Studerende i praksis: Den døende som læremester

En sygeplejestuderende er nysgerrig på, hvordan uafvendeligt døende patienter har det med skulle slippe livet. En patient lærer hende lidt om, at fremfor at ligge i sengen og blive mere og mere afkræftet, kan døden være at foretrække. Et ordentligt farvel er en del af processen.

Low_Stud-i-praksis_brev
Arkivfoto: Scanpix
Jeg passede en døende, som havde tabt kampen til brystkræft. Det gik brat ned ad bakke for hende i de tre dage, jeg passede hende.

Jeg havde været inde hos hende en uge forinden, hvor hun fint kunne komme over og sidde i stol, men dette var ikke tilfældet længere, hun var nu sengeliggende, afkræftet og opgivende.

Første dag hos hende var hun talende, grinende og vi snakkede om vind og vejr, og hun var en haj til navne.

Hun spiste sparsomt, men drak fint uden problemer.

Dag to kunne jeg allerede se en ændring, hun havde ikke rigtig lyst til mad, men følte stor tørst. Hendes reaktionsevne ved samtale var nu dårligere.

Jeg havde nu et spørgsmål, som jeg var nysgerrig efter at få belyst. Jeg tænkte på, hvorvidt hun var afklaret med at skulle dø og følelserne bag det. Jeg spurgte med lidt tilløb, hvordan hun havde det med det hele.

Hun svarede, at hun var helt afklaret og syntes ikke, at et liv som sengeliggende var værdigt, når hun var vant til at kunne alt selv. Derudover fortalte hun hele sin sygehistorie fra start til slut og om alt det, der var sket på blot otte måneder.

Jeg sagde til hende, at hun endelig måtte sige til, hvis jeg pressede for meget på med mine spørgsmål, og jeg fortalte, at jeg var meget nysgerrig omkring det her med døden.

Hun siger til mig, helt afkræftet og træt, at jeg næsten skulle prøve at læse det brev, der ligger i skuffen, det er et brev fra en person, som har været hendes veninde gennem mange, mange år. Hun beder mig læse det op.

Jeg begynder at læse op med en klump i halsen og gåsehud over det hele, det er et specielt øjeblik mellem hende og mig. Jeg synes, det er kæmpe stort, at jeg må få lov til det – hvorfor har hun valgt at betro dette brev til lige netop mig? Det er et brev, som jeg aldrig har haft i hænderne før, hvor hensigten er at sige farvel til en god veninde pga. en uretfærdig sygdom og med ”en tak for alle de år, jeg har kendt dig, du er et godt menneske, og vi ses på den anden side.” Det var kæmpe stort. Vi blev begge enormt rørt. Det var virkelig et øjeblik, der ikke kan beskrives, så stort var det.

Bagefter satte jeg mig ned på en stol ved siden af hende for at vise, at jeg havde tid, og vise min taknemmelighed for dette øjeblik.
Dag tre chokerede mig. Jeg kom ind til hende på stuen og sagde godmorgen, men der var nærmest ingen reaktion, og hun var meget træt og søvnig. Jeg kunne mærke, hun var langt væk. Hendes børn kom, og de var endnu mere chokerede over den tilstand, deres mor nu var i, de havde ikke regnet med, at det ville gå så stærkt.

Dette patientforløb vil jeg aldrig glemme. Det var stort og lærerigt.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken

Emneord: 
Død
Sygeplejestuderende
Annonce