Flygtninge er afhængige af os

I oktober måned stod sygeplejerske Rikke Fedders Melchior, 29, på stranden på Lesbos og så gummibådene komme ind fra Tyrkiet, fyldt med udmattede flygtninge.

”Vi var ude for at få flygtningene sikkert ud af gummibådene. De var dehydrerede, underernærede og rigtig hårdt stressede, og når de kom ud af bådene, besvimede de på række. De var afhængige af, at der var sundhedspersonale til stede,” fortæller Rikke Fedders Melchior, der var taget af sted med en gruppe frivillige fra Aarhus.

”Det var kaotisk. En kvinde fødte på stranden, få minutter efter at båden var ankommet. Hun havde mærket, at fødslen var nær, da de skulle af sted fra Tyrkiet, og ville ikke med. Men menneskesmugleren truede hende til at gå i båden, og hendes mand nåede ikke med. Der var også en gammel mand på 100 år, der ikke kunne gå og måtte bæres op i en bil. Det er hårdt med de små børn, men lige så horribelt, at han måske skal ende sit liv på sådan en tur,” siger hun trist.

Efter ankomsten skulle flygtningene videre til en registreringskø, hvor de kunne stå i dagevis i bagende sol, uden mad og uden toiletter.

”Men forlader de køen, kommer de bagest igen,” siger Rikke Fedders Melchior.
 

Intet sygeplejeudstyr

Rikke Fedders Melchior, som er uddannet i 2011, brænder for nødhjælpsarbejde og har længe haft en drøm om at komme ud med Læger uden Grænser. I efteråret, hvor medierne berettede om håbløse forhold i Grækenland og om, at ingen af de store nødhjælpsorganisationer var til stede, krystalliserede tanken om at gøre en indsats sig hos hende. Hun fik kontakt til en kvinde i Aarhus, der var i gang med at samle ind til Lesbos og også skulle derned for at aflevere tingene, og bad hende melde tilbage om behovet for hjælp:

”Men så sagde hun: ”Du kan da bare tage med.” Der var ikke rigtig noget, der talte imod, så det gjorde jeg,” fortæller Rikke Fedders Melchior, der tog af sted med en gruppe på 11 personer. Hun havde på forhånd fået at vide, at man nogle steder ”flød i sygeplejeudstyr”, men da hun kom til Lesbos, var der intet.

”Der var flere små organisationer, der bestyrede lejrene på Lesbos, og dem henvendte vi os til. Vi havde 20 tons mad, vand og kørestole med, som var samlet ind herhjemme. Men sygeplejeudstyr var der ikke noget af. Det pinte mig, og det var dobbelt frustrerende for mig at stå der og ikke kunne bruge min sundhedsfaglige viden ordentligt,” siger hun.
 

Uden hud på fødderne

Mange af flygtningene havde gået lange distancer, ofte i bjergterræn.

”De havde forfærdelige fødder, uden hud og med infektiøse sår,” siger Rikke Fedders Melchior og forklarer, at man først undersøger, om noget er blotlagt på foden, renser godt op, fjerner den døde hud og giver antibiotika. Så lægger man en forbinding på, og til sidst polstrer man det, så sårene ikke væsker.

”Det bedste ville være ikke at skulle gå på de fødder,” siger hun vel vidende, at det er utopi.

”Vi arbejder på at skaffe strømper. Det er værre med sko, og nu er det ved at blive koldt.”

Flygtningene kommer med mange skader og tror ofte, at de er værre, end de er.

”De er bange og trænger i virkeligheden til omsorg og til en forsikring om, at deres ben er o.k. For efter gummibådene skal de måske gå 10 km i bjergterræn, så det nytter ikke, at hovedet er sporet ind på, at det er forfærdeligt, men godt at få at vide, at det dårlige ben ikke er brækket,” forklarer Rikke Fedders Melchior.

Udover mishandlede fødder har hun set alt fra skrammer til infektiøse sår, en mand med en tommelfinger, der var tre gange den normale størrelse, som skulle sættes af, og børn med 40 i feber og flere med grimme skoldninger fra kogende olie.

Donationer fra sygeplejersker

Den 16. november tog Rikke Fedders Melchior tilbage til Lesbos. Få dage før sin afrejse fortalte hun til Sygeplejersken, at hun denne gang er godt forberedt, så hendes sundhedsfaglige kompetencer kan udnyttes fuldt ud.

Via Facebook og ved henvendelser til organisationer, firmaer, kolleger og venner, har hun udsendt en ønskeliste til sygeplejeudstyr, bl.a. plaster, gaze, strips, staseslanger, dropslanger, kanyler, øretermometre og nødtæpper.

”Jeg har fået donationer fra meget engagerede sygeplejersker rundt omkring i landet, som har gennemgået afdelingen for ting, de ikke længere bruger, fordi de har ændret sortiment. Der er også læger, som har sendt stetoskoper, og der er ingen krav til udstyret, bare det virker,” fortæller hun glad.

Rikke Fedders Melchior er taget af sted med en britisk sygeplejerske, otte britiske læger og to andre personer, som hun er kommet i kontakt med via Facebook.
 

Professionel distance

Lejrene på Lesbos er bedre organiserede end før, og for at få adgang skal man nu sende sine uddannelsespapirer på forhånd.

”Det er glædeligt, for det højner standarden,” siger Rikke Fedders Melchior.

Hendes gruppe skal arbejde i den største camp, Moira, hvor også Læger Uden Grænser har en klinik. Gruppen har lejet sig ind på et hotel, som holder ekstraordinært åbent i vinterperioden.

Det kan gå voldsomt til i Moira, men ikke desto mindre vil Rikke Fedders Melchior hovedsageligt tage nattevagter, hvor behovet er størst. På spørgsmålet om, hvordan det kan lade sig gøre for hende at tage af sted, svarer Rikke Fedders Melchior:

”Jeg arbejder for et vikarbureau og har ikke rigtigt nogen forpligtigelser her. Jeg ville gerne blive på Lesbos til ”enden” på denne krise, men jeg har heller ikke lyst til, at hele min opsparing går til det, for alt er for egen regning, så det må nødvendigvis få en ende.”

Under hjælpearbejdet med flygtningene har Rikke Fedders Melchior været påpasselig med at opretholde en professionel holdning:

”Ellers er det hele bare ubærligt. Det er vigtigt at være professionel og ikke gå ind i de historier, flygtningene har været udsat for, ellers kan man ikke holde det ud. Forskellen på empati og sympati er vigtig. Og har sympatien overtaget, brænder man ud.”

Rikke Fedders Melchior har ikke sat en bestemt dato for hjemrejsen.

”Men går det for hårdt på, må jeg tage hjem. Det skal ikke have konsekvenser for resten af mit liv, men jeg vil gerne udvikle mig og lære mere. Det er vigtigt.”

Rikke Fedders Melchior skriver et rejsebrev fra sin seneste tur til Lesbos, som bliver bragt i et senere nummer af Sygeplejersken.