Fitnessdans i psykiatrien - et projekt om at skrumpe i bredden og vokse i højden

Artiklen beskriver erfaringer fra pilotprojektet: ”Dans på tværs”, der er brugerstyret fitnessdans for patienter og personale i psykiatrien i Region Nordjylland. Den introducerer fitnessdans som en behandlingsform, der gør det muligt for patienter og behandlere at mødes i øjenhøjde i et sygdomsfrit rum – et projekt om at skrumpe i bredden og vokse i højden.

Forskning viser, at den gennemsnitlige levealder hos mennesker med svær psykisk sygdom er nedsat med henholdsvis 15 år for kvinder og 20 år for mænd i forhold til baggrundsbefolkningen (1). Baggrunden for tidlig død anses for at være multifaktoriel (2), dog synes der bred enighed i litteraturen om, at somatisk sygdom forårsaget af usund levevis udgør en væsentlig risikofaktor, særligt fordi somatiske sygdomme er underbehandlede blandt mennesker med psykisk sygdom (3).

Tal fra den nationale sundhedsprofil 2010 viser, at hhv. svær overvægt, rygning, usund kost og stillesiddende adfærd forekommer ca. dobbelt så hyppigt hos personer, som angiver at være ramt af psykisk sygdom, sammenlignet med baggrundsbefolkningen. Mod forventning viser sundhedsprofilen, at motivation for at ændre sundhedsadfærd blandt mennesker med psykisk sygdom er identisk med baggrundsbefolkningens (4), og en systematisk gennemgang af forskningslitteraturen viser, at livsstilsinterventioner er mulige at gennemføre og har positiv effekt, såfremt interventionen er målrettet den enkeltes udfordringer og behov (3).

Litteraturen taler sit klare sprog; der skal gøres noget for at øge sundheden hos mennesker med psykisk sygdom både for at reducere overdødelighed i populationen og for at give disse mennesker et liv, hvor sygdom ikke sætter dagsorden for livet.

Fitnessdans som behandlingsform

Idéen om fitnessdans som et behandlingstilbud i psykiatrien i Region Nordjylland opstod i foråret 2013 i forbindelse med en dialog mellem artiklens forfattere om gavnlige effekter af motion på sundhed, velvære, selvfølelse, søvn og kreativitet (3) samt nye måder at samarbejde på i psykiatrien (5). Camilla Krogh, som har mange års erfaring fra psykiatrien som patient og nu fungerer som konsulent for psykiatriledelsen i regionen, havde en idé om at skabe et ufarligt behandlingsrum, hvor ambulante og indlagte patienter og deres behandlere kunne mødes i og omkring motion.

Erfaringer fra job som fitness- og danseinstruktør før diagnosticering med skizofreni og ændring af et ellers aktivt liv til et liv med langvarige indlæggelser, kedsomhed, vægtøgning, vægttab, fysisk inaktivitet, tiltagende dårligt selvværd og forringet livskvalitet havde formet idéen, der rakte ud over dans som et tiltag, der kunne fremme sundhed. Bag idéen lå et ønske om udvikling af en fremtidig psykiatri, hvor håb og recovery i tiltagende grad skulle være centralt for behandlingen.

Desuden ville eksisterende rammer og forståelser af samarbejde mellem patienter og behandlere blive udfordret i overensstemmelse med partnerskabstanken (6-8), dels ved at idéen kom fra en ”expert by experience”, dels ved at tilbuddet skulle beskrives med fokus på patienternes ønsker, behov og præferencer. Endelig skulle tilbuddet organiseres og gennemføres på en måde, hvor det traditionelle magthierarki blev udvisket og erstattet af et samarbejde mellem patienten og behandleren.

Fitnessdans – fra idé til tilbud

Dans på tværs blev udviklet og beskrevet i et samarbejde mellem Camilla Krogh og Lotte Lomholt fra Ambulatoriet for Unge med Skizofreni (OPUS). Beskrivelsen var inspireret af litteratur om forskellige aspekter af brugerinddragelse (9,10), peer-to-peer-støtte (5) og sundhed som en vej til større fysisk og psykisk velvære (3). Sygeplejerske og ph.d.-studerende Malene Terp blev løbende konsulteret i processen med henblik på faglig og metodisk sparring. Det endelige tilbud blev godkendt af den sygeplejefaglige vicedirektør i psykiatrien i Region Nordjylland, se boks 1.

Projektets bærende idé var at få skabt et sygdomsfrit rum både fysisk og psykisk. Projektet var optaget af, at patienterne ikke skulle leve op til deres sygdomsbeskrivelser for at deltage, og at behandlerne ikke skulle leve op til deres traditionelle behandlerroller. En naturlig konsekvens heraf var, at adgangskravet til fitnessdans ikke var sygdom og diagnoser, men lysten til at deltage.

Rummet blev skabt ved, at alle, både patienter og behandlere, deltog på lige vilkår, og ved at deltagelsen ikke var præget af stramme regler. Hertil kom, at tilbuddet var frit for alle. I praksis betød det, at man selv bestemte, om man ville klæde om, og i hvilken udstrækning og med hvilken intensitet man deltog. Man bestemte selv, om man deltog siddende eller stående, hvilket gjorde det muligt også for dårligt gående og fysisk handicappede at deltage. Inspireret af peer-to-peer-tankegangen (bruger-til-bruger-støtte) var det naturligt, at Camilla Krogh varetog rollen som fitnessdansinstruktør.

Med dette valg var ønsket at formidle i både ord og billede, at drømme og håb ikke behøver at blive elimineret, selv når man har været tvangstilbageholdt næsten to år sammenlagt og i en periode har øget sin vægt med næsten 30 kilo på grund af inaktivitet og medicinske bivirkninger. Camilla blev projektets levende symbol på, at det er muligt at komme videre i livet, et slags legemliggjort håb illustreret af en slank skikkelse med livsglæde, energi og overskud, trods en historie om blandt andet kaos, kamp, sorg, skyld, skam og smerte.

Erfaringer med fitnessdans

Første danselektion, der varede en time, blev afholdt i hospitalets gymnastiksal den 1. oktober 2013. Forud for opstart var der foregået et omfattende arbejde med at informere mundtligt og skriftligt om tilbuddet til behandlere og patienter. Behovet for information har været eksisterende i hele projektperioden, og der har været behov for løbende påmindelser om tilbuddet samt motivering til deltagelse.

Vores erfaringer fra tilbuddet er, at deltagerantallet har været meget svingende fra uge til uge. Det laveste antal deltagende har været én person, mens det højeste antal deltagende har været 16. De deltagende patienter har aldersmæssigt spændt bredt. Den yngste deltager har været 18 år, den ældste 65 år. Langt de fleste deltagere har været kvindelige patienter, der er kommet uge efter uge. Nogle enkelte mænd har deltaget med stor entusiasme. Mændene har imidlertid været svære at motivere for deltagelse over tid. Behandlerne har primært været repræsenteret i form af studerende fra sengeafdelinger og sygeplejersker fra ambulatorier.

Modsat patienterne har både uddannede læger og sygeplejersker været svære at motivere til deltagelse, og flere gange har vi mødt modstand mod tilbuddet i form af udtalelser som: ”Skru ned for musikken – det er et sygehus!” og ”Nej, vi har ikke tid, for vi skal lave behandling.” Disse udtalelser er interessante. På den ene side åbner de op for en række væsentlige diskussioner om, hvad behandling er i en medicinsk orienteret psykiatri, og hvilke rammer der anses som mulige for behandling. På den anden side åbner udtalelserne op for en mere grundlæggende diskussion af roller i behandlingssamarbejde og indhold i begrebet ”god behandling” i en fremtidig psykiatri, hvor målet er personcentrering (5).

Set i lyset af ovenstående udtalelser er en af vores vigtigste erfaringer fra projektet, at behandlingsrum ikke kun kan skabes fysisk, men i lige så høj grad mentalt gennem en fornyet tænkning over og tilgang til behandling. Rummet, der blev skabt omkring dansen, blev af flere patienter oplevet som en mulighed for at holde fri fra sygdommen. Det blev beskrevet som et frirum for særligt de indlagte patienter samt et mødested og et holdepunkt for ambulante patienter, hvor de kunne møde andre, både patienter og behandlere, i et uforpligtende fællesskab.

Et af de væsentligste forhold af betydning for konstituering af et sygdomsfrit rum erfarede vi var fitnessdansinstruktørens baggrund. Rummet, der blev skabt omkring dansen, havde et lavt stressniveau, hvilket blev afspejlet i en legende og uformel stemning mellem de deltagende. Rummet havde samtidig den effekt, at det bragte patienter i dialog med både hinanden, instruktøren og behandlere. Det gjorde sig både gældende før og efter dansen, hvilket er interessant set i lyset af kendte vanskeligheder hos mange af patienterne med kontakt og dialog. Erfaringerne sætter fokus på et vigtigt aspekt i behandling og pleje af mennesker med psykisk lidelse, nemlig hvad det behandlende element i fitnessdansen egentlig er? Er det motion? Fællesskabet? Håb? Troen på bedring? Eller en kombination af at skrumpe i bredden og vokse i højden?

Fitnessdans som behandlingsform 

Fra et sygeplejefagligt perspektiv rejser Dans på tværs-projektet spørgsmålet om, hvorvidt brugerstyret fitnessdans har sin berettigelse i fremtidens psykiatri? Svaret vil afhænge af, hvem man spørger, og hvad målet er for succes. Vores succeskriterium var, at både patienter og behandlere deltog i initiativet sammen over tid. Succesen må siges at være moderat, men spørgsmålet er, om kriteriet for succes var rigtigt. Ser man på patienternes entusiasme og det rum, det lykkedes os at skabe, syntes det værd at undersøge mere systematisk, hvad det er, initiativer som fitnessdans kan i forhold til at etablere partnerskaber, ikke kun mellem patienter og behandlere, men i lige så høj grad mellem patienter.

Med artiklen håber vi at åbne op for en faglig dialog om, hvordan alternative former for tilbud kan bidrage til udviklingen af en personcentreret psykiatri, der giver mening i patienters processer med at komme sig og komme videre i livet.

Se foto fra fitness-dans i Sygeplejersken 2015;(1):36-7.

Læs den faglige kommentar "Tro, håb og psykiatri" om recovery i Sygeplejersken 2003;(13):17 og artiklen  "Vejen ud af psykisk sygdom" i Sygeplejersken 2004;(29):36-8.

Lotte Lomholt, sygeplejerske i Ambulatorium for unge med skizofreni (OPUS), Aalborg Universitetshospital – Psykiatrien; ll@aars.dk
Camilla Krogh, konsulent og psykisk sårbar, Aalborg Universitetshospital – Psykiatrien
Malene Terp, sygeplejerske, ph.d.-studerende, Enheden for Psykiatrisk Forskning, Aalborg Universitetshospital – Psykiatrien

Litteratur

1. Nordentoft M, Wahlbeck K, Hällgren J, Westman J, Osby U, Alinaghizadeh H et al. Excess mortality, causes of death and life expectancy in 270,770 patients with recent onset of mental disorders in Denmark, Finland and Sweden. PLoS One. 2013;8(1):e55176. doi: 10.1371/journal.pone.0055176. Epub 2013 Jan 25.
2. Nielsen RE, Uggerby AS, Jensen SOW, McGrath JJ. Increasing mortality gap for patients diagnosed with schizophrenia over the last three decades – a Danish nationwide study from 1980 to 2010. I: Schizophrenia Research, Vol. 146, Nr. 1-3, 2013, s. 22-7.
3. Nordentoft M, Krogh J, Lange P, Moltke A. Psykisk sygdom og ændringer i livsstil. København: Vidensråd for Forebyggelse; 2012.
4. Christensen AI, Ekholm O, Glümer C, Andreasen AH, Hvidberg MF, Kristensen PL, Larsen FB, Ortiz B, Juel K. The Danish National Health Survey 2010. Study design and respondent characteristics. Scand J Public Health 2012;40:391-97.
5. En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser. Rapport fra regeringens udvalg om psykiatri, oktober 2013.
6. Coulter A. Patient engagement – what works? Journal of Ambulatory Care Management: April/June 2012 – Volume 35 – Issue 2 – p 80-9. doi: 10.1097/JAC.0b013e318249e0fd.
7. Bloom B. Crossing the quality chasm: a new health system for the 21st century. Committee on Quality of health Care in America. Institute of Medicine. Washington D.C.: National Academy Press; 2001.
8. Tambuyzer E, Pieters G, Van Audenhove C. Patient involvement in mental health care: one size does not fit all. Health Expectations; 2011. London: Blackwell Publishing Ltd.
9. Ekman I, Swedberg K, Taft C, Lindseth A, Norberg A, Brink E et al. Person-centered care – ready for prime time. Eur J Cardiovasc Nurs. http://cnu.sagepub.com/content/10/4/248.
10. Mead N, Bower P. Patient-centredness : a conceptual framework and review of the empirical literature. Social Science & MedicineVolume October 2000; 51, Issue 7, 1 October: 1087-110.