhængen mellem forekomsten af visse kræftformer (primært hoved-, hals-, lunge- og bugspytkirtelkræft) og borgernes sociale status.

Risikoen for at udvikle kræft stiger i takt med lavere uddannelse og lavere indkomst og påvirkes desuden af dårlige boligforhold og ægteskabelig status, hvor enlige er mere udsatte. I samme gruppe ses en større dødelighed end hos kræftpatienter med højere social status (1).

Til trods for at der er tilført relativt mange ressourcer på kræftområdet, ikke mindst i forbindelse med Kræftplan I, II og III, ligger Danmark fortsat bagud angående kræftoverlevelse i forhold til de lande, vi sammenligner os med.
 

Social ulighed i rehabilitering

Inden for sundhedsvæsenet er begrebet rehabilitering i disse dage højt på dagsordenen. I Kræftplan III, som blev offentliggjort i 2010, er et af fokusområderne en øget indsats indenfor rehabiliterings- og palliationsområdet.

Formålet med rehabilitering er at sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde bedst mulig fysisk, psykisk og social funktionsevne med henblik på at opnå uafhængighed og selvbestemmelse.

Det påpeges endvidere, at visse kræftpatienter har specielle behov på grund af f.eks. komorbiditet og/eller belastet social situation (2).

En stor dansk kohorteundersøgelse (3), som blev publiceret i 2012, konkluderer, at kræftpatienter med lav social status langt sjældnere deltager i rehabiliteringstilbud og har adskillige uindfriede behov af både fysisk, psykisk og social karakter.

Tal fra rehabiliteringscentret Dallund viser ligeledes, at der er en overvægt af socialt bedre stillede kræftpatienter, som deltager i centrets rehabiliteringsprogrammer (4).

På Aarhus Sygehus har man med succes gennemført differentierede rehabiliteringstilbud blandt patienter med blodprop. Tidligere var majoriteten af deltagerne patienter med højere social status, men ved at systematisere tilbuddene lykkedes det at rekruttere patienter fra andre socialgrupper og samtidig opnå positive resultater (ibid).

Der eksisterer således et skisma mellem intentionerne i Kræftplan III samt den kendsgerning, at kræftpatienter med lav social status ikke i tilstrækkelig grad rehabiliteres.

Som sygeplejerske på en onkologisk afdeling møder man i sit kliniske arbejde patienter med lav social status, hvoraf en stor del af patienterne har problemstillinger, som øger kompleksiteten af deres indlæggelses- og sygdomsforløb.

Det kan dreje sig om komorbiditet, psykosociale problemer i form af arbejdsløshed, dårlige boligforhold og begrænset eller intet netværk. Man oplever, at patienterne ikke i tilstrækkelig grad forstår den information, der gives, og har dårlig komplians i forhold til medicinindtagelse.

Desuden kan de have svært ved at navigere i behandlingssystemet, som ofte består af flere behandlingssteder på grund af diverse centraliseringer i det moderne sundhedssystem.

Det er derfor en faglig udfordring for sygeplejersker, som arbejder med kræftpatienter, at støtte patienten i at opnå større medansvar og medindflydelse i forbindelse med rehabilitering.

Hvordan klæder man denne patientkategori bedre på til at kunne håndtere deres liv med en alvorlig kræftsygdom? Og hvordan kan man støtte patienten i at opretholde en tilværelse med færrest mulige gener af såvel fysisk, psykisk og social karakter?
 

Brugbare teorier

For at kunne forstå, hvilke årsagsmekanismer der kan ligge til grund for, at kræftpatienter med lav social status ikke rehabiliteres optimalt, kan den franske sociolog Pierre Bourdieus teori om habitus, felt, kapital og symbolsk vold anvendes.

Teorien kan benyttes til at forstå, hvilken betydning menneskets opvækst og levede liv har for, hvordan man agerer, tænker og orienterer sig i forskellige situationer.

Ifølge Bourdieu formes det enkelte menneske ud fra historiske, sociale, kulturelle og kropslige erfaringer (5). Set i lyset af dette møder sygeplejersken patienten med lav social status med et anderledes værdisæt og kan have en forudfattet mening om ”det gode liv”, og hvad der er rigtigt og vigtigt for patienten.

Empowerment er et begreb, som oprindeligt stammer fra Latinamerika, hvor pædagogen Paulo Freire udviklede empowerment-modellen i sit arbejde blandt fattige analfabeter. Metoden har efterfølgende vundet indpas i relation til sundhedsfremme, hvor det primært er de udsatte og sårbare grupper, der kan profitere af empowerment.

Det overordnede mål med empowerment er, at patienten opnår indflydelse, kontrol over eget liv samt en følelse af meningsfuldhed (6).

Empowerment tager udgangspunkt i patientens ressourcer fremfor svagheder. F.eks. vil sygeplejersken være i en overposition i forhold til den ressourcesvage patient ved at være bedre uddannet og have en større status.

Det er vigtigt, at den sundhedsprofessionelle fralægger sig noget af sin magtposition og træder ud af sin ekspertrolle og i stedet er lydhør overfor, hvad der er vigtigt og meningsfuldt for patienten.

Et kvalitativt nordisk studie med hoved-hals-kræft-patienter (7) omhandlende patienternes oplevelse af sygeplejerskens adfærd i forbindelse med sundhedsfremmende sygepleje, påpegede flere punkter som værende vigtige for kræftpatienten.

De mest betydningsfulde oplevelser hos patienterne relaterede sig til sygeplejersker, der optrådte kompetente, omsorgsfulde og samtidig udstrålede ligeværdighed.
 

Sygeplejefaglige udfordringer

En kræftpatient får mange informationer både mundtligt og skriftligt igennem sit sygdomsforløb, som han skal forholde sig til. De kan dog være vanskelige at rumme og forholde sig til, hvis man ikke i sin dagligdag er vant til at tilegne sig mange informationer på relativt kort tid.

De ressourcestærke patienter har nemmere ved at tilegne sig de mange informationer. De søger ofte selv viden om deres sygdom og behandling, ligesom deres netværk kan supplere med oplysninger og opbakning.

Hvis vi som sundhedspersonale formidler et budskab på samme måde uden at skele til patientens ressourcer og sociale position, vil nogle patienter blive tabt på gulvet.

Man må gøre sig klart, at visse patienter vil have behov for mere og anderledes information og støtte, hvis de skal kunne opnå samme behandlings- og rehabiliteringsgevinst som de ressourcestærke.

Kommunikationsformen er derfor utvivlsomt et vigtigt aspekt at være bevidst om i interaktionen med kræftpatienten med lav social position. Dette falder godt i tråd med De Sygeplejeetiske Retningslinjer, punkt 2.2:

”Sygeplejersken skal medvirke til, at patienten modtager og forstår den information, der er nødvendig for at træffe valg. Information, der gives, skal være tilpasset den enkelte patients ønsker og behov samt livssituation” (8).

Omdrejningspunktet i empowerment-begrebet er, at der tages udgangspunkt i patientens ressourcer, og der indgås et ligeværdigt samarbejde. Når man arbejder med kræftpatienter med lav social status, kræver det derfor, at man differentierer sine informationer og interventioner afhængigt af den enkelte patient.

Dette er som sådan ikke et nyt fænomen og vil kunne ses beskrevet i flere sygeplejeteorier. Ikke desto mindre må vi erkende, at der eksisterer en social skævhed inden for kræftbehandling og rehabilitering, og at det delvist kan forklares ved, at patienterne ikke får den støtte og hjælp, som de har brug for.

Mange ressourcesvage patienter vil have behov for hjælp og støtte til at forstå de mange informationer samt til at skabe overblik over behandlingsforløb, rehabiliteringstilbud etc.

Den sociale skævhed og årsagerne hertil – inden for kræftområdet og sundhed generelt – lader sig ikke uden videre løse. Men ved at italesætte og skærpe opmærksomheden på de udfordringer, der ligger i arbejdet med kræftpatienter med lav social status, kan vi medvirke til, at uligheden ikke øges yderligere.

Samtidig må vi forholde os kritisk til det faktum, at lige adgang til diverse ydelser i sundhedssystemet ikke automatisk giver lighed i sundhed. Kort sagt: hvis vi behandler alle ens, gør vi forskel på folk.   

Artiklen udspringer af den afsluttende eksamensopgave på specialuddannelsen i kræftsygepleje 2013. Den anvendte metode i opgaven er litteraturstudier.

Jette Jacobsen er ansat på onkologisk ambulatorium, Roskilde Sygehus.

Litteratur

  1. Dalton SO, Schuz J, Johansen C et al. Social ulighed i incidens og overlevelse efter kræft i Danmark – sekundærpublikation.  Ugeskrift for Læger 2010;172(9):691-6.
  2. Sundhedsstyrelsen www.sst.dk
  3. Holm LV, Hansen DG, Larsen PV et al. Social inequality in cancer rehabilitation: A population-based cohort study. Acta Oncologica 2013;52:410-22.
  4. Dalton SO, Jensen P: Social ulighed. Johansen C (red.): Kræft – senfølger og rehabilitering. København: Hans Reitzels Forlag; 2013.
  5. Wilken L. Bourdieu for begyndere. København: Forlaget Samfundslitteratur; 2011.
  6. Lundemark LA, Brok PN, Mathiesen H. Empowerment på dansk. Aarhus: Dafolo Forlag; 2000.
  7. Björklund M, Fridlund B. Cancer patients’ experiences of nurses’ behaviour and health promotion activities: a critical incident analysis. European Journal of Cancer Care 1999;8:204-12.
  8. Sygeplejeetisk Råd: De sygeplejeetiske Retningslinjer 2004; 1-4. www.dsr.dk/ser
English abstract

Jakobsen J. Cancer Patients with Low Social Status Fall Between the Cracks. Sygeplejersken 2014;(4):90-2.

Despite there being, in principle, equal access in the Danish health system to examinations and treatment for all citizens, there exists social inequality within the area of cancer. Certain types of cancer occur far more frequently in patients with low social status, and the chances of survival in this group of patients is poorer compared to other patients.
Furthermore, studies point to a connection between cancer patients’ social status and insufficient rehabilitation, despite increased focus in health policy.
Therefore, it is relevant for nurses who work with cancer patients to gain better understanding of the mechanisms that may explain why rehabilitation among this patient group is not optimal. Furthermore, it is important to be able to support the patient in assuming greater responsibility for and gaining greater influence on his or her treatment and rehabilitation, which can be achieved by differentiating information and interventions. The notion of empowerment focuses on patient’s resources rather than their weaknesses and is thus fitting to use in work with patients who are particularly vulnerable due to their low social status.

Keywords: Rehabilitation, cancer patients, low social status, empowerment.

Emneord: 
Kræft
Rehabilitering